Ung præst: "Det er godt at være præst i et yderområde"

Det er ikke svært at forestille sig. Selv ikke på en grå og regnfuld vinterdag som denne. 

Lige ovre på den anden side af gaden ligger den hvidkalkede rundkirke. De krogede træer står spredt rundt på den store plæne, der omgiver præstegården. Og det rolige lys falder ind af vinduerne i de mange rum. Der er kaffe på kanden og tid til eftertænksomhed. 

Det er et sted som her, i Nylars på Bornholm, man kan udleve drømmen om at være præst på en måde, der ret godt lever op til en traditionel opfattelse af, hvad det vil sige at være præst.

Det er netop, hvad Cæcilie Jessen vil sammen med sin mand og deres barn i børnehavealderen.  

”Man får lov til at være præst med hud og hår, med hele sit liv og hele sin familie. Man kan lade det hele gå op i en større enhed. Samtidig kan man træde ind i et menighedsliv, for de er vant til at tage fat i forhold til at bære menighedslivet, altså bage, lave mad, stille frem, tale med presse.”

Det ideelle sted 

Folkekirken mangler præster. I betænkningen om præstemangel fra 2018 kan man læse, at der i 2017 i gennemsnit var 8,3 ansøgere pr. præstestilling, samtidig med at antallet af genopslag stiger. Tendenser, der ifølge betænkningen tydeligst mærkes i yderområderne. 

Med andre ord ville Cæcilie Jessen med stor sandsynlighed kunne finde et præstembede andre steder end i et yderområde. At det alligevel endte med Bornholm skyldes flere faktorer. 

”Bornholm er attraktiv, fordi der er en stærk kirkelig bevidsthed. Hertil kommer, at vi ikke kunne se os selv som præstepar et sted, hvor vi skulle stampe et kirkeliv op af jorden, altså hvor man var i forreste missionsrække, hvilket kan være tilfældet i en storby.”

Desuden havde menighedsrådet en klar forventning til, hvad de ønskede af deres nye præst. 

”De havde skrevet et realistisk opslag og søgte ikke en, der kunne stå på hænder, og som kunne det hele. Ved samtalen gjorde de et godt indtryk og var opsatte på at tage imod os som familie, og så lagde de vægt på, at der ville være et godt forhold mellem privatlivet og muligheden for deltage i det lokale liv.” 

Endelig havde Cæcilie Jessen ikke den udfordring, betænkningen fra 2018 nævner som et konkret problem i forhold til at lokke præster til yderområderne.

”Vi var ude over ægtefælleproblematikken. Min mand er her fra øen og er som selvstændig flytbar.” 

Fokus på det centrale i præstegerningen

Cæcilie Jessen har nu været præst i Vestermarie-Nylarsker i knap to år, og glæden holder ved. Fordi hun som præst for de 2146 indbyggere, der bor i de to sogne, kan udleve drømmen om at være ”klassisk præst.”

”De to ugentlige gudstjenester fylder meget, hvorfor prædikenskrivningen, der begynder om tirsdagen med at læse teksten og vælge salmer, er vigtig.”

”Så er der dåb, begravelser og vielser, men nok færre end andre steder, da der er færre mennesker. Men det svinger meget. Nu har jeg haft et halvt år nærmest uden begravelser, og så kommer der måske fem lige i rap.”

Endelig er der tid til at tale med sognebørnene.

”Jeg forsøger at presse et husbesøg ind om ugen, hvilket også kan være en dåbs- eller begravelsessamtale. Det er svært at sige, hvornår man er på arbejde, og hvornår man ikke er, og dermed hvornår det er en samtale, og hvornår det ikke er. For man kan altid snakke med nogen i Brugsen, eller når man kommer ned i børnehaven, kan folk spørge om et eller andet, for de ved jo godt, at jeg er præsten.”

Man står for det hele selv

At være alenepræst har sine fordele. Og udfordringer.

”Der er ingen kordegn, så kalenderarbejde og administration fylder en del, og selvom det er digitalt, tager det tid fra andet. Jeg har ikke noget imod det, men kan godt ærgre mig over, at jeg skal bruge tid på det, når jeg hellere vil på husbesøg eller skrive en endnu bedre prædiken eller lave en god børnegudstjeneste.”

Et faktum man må forholde sig til et sted som Vestermarie-Nylarsker, mener Cæcilie Jessen.

”Selv hvis man som jeg trives med det, skal man have en vis styrke til at kunne arbejde alene. Særligt i forhold til at strukturere arbejdet og finde ud af, hvornår man skal gøre forskellige ting. Man har en form for lederrolle, for man er den, der siger, at nu gør vi det. Også i forhold til menighedsrådet er man den, der nogle gange tager initiativet og dermed har ansvaret.” 

På den anden side er det vigtigt at være opmærksom på relationen til menighedsrådet.

”Som præst er man tjener, autoriteten ligger hos menigheden. Jeg hjælper med at være kirke og har en god uddannelse til at prædike. Men det er ikke mig, der bærer kirken, det er menigheden.”

Man træder ind i en rolle

Hvor udkanten befinder sig, afhænger af hvor man er. 

I Tønder eller Thisted vil København være udkant. Omvendt virker afstanden mellem Nordjylland, hvor Cæcilie Jessen er vokset op i en præstefamilie, og Nylars, hvor hun nu lever med sin egen familie, så stor, at begge steder synes at være yderområder.

”Jeg ikke sige, jeg er præst i et yderområde”, siger Cæcilie Jessen og tilføjer. 

”I stiftet er vi en form for udkant. Men, at øen er afgrænset, gør, at det ikke føles sådan. Her er et levende kulturliv og færgen til Tyskland.”

Og netop afgrænsningen og en klar opfattelse af, hvilken rolle, man har, har bekræftet Cæcilie Jessen i, at præstelivet i et yderområde passer hende godt.

”Når man kommer et sted som her, står der en stol klar til én i samfundet. Man skal ikke møve sig ind. Holdningen er: Du er præsten, du bor der og skal være med her. Her i Nylars har de således et mere end 400 år gammelt ølgilde, og det skal man være med i som præst. Det er man bare. Der står helt bogstavelig en stol klar. Det er noget dejligt i at få en rolle tildelt. Man skal ikke opfinde sig selv.”