En besked tikker ind på messenger. Den er fra Ann - en af lærerne på den lokale skole:
”Hej Charlotte, står krybben fra stalden hos dig, og må vi låne den på søndag? (Smiley) ”
Jeg svarer med det samme, at jeg nok skal få den båret over i kirken, og beslutter, at jeg for en sikkerheds skyld hellere må tage Jesusbarnet med også. Kort efter kommer ny besked:
”Har du også nogle englevinger, vi kan låne?”
Og det kan jeg også klare. For englevingerne ligger selvfølgelig sammen med Jesusbarnet og krybben gemt i det hjørne af graverhuset, hvor præsten også opbevarer andre uundværlige genstande som kæpæslet og en flok lam.
Jeg smiler, mens jeg tænker over, at advents- og juletiden sætter ekstra fokus på noget, som egentlig gør sig gældende hele året, men som vi bare er mest opmærksomme på ved juletid - nemlig hvordan kirken og præsten er en del af den sammenhængskraft, der er i et lokalsamfund - ikke mindst på landet.
Jeg noterer mig det, når jeg scroller igennem mit nyhedsfeed på Facebook, læser ugeaviserne og ser kirkernes annoncer, og det fylder mig med en genuin glæde. For det er jo ikke et særsyn, at jeg får messengerbeskeder fra en af de lokale lærere om krybbespil lavet af 1. og 2. klasse, der har øvet flittigt og er klar til at vise det for sognet til gudstjenesten 1. søndag i advent i den lokale kirke.
Det er essentielt for folkekirkens fremtid, ikke mindst på landet, at vi tager vores ansvar på os og er del af den sammenhængskraft, som små lokalsamfund behøver.
Sognepræst Charlotte Locht
Rundt omkring i landet vil man finde masser af eksempler på lignende samarbejde i lokalsamfundet. Jeg læser om skolebørn, der går luciaoptog til en gudstjeneste i sognekirken, om musikskoleelever, der giver julekoncert, om præster, der underholder til pensionistforeningers julehygge samt børnehaver, vuggestuer og skoler, der tropper op til juleafslutning i den lokale sognekirke. Jeg læser om lokale kor i omegnen, der byder ind med korsang til gudstjenesterne i adventstiden, eller hvordan præster tilbyder, man kan deltage i decemberkorsang.
Er det noget specielt for december? Næh, overhovedet ikke. Året igennem kan man, notere sig, hvordan de lokale kirker, de lokale præster og lokalsamfundene lever med hinanden i et frugtbart samarbejde om alt fra foredrag, koncerter og til at holde fastelavnsbørnegudstjeneste i kirken, inden de udklædte børn tager til fastelavnsfest i det lokale forsamlingshus.
Ingen undrer sig vel længere over byfestgudstjenester, at kirken er del af det lokale kulturnat-arrangementer, at præsten holder sankthansbåltale eller deltager i skole-kirkesamarbejde?
Det er essentielt, tror jeg, for folkekirkens fremtid, ikke mindst på landet, at vi tager vores ansvar på os og er del af den sammenhængskraft, som små lokalsamfund behøver. Vi har også en del af ansvaret for, at der er rammer for fællesskab på landet.
Vi har også en del af ansvaret for at tilbyde lokalsamfundet et sted at mødes, og jeg er sikker på, at det ikke kun er mig som præst og mine menighedsråd, der er dybt taknemmelige over den lyst til samarbejde, som foreninger, skole, institutioner og massevis af andre tilbyder os. Det vidner nemlig om, at lokalsamfundet også ved, at de har et ansvar for at bakke op om den lokale kirke, og det kan fylde mig med glæde ikke bare til jul, men hele året.
En ny messengerbesked tikker ind en times tid efter sidste generalprøve på krybbespillet i kirken:
”Hej, vi glemte at tage Betlehemstjernen ned fra væggen! Kan du gøre det for os? (Smiley) ”
– og selvfølgelig kan jeg det, men beslutter mig nu for at lade den hænge de få dage til på søndag. Deres gule Betlehemsstjerne pynter nemlig ganske fint på den hvidkalkede kirkevæg.