Alt flyder, konstaterede Heraklit i fortiden engang.
Udsagnet er nutidigt. Og fremtidigt. Eller rettere; konstaterende. Heraklit konstaterer konstanten: Bevægelse.
Der er ingen, der går ud i den samme flod to gange. Både fordi floden er anderledes. Og fordi mennesket er det. Hver gang, vi går ud i floden, er vi nye: Vi træder ud med nye tanker, nye ar, nye håb. Og floden er ny: Molekylerne har rykket sig et nyt sted hen, tangen, fiskene, bunden er forandret og bliver aldrig igen den samme.
Derfor kan man også sige: Der er ingen, der går ind i den samme kirke to gange. Og samme dobbelthed gør sig gældende her: Fordi ingen er den samme, og fordi kirken ikke er den samme.
Der er intet, vi kan sige eller gøre, der ændrer på den præmis. Det rør på sig, det liv. Det kan ikke andet. Stilstand er ikke en mulighed i livet. Al væren er vorden. Vi, de levende, er hele tiden ved at blive til.
Vi fik tunger af ild, ikke kroner af guld
Alt flyder, og det, at vi altid er i bevægelse, er et afgørende motiv i kristendommen. Jesus blev født på en rejse, han blev døbt i floden, der aldrig er den samme, i vandet, som vi ikke kan holde på.
Han vandrede rundt, gjorde tegn med det, der var. Vand. Brød. Fisk. Tegnene var forskellige – han brugte, hvad der var – men den virkelighed, de peger på, er den samme. Guds nærvær. Lige her.
Vi fik tunger af ild, ikke kroner af guld. Vi fik vand, ikke omskæring. Vi fik ånden, den bevægende. Bevægelse er konstanten.
Det er heldigt. For hvis ikke bevægelsen lå i tegnene, hvordan skulle vi så forstå os som værende på vej? Og det er vi. På vej. Som Abraham. Som Moses. Vi vågner og sætter den ene fod foran den anden, kommer hinanden i møde.
Vi går, fordi vi håber og tror. Også i dag er vi på vej. Også i dag er vi i bevægelse. Uden at vide, hvor vi er på vej hen. Og måske derfor på vej til sandheden, som Gregor af Nyssa sagde.
I den ånd og den bevægelse fejrer vi gudstjeneste. Vi mødes, vi, en broget flok på vej. Og i kirken finder vi retning, følgeskab, manna på rejsen.
Der er måske en, der leder. Der er nogle, der støtter. Nogle, der bespiser. Nogle, der holder humøret oppe. En, der undersøger. Og hvis en ser noget skønt, peger denne, så alle kan se. Alle er med.
Tro blev noget, præster forvalter
Sådan er det at være på vej. Eller sådan burde det være.
Sådan var det for de første kristne. De var vågnet op i deres almindelige liv til et nyt liv. Lige her. Øjenåbnende. Hjertestartervildt. Vågnende.
Og man måtte bare dele. Det var næring af en slags, som samlede, ændrede og bare måtte gives videre. Man kunne ikke bare gå med det selv. En gav det videre til en anden. Små grupper samlede sig i husene. Man bidrog med det, man havde.
Paulus måtte gå ud. Dette måtte deles what ever it takes. Det var en bevægelse med vilje, gejst og risikovillighed. Modstandsdygtig og medrivende. En bevægelse, ikke en institution.
Men så institutionaliserede vi bevægelsen. Satte særlige medarbejdere til det med at give videre. Uddannede dem, gav dem ansættelse og gode kår. Anseelse.
Tro blev noget, præster forvalter, og menigheden modtager på en bænk, snarere end noget vi deler. Og at kristendommen begyndte med en disruption, som verden ikke før eller siden har set, kan vi ikke se spor af i bevægelsen – på vores sted.
Kristendommen glemte, at dens væsen er bevægelse. Den blev Institutionen. Der laver love og udstikker retningslinjer. Der fastholder form og fastlåser teologi.
Hvis det var Jesusbevægelsen, ikke folkekirken, vi ønskede, flere blev en del af, så kan man måske bedre se for sig, hvordan det kræver en mulighed for medvandren og deltagelse med det, man nu kommer med. Hvad forestiller man sig egentlig? Hvordan kan man blive grebet af bevægelsen? Af Kristus.
En flok på vej eller en institution med bevægelsesfrygt?
Vores tid skriger på åndelig føde. Og alligevel går folk sultne i seng.
Vi siger: Jamen, kom dog her. Og bruger lidt mere krudt på markedsføring. Men medier kan ikke ændre, hvem du er, eller hvem du appellerer til. De kan kun forstørre det, du er!
Så hvad er vi? En flok, der er på vej, og som inviterer andre til at gå med et stykke tid og glæde os over, hvad de kan bidrage med? Eller en institution med bevægelsesfrygt?
Det er med en vis ambivalens, at vi nu forlader den periode i kirken med restriktioner, der gav frihed til at være i bevægelse. Men også med et stort håb om, at vi er blevet mindet om, at alt flyder – som vandet, ordet og ånden. Og det er, som det skal være.
Louise Højlund er sognepræst i Langenæs Sogn i Aarhus