Menighedsrådsmedlemmet og politikeren Mogens Lønborg har rejst spørgsmålet om antallet af præster i menighedsråd. Han tænker især på sogne i de indre byer, hvor der er mange præster og få valgte medlemmer. Her ser han en ubalance.
Mogens Lønborg rører ved et spørgsmål, som har undret mig, siden jeg for fire år siden blev sognepræst efter cirka 30 år i kirkelige organisationer: Sammenblandingen af folkevalgte og ansatte i rådene. En sammenblanding, som for mig at se, skaber en række uhensigtsmæssigheder.
Jeg vil gerne lægge et ord ind for, at den ordning, som er gældende i (alle?) kirkelige organisationer, også indføres i menighedsrådene: At der skelnes skarpt mellem valgte medlemmer og ansatte. Og at præster i denne sammenhæng betragtes som ansatte, selv om det strengt taget ikke er rådene, der er vores ansættende myndighed.
Det vil betyde, at kun de valgte er medlemmer med stemmeret. Præsterne har møderet (måske mødepligt) og taleret, men ikke stemmeret.
Den ordning vil have en del konsekvenser, som for mig at se primært er fordele:
Det er demokratisk set mere ordentlig og vil klargøre, at rådene er folkevalgte organer. Selv om der i mange menighedsråd sjældent stemmes, vil det kunne skabe en anden psykologisk balance.
Og man vil komme uden om den uorden, at præster kan vælges til formand for rådet.
Det vil også frigøre præsterne fra en problematisk dobbeltrolle: Som det er nu, er menighedsrådene arbejdsgiver over for kirkefunktionærer – kordegne, kirketjenere, kirke- og kulturmedarbejdere - som i den daglige praksis i realiteten er præsternes kolleger.
Det betyder, at når der bliver små eller store konflikter mellem menighedsråd og ansatte er præsten part i sagen på en måde, som kan være uhensigtsmæssig i medarbejdergruppen. Samtidig har præsten en rolle som sjælesørger i sognet, og da den slags konflikter undertiden involverer borgere i sognet, placerer det let præsten i en situation, hvor han bliver hæmmet som sjælesørger.
Man kan diskutere om præsternes rolle dermed svækkes:
Der skal stadig være en pligt til at samarbejde; men præsterne bliver i højere grad en instans, rådene skal samarbejde med, end en stemme internt i rådet. Præster skal naturligvis stadig have en vetoret i liturgiske spørgsmål og udtaleret i alle andre; men for eksempel ikke stemmeret i budgetspørgsmål med mere.
Der skal formodentlig også udarbejdes regler for menighedsrådenes mulighed for at have lukkede møder uden præsternes nærvær.
Ingen ordninger er fuldkomne, alene af den grund at de forvaltes af os ufuldkomne mennesker. Men en justering ad disse spor vil efter min vurdering skabe mere ordentlighed.
Jens Ole Christensen er sognepræst i Fredens-Nazaret Sogn i København.