De tre faggrupper for liturgi og gudstjenesteliv har nu offentliggjort deres rapporter og fire "kort fortalt”- eller "pixi"-udgaver, der skal igangsætte og kvalificere en bred folkelig debat om folkekirkens gudstjeneste.
Lykkes de med det? I meget varierende grad.
Opgaven med at undersøge begreberne autorisation, genkendelighed, tilsyn og frihed og diskutere, hvilken grad af autorisation der skal være, er så abstrakt, at det i sig selv er en udfordring.
Den tager gruppen op ved at skitsere tre modeller for autorisation med forskellige frihedsgrader og stille konkrete spørgsmål til hver model. Nogle af spørgsmålene er meget enkle, andre er temmelig komplicerede.
Men denne gruppe har også udarbejdet en vejledning, ”Samtaler i dit sogn”, som giver detaljerede forslag til, hvordan man kan tilrettelægge en samtale om frihed og fasthed i gudstjenesten. Det er pædagogisk godt tænkt, og den vil også være en god hjælp til at få samtalen om de andre emner i gang.
Gudstjenesteudvalget tager afsæt i, at vi holder gudstjeneste for at bekræfte og fordybe vores relation til Gud. Arbejdet med gudstjenesten går derfor ud på at skabe de bedste forudsætninger for at et autentisk og bevægende møde mellem Gud og os kan finde sted.
De gennemgår højmessens ordning og musik og stiller en lang række spørgsmål, ud fra hvordan gudstjenesten virker set fra kirkebænken, og de opfordrer til at fortælle, hvordan den kunne opleves som mere relevant. Spørgsmålene går i mange retninger, og de stikker ikke lige dybt, men de mange spørgsmål betyder, at der er mange veje at gå i diskussionen, også nogle, der går i dybden.
Monstrøse spørgsmål om dåbsliturgi
Debatoplæggene om dåb og nadver går historisk og dogmatisk til værks, og Luther citeres flittigt. Ud over en gennemgang af de autoriserede ritualer får vi at vide, hvordan vi bør tolke sakramenterne, hvis vi vil kaldes evangelisk-lutherske, men intet om, hvordan de faktisk opleves.
Hvordan forholder de almindeligst brugte dåbssalmer sig for eksempel til den beskrevne dåbsteologi, og hvad betyder de for, hvordan dåben opleves? De afsluttende syv spørgsmål i dåbspjecen er det rene dogmatiske forhør, og der er ingen antydning af, hvordan man kunne forestille sig et nutidigt ritual ud fra Luthers dåbsteologi.
Alle faggrupperne bedyrer, at de ønsker en bred debat. Hvordan hjælper de så debatten på vej?
Autorisationsgruppen og gudstjenestegruppen tager dels udgangspunkt i den nutidige folkekirkelige virkelighed og læsernes erfaringer, dels konkretiserer de og stiller mange spørgsmål. Autorisationsgruppen har yderligere udarbejdet en slags samtalemanual.
Slige hensyn tager gruppen om dåb og nadver ikke. Her må vi nøjes med syv meget komplicerede spørgsmål til hvert af sakramenterne. Ja, nogle af dem ser enkle ud, men det betyder ikke at de er enkle at svare på, hvis man ikke er teolog.
Andre er helt monstrøse, for eksempel: ”Der findes nye salmer og bønner til dåb – hvad siger de om forståelsen af dåben, mennesker, Gud, tro, frelse og synd?” Den slags spørgsmål er kun egnet til at hindre samtalen i overhovedet at komme i gang, men det er måske også meningen?
Liturgidebat kræver kyndig ledelse af samtalen
I de år vi har arbejdet med gudstjenesteformen i Lindevang, har vi bestræbt os på, at samtalen om gudstjenesten ikke kun foregik i gudstjenesteudvalget og menighedsrådet. Den skulle bredes ud i menigheden.
Det sker ikke af sig selv, og det er ikke altid lykkedes, men det er vores erfaring, at det går bedst når udgangspunktet er konkrete spørgsmål, og det er ikke de teologisk mest korrekte spørgsmål, der er de mest frugtbare.
Vi har også lært at det ikke er nok at formulere nogle gode spørgsmål. Hvis samtalen skal blive til andet og mere end at kradse i overfladen, skal der være en kyndig leder til at fange de ansatser, der måtte være til fordybelse. Og hvis man vil undgå at de samme to-tre velformulerede personer dominerer hele debatten, må man begynde samtalen i meget små grupper på to eller tre, før den slippes løs i plenum.
Er oplæggene så skrevet på en måde, der både kan sætte gang i samtalen i menigheder og menighedsråd og kvalificere denne samtale?
Ikke uden kyndig ledelse af samtalen. Vi må håbe på, at der tages hånd om det i provstier og stifter. De to oplæg kommer dog et stykke af vejen ved at være erfaringsnære, mens oplægget om dåb er et rent dogmatisk skoleridt, hvor de fleste spørgsmål virker som en eksamination i luthersk dåbsteologi.
Den fremgangsmåde er kun egnet til at lukke munden på enhver. Med mindre den provokerer så meget, at det får folk til at tænke, at nu må vi alligevel vise de bedrevidende, at vi også har noget at bidrage med.
Det må vi så håbe vil ske.
Inge Lise Pedersen er næstformand i Lindevang Sogn, Frederiksberg, og tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd.