Jeg har overvejet logikken i sognepræst Jens Ole Christensens indlæg på Kirke.dk, hvor han lægger et ord ind for, at præster ikke bør have stemmeret i menighedsrådene.
Han mener, at der bør ”skelnes skarpt mellem valgte medlemmer og ansatte. Og at præster i denne sammenhæng betragtes som ansatte, selv om det strengt taget ikke er rådene, der er vores ansættende myndighed.”
For det lyder jo besnærende, og det er den model, vi alle (ikke blot Jens Ole Christensen) kender fra folkelige organisationer, hvad enten de er baseret på medlemskab og generalforsamling eller på vedtægter og en selvsupplerende bestyrelse, og hvad enten de er folkelige eller kirkelige.
Det er også langt tættere på den model, der findes i erhvervslivet; det er den model, der findes i den kommunale verden, og jeg skal hilse og sige, at det også er den model, der findes i universitetsverdenen.
Sagen kort
Mogens Lønborg, medlem af menighedsrådet ved Københavns Domkirke, har foreslået Folketingets kirkeudvalg, at præster højst må udgøre 25 procent af de stemmeberettigede i et menighedsråd. I dag er alle præster fødte medlemmer af menighedsrådet.
Jens Ole Christensen, sognepræst i Nazaret-Fredens Sogn, København, gå videre endnu: Præster bør slet ikke have stemmeret. Det er demokratisk set mere ordentlig og vil klargøre, at rådene er folkevalgte organer, mener han.
Så hvorfor ikke indføre den i folkekirken? Det var sandelig også planen, da departementschef Preben Espersen og den navnkundige kirkeminister Torben Rechendorff så på spørgsmålet i begyndelsen af 1990'erne. Alligevel er præsterne fortsat født medlemmer af menighedsrådet.
Menighedsråd kan ikke fyre præsten
Men lad mig minde om, at djævlen ligger i detaljen. Jens Ole Christensen skriver, at præster bør betragtes som ansatte, ”selvom det strengt taget ikke er rådene, der er vores ansættende myndighed.” Netop.
I alle de sammenhænge, hvor en direktør, generalsekretær, rektor eller andre har møderet og mødepligt og taleret og talepligt, men ikke stemmeret – der kan bestyrelsen eller rådet hyre og fyre den pågældende. Samklangen mellem bestyrelse og faglig ledelse skabes gennem ansættelsesretlige instrumenter.
I folkekirken har menighedsrådene alene indstillingsret, og den er endog ganske svag, når det gælder ’fyre’-delen i forhold til præsterne.
Hvis præsterne så ikke samtidig kan bindes til masten i form af ikke blot tale- og mødepligt, men også stemmeret, så risikerer vi igen en situation, hvor folkekirkens ledelse splittes i to: den gejstlige del og den lægmandsledede del.
Med ændringerne i menighedsrådsloven 6. juni 2007 blev det fastslået, at menighedsrådet styrer sognets kirkelige og administrative anliggender.
Samtidig blev menighedsrådslovens § 37, der fastslår præsternes uafhængighed af menighedsrådet, ændret, så den nu lyder: ”Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet.”
Præster skal ikke kunne køre friløb i menighedsrådet
Formålet med ændringerne var yderligere at sikre samvirket mellem læg og gejstlig i et menighedsråd, der ikke kan hyre og fyre præsterne (og heller ikke kan komme med tjenstlige pålæg under ansættelsen).
Når præsterne, både tjenestemænd og overenskomstansatte, ledes af provst, biskopper og kirkeminister - relativt uafhængigt af menighedsrådet - så er man simpelthen nødt til at have nogle andre håndtag til at sikre, at arbejdet i det konkrete sogn skrider i nogenlunde samme retning.
De håndtag, der i dag sikrer det, er dels rådets samlede, overordnede kompetence, og dels præsternes tale-, møde- og stemmeret med tilhørende pligter.
Det betyder, at præsterne ikke kører friløb med hensyn til økonomi, bygninger, øvrige ansatte og virksomhed. Samtidig sikres, at menighedsrådet ikke beslutter en retning, de aldrig kan få til at fungere, fordi præsterne ikke vil være med – og kører deres eget løb uafhængigt af rådet.
Rechendorff lod sig i sin tid overbevise. Jeg håber, de konservative på Christiansborg fortsat har så fornuftige ledere, at de kan se pointen, i hvert fald så længe ansættelsesforholdene er anderledes end alle andre steder.
Lisbet Christoffersen er professor i kirke- og religionsret ved Roskilde og Københavns Universiteter