Biskopperne vil have os alle til at debattere gudstjeneste og liturgi. Det er godt. Og derfor har de udgivet både store rapporter og resuméer af dem i såkaldte pixie-udgaver.
Det er på høje tid at arbejde aktivt med gudstjeneste og liturgi, hvis det skal lykkes at holde sammen på en fælles folkekirke. Den liturgiske selvtægt rundt i landets kirker og blandt præster er nemlig stor og minder om noget, der ustoppeligt kommer nede fra og på en dynamisk måde vil frem.
Og det rimer alt sammen meget godt på en individualistisk tid, hvor en dronnings autorisation ikke kan afholde individer fra at tænke og handle, hvis noget andet end det autoriserede giver bedre mening. Mange biskoppelige dispensationer, særordninger, tilladelser med mere afslører, at de nuværende autorisationer er ukampdygtige i 2019.
Derfor en stor tak til biskopperne for at have sat arbejdet og debatten i gang. Der er brug for handling nu. Og der er brug for klarere procesrammer fremover. Det store og spændende liturgiske fornyelsesarbejde skal gøres hurtigst muligt. I en folkekirke-kontekst vil det vel sige i løbet af få år.
Der er behov for en tidssvarende liturgi
Målet må være at nå frem til liturgiske rammer, der giver mening for 2019-mennesket, og i øvrigt holder godt sammen på folkekirken. Konkret må liturgierne til de forskellige gudstjenester og kirkelige handlinger være gennemarbejdede, og have en ensretning i kernen, mens der i det resterende må være kvalificeret frihed og alternativer.
Enten tager vi en intern kirkelig debat, eller også laves der en højt prioriteret kommunikations- og inddragelsesproces, der har både børn og unge og mine fodboldkammerater i en københavnsk forstad som målgruppe.
Der vil helt sikkert være forskellige bud på, hvad tidssvarende liturgier er. Somme tider er vi i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer blevet beskyldt for (og sommetider måske med rette), at jo mere dagligdags og uformel en gudstjeneste er, des bedre. Det er imidlertid slet ikke mit ærinde at ville ‘af-liturgisere’ gudstjenesten. I en tid med en flagrende uendelighed af muligheder og tankegange for unge, er der des mere grund til, at folkekirken er top-tunet i forhold til sit vigtigste udtryk: Liturgier til livets største situationer og vigtigste overvejelser.
Der er i meget høj grad brug for en skarp og levende liturgi, der er i stand til at skabe det mærkeligste rum i 2019-menneskets liv - nemlig kirkens liturgiske rum. Dette rum må på en meningsfuld måde være i stand til at rumme tilværelsens allerstørste tanker, følelser og modsætninger. Midt i 2019-menneskets mærkeligste rum må vi bede til, at både evangeliets tiltale og trøst kan høres.
Ingen handling bag biskoppers ønske
Biskopperne ønsker en ‘folkelig debat’. Foreløbigt har dette ønske dog ikke handling bag sig. Lange rapporter, teksttunge pixieudgaver med højt lixtal, en konference og en mailadresse til kommentarer skaber bare ikke en folkelig debat. I bedste fald vil de mest aktive menighedsråd involvere sig. Men er det en folkelig debat?
Der er brug for mere ærlighed. Enten tager vi en intern kirkelig debat, eller også laves der en højt prioriteret kommunikations- og inddragelsesproces, der har både børn og unge og mine fodboldkammerater i en københavnsk forstad som målgruppe.
Jeg gætter på, at det ender med en intern kirkelig debat. Og det kan også give et fint resultat, men lad være med at skrive noget, I ikke vil sætte handling bag.
Liturgi skal være nutidig, så den på en meningsfuld og levende måde sætter rammerne for at vores dagligdag og virkelighed kan møde og blive spejlet i Guds virkelighed.
Måske bør der fremover være et on-going arbejde med liturgi, og ikke kun når en tiltrængt ny autorisation med årtiers mellemrum kræver det. Lad os komme i gang.
Jørgen Kvist er generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark