Frikirkepræst Thomas Baldur spørger, hvordan jeg kan sige, at det er en katastrofe, når kristne indvandrere ikke er medlemmer af folkekirken, sådan som der står i Kirke.dk’s artikel.
Det mener jeg nu heller ikke, men jeg har forklaret disse ting omkring en snes gange, så jeg kan blive lidt utålmodig og udtrykke mig for kortfattet. Hvad jeg har sagt flere gange, er, at det er udtryk for et svigt fra folkekirkens side, når antageligt kun omkring 10.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande er medlemmer af folkekirken.
Lad mig nu forklare sagen punktvis:
- Jeg mener, at der var tale om en pseudonyhed på et alt for uklart kildegrundlag. Det citeres jeg også for i artiklen. Vi har længe vidst, at mere end en tredjedel af indvandrerne regnet ud fra Danmarks Statistiks tal må antages at være kristne. Som det fremgår af Tværkulturelt Centers hjemmeside drejer det sig for eksempel om 34 procent fra Afrika syd for Sahara, 10 procent fra Asien, Mellemøsten og Nordafrika og 88 procent fra Syd- og Mellemamerika. Antageligt er disse tal, der er beregnet ud fra de kristnes andel af befolkningen i oprindelseslandene, alt for lavt sat, da det det for eksempel fra Mellemøsten uforholdsmæssigt ofte er kristne, der flygter. Derfor hjælper det ikke at lave en spørgeskemaundersøgelse, hvis design og grundlag ikke bliver oplyst, når tallene skal afklares.
- Jeg antager, at der er flere end 80.000 kristne fra ikke-vestlige lande i Danmark. Og min præmis er, at de langt fra alle er medlemmer af frikirker og migrantkirker! Mange af dem får aldrig en ordentlig indbydelse til en kristen kirke. Tværkulturelt Centers mange interviews med kristne indvandrere, som nu er kommet ind i en kirke, viser, at de meget ofte indtil flere gange har mødt en lukket dør – eller en kold skulder, når de er kommet til folkekirkens kirker. Det kalder jeg et svigt, der for en kristen kirke er katastrofalt.
- Folkekirken har et kolossalt ansvar her, fordi den har ressourcerne, hvis den ellers gider bruge dem – med 85 procent af gammeldanskerne som medlemmer og et budget på 9 milliarder årligt. I en længere artikel i Ny Mission 31, udgivet af Dansk Missionsråd i 2016, har jeg foreslået måder hvorpå dobbelt medlemskab for medlemmer af andre kirker, såsom migrantmenigheder, kunne praktiseres, for eksempel ved at menighedsrådene afsatte penge til at lønne medarbejdere fra indvandrermiljøerne. Siden er et udvalgsarbejde i folkekirken gået i samme retning med forslag om adgang til dobbelt medlemskab i folkekirken, som man har det i blandt andet frikirkerne. Udvalgsarbejdet har været blokeret af regeringen siden valget. Det er den slags, der kan gøre mig eddikesur på statsstyret i folkekirken.
- Jeg er dybt taknemmeligt for, at frikirkerne gør en forholdsmæssigt langt større indsats end folkekirken – det svarer også til, at de fleste kristne indvandrere ikke er lutherske, men ofte matcher frikirkerne bedre med deres kirkelige baggrund. Og hvis alle blot blev huset i frikirkerne, som er bedre til meget indvandrerarbejde end folkekirken, ville jeg have det fint med det. Naturligvis – læs min Ny praktisk teologi fra 2018, som fremlægger mit syn på frikirkerne som et afgørende bidrag til dansk kirkeliv.
- Men ingen kirke, heller ikke folkekirken, kan være sand kirke, hvis den ikke er en kirke i mission, der rækker ud mod alle, der vil være med, især da kristne indvandrere. Folkekirken mister sin kristne nerve, hvis den ikke arbejder med, sammen med frikirkerne, på dette område. Det gør den selvfølgelig også og i stærkt stigende grad. Det begyndte i 1990’erne med frivillige tiltag og videreføres nu med en række stillinger som indvandrerpræster etc. men det er bare langt fra godt nok endnu. Mit grundsyn herpå fremlægger jeg nok engang i bogen Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission, der udkommer på Eksistensen primo 2021.
- Hertil kommer spørgsmålet om integration. Når man kalder sig ”Den danske folkekirke”, er det udtryk for ringeagt for minoriteterne, hvis de ikke bliver mødt på deres præmisser på samme måde som gammeldanskerne gør det på deres. Hvad der kommer ud af det, kan man blandt andet studere i England, hvor den anglikanske kirke, der længe ikke var åben overfor kristne indvandrere fra Commonwealth, medvirkede til den ofte fatale mangel på integration, der findes i kirke og samfund i England.
- Folkekirken er heldigvis ved at slå ind på en bedre vej, men den har været – og er nogle steder og i nogle henseender – i praksis tæt på at opføre sig som en apartheid-kirke. Og dermed fornægter den selve evangeliets kerne, som det er set andre steder i historien. Derfor taler jeg somme tider med store bogstaver til folkekirken – uden dermed at sige noget om frikirkerne.