Ledelse og samarbejde

Fakultetsleder: Fem bud på, hvordan menighedsrådet sikrer et sundt samarbejde

Menighedsrådsmøde i Nazaret-Fredens Sogn, hvor sognepræst Jens Ole Christensen mener, at præster ikke bør have stemmeret. Leder af Menighedsfakultet Thomas Bjerg Mikkelsen er uenig og giver fem bud på, hvordan menighedsrådet sikrer et forpligtende samarbejde mellem præster og lægfolk. Foto: Leif Tuxen

DEBAT: Et godt samarbejde skabes ikke ved at fratage præster deres stemmeret, men ved at vælge en dygtig formand og sikre klarhed om rollerne i menighedsrådet. Det mener leder af Menighedsfakultetet, som giver fem bud på vejen til en god arbejdskultur

På Kirke.dk er der for tiden en debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ej at begrænse præsters magt i et menighedsråd. Debatten har fået mig til overveje, hvordan man kan sikre et sundt samarbejdsklima mellem menighedsråd og præster. 

Den vigtigste forudsætning for samarbejde må være, at der bliver etableret en arbejdskultur baseret på gensidig tillid og en fælles forpligtelse blandt alle deltagere i menighedsrådets møder. Derfor synes jeg også, at det vil være et forkert udgangspunkt at begrænse præsternes demokratiske indflydelse. 

Tværtimod er det vigtigt, at alle omkring bordet er en del af et forpligtende samarbejde, hvor der også er et fælles ansvar for at træffe beslutninger. Samvirke er med god grund et nøgleord i menighedsrådsloven. 

Her er fem bud på, hvordan man kan sikre en kultur af tillid og respekt:

1. Vælg en dygtig formand

Formanden skal være hele menighedsrådets samlingspunkt. Derfor er det vigtigt at vælge en formand, som med et godt overblik evner at skabe en atmosfære, hvor alle føler sig frie til at give udtryk for holdninger, stille spørgsmål og udtrykke bekymringer.

Det indebærer en vilje til at ville samle fløjene og typisk holde lav profil, indtil alle deltagere har haft mulighed for at bidrage med synspunkter. Formanden skal tænke strategisk og kunne udstikke en kurs. Det er formandens opgave at skabe fælles forståelse og søge konsensus. Formanden skal også have mod til at konfrontere problemer og træffe afgørelser, når der ikke kan opnås enighed. 

2. Definer rollerne

Alle skal kende deres rolle, ansvar og mandat. Præsten skal kende sin rolle som teologisk fagperson og samarbejdsformidler. Kontaktpersonen skal vide, hvad det indebærer at lede et personale, og skal derfor også vælges på baggrund af personlige egenskaber og kompetencer. Medlemmerne af de forskellige udvalg skal også kende til deres præcise opgaver. Det er også vigtigt at skabe tydelighed i forhold til habilitet. 

3. Fritag præsten for unødvendig administration

En kirke er først og fremmest et eksistentielt fællesskab, hvor mennesker mødes for at dele liv og tro og fejre gudstjeneste. Præsten er ifølge folkekirkens bekendelsesskrifter kaldet til på menighedens vegne at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne.

Det indebærer at varetage de kirkelige handlinger, forkynde og undervise, yde sjælesorg og være bindeled mellem kirke og folk. Præster har også mange administrative opgaver, men de fylder ofte mere end de burde på bekostning af de pastorale kerneopgaver. Derfor gælder det om at fritage præsten for unødig administration

4. Undlad at gøre præsten til personaleleder

Siden 2008 har det været tilladt at vælge præsten som daglig leder i forhold til personalet. Nogle steder er denne ordning formaliseret. Andre steder fungerer ordningen i praksis på uformel basis.

Efter min mening er det en dårlig idé. Præsten refererer til provsten og ikke til menighedsrådet. Derfor har menighedsrådet ikke kompetence til at gribe ind og afmontere konflikter mellem lederen (præsten) og medarbejderen. Er der behov for en fastansat personaleleder, vil jeg derfor foreslå, at man ansætter en kordegn med ledelsesmæssige kompetencer.

Efter min opfattelse er der også en vanskelighed forbundet med at forene pastorale opgaver med et personaleansvar. Det er en usund sammenblanding af roller.

For det første kan præsten få svært ved at skære igennem over for en ansat, han samtidig fører fortrolige sjælesørgeriske samtaler med. For det andet kan en ansat fristes til at misbruge sjælesorg til at manipulere præsten over på sin side, hvis præsten samtidig står med personaleansvaret. 

5. Lad gudstjenesten være en fælles sag 

Det er en beskyttelse af det almindelige præstedømme, at højmessens liturgi er autoriseret. Luthers tanker om det almindelige præstedømme betoner, at ansvar for forkyndelse og oplæring er hele menighedens. Derfor fremgår det også af Menighedsrådsloven, at præster ikke kan ændre højmesseliturgien uden menighedsrådets og ofte også biskoppens samtykke. 

Jeg har også et sjette punkt, men det kræver en lovændring:

6. Lad medarbejderrepræsentanten få fuld stemmeret

Kirkens ansatte har ret til at vælge en medarbejderrepræsentant til menighedsrådets møder, men medarbejderrepræsentanten har ingen stemmeret. Det styrker fornemmelsen af, at de ikke-gejstlige ansatte udgør et b-hold. Det virker også umoderne.

Derfor mener jeg, at det vil være fornuftigt at ændre reglerne, så medarbejderrepræsentanten indgår som fuldgyldigt medlem af menighedsrådet. På den måde kan alle omkring bordet blive forpligtet på de fælles beslutninger. 

Thomas Bjerg Mikkelsen er fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus
 

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail