En ny præsteuddannelse for akademikere skal afhjælpe præstemanglen i folkekirken, og overraskende mange har ansøgt om at blive optaget. Rygterne siger 265 ansøgere.
Det er meget glædeligt, og giver samtidig anledning til nogle overvejelser over, hvad det er for nogle præster, der er brug for i folkekirken. Men lige så vigtig er det at tale om, hvad det er for en virkelighed, fremtidens præster har i udsigt.
Der er brug for præster med en stærk, faglig identitet
Det er ikke første gang, der er udsigt til præstemangel. Og hver gang kirken fattes præster, dukker diskussionen om præsters lange, akademiske uddannelse op. Er det virkelig nødvendigt for at blive en god præst? Kan man ikke finde en lettere vej til præstembedet end gennem en lang og grundig teologisk uddannelse?
Den nye præsteuddannelse er ikke for alle og enhver. Den er en overbygning for dem, der i forvejen har en lang universitetsuddannelse. Det forudsættes, at man med sin akademiske skoling og intellektuelle nysgerrighed selv vil arbejde videre og dygtiggøre sig teologisk hen ad vejen, når man er blevet præst. Hvorfor er det vigtigt?
Fordi der er brug for præster med en stærk, faglig identitet. Der er brug for præster, der med forstand og vid kan gå i dialog med en oplyst samtid, og som både i deres sogn og i samfundsdebatten kan udbrede kendskabet til den kristne tro på en uforfærdet og udforskende måde, der skaber respekt om embedet.
Det er præstens arbejde at fordybe sig i, hvad det vil sige at være menneske
Teologi bliver som al anden faglighed ofte talt ned, og får skyld for at være en klods om benet i forhold til menigheden. Jeg hørte for nylig en kollega sige, at det sidste kirken har brug for i dag, er teologi. For teologien gør det hele alt for indviklet for den brede befolkning, og lige nu er der mest brug for enkelhed.
Hvis det betyder, at man skal lade sin lærebog i dogmatik blive hjemme i arbejdsværelset, er det rigtigt nok. Men hvis det betyder, at den gode prædiken ikke skal være rodfæstet i samvittighedsfuld, teologisk eftertænksomhed, kan det enkle hurtig gå hen og blive det samme som kedeligt og klichéfyldt, og for alvor tale ned til menigheden.
Ligesom kunstneren er det præstens arbejde at fordybe sig i, hvad det vil sige at være menneske
Den kristne tro bygger på århundreders tænkning og visioner, håb og visdom. Den bygger på det Guds ord, vi læser i Bibelen, og som mange fantastiske, modige, kloge, dybsindige og visionære mennesker har udlagt med deres hjerteblod før os.
Læs en time hver dag – og se Deadline og Netflix
Kirken har brug for veluddannede teologer, som lader sig lede og inspirere af den rige tradition, vi bygger kirke på. At være teolog er at kunne tænke bredt og rummeligt og tænke sammen med sin tid, og samtidig ud over sin egen tid.
En af mine lærere på universitetet gav mig det råd, at man som præst skal sætte tid af til at læse en time hver dag. Uanset hvor travlt man har. Hver dag én time. Ikke bare faglitteratur, men aviser, blade, tidsskrifter, romaner, debatbøger, filosofi, historie, poesi, og selvfølgelig Bibelen. Man skal læse for at holde sig sprogligt og tankemæssigt i form.
Til det vil jeg tilføje: se Deadline og Netflix. Følg med i, hvad der sker i samfundet og hvilke glæder og sorger, mennesker af i dag lever med. Ligesom kunstneren er det præstens arbejde at fordybe sig i, hvad det vil sige at være menneske.
Troen lever alle mulige andre steder end i kirken
Sådan en præst var Johannes Møllehave, der døde den 10. maj. Han var hele Danmarks sognepræst, og hans sko er der nok ikke mange af os, der kan fylde ud. Men med sin belæsthed og sprudlende evne til at formidle både lærd og let, byggede han bro mellem folk og kirke.
Der er brug for præster, der har mod på at tage bolden op efter Møllehave, selvom ingen af os kan det, han kunne. Men han råbte fra tagene, og kunne slet ikke lade være
Nu mangler vi Møllehave, og det går ikke så godt med at bygge bro. Tværtimod ser det ud til, at troen lever alle mulige andre steder end i kirken. Og tager vi præster ikke den udfordring op, ender folkekirken som en lille subkultur, der har koblet sig af det omkringliggende samfund.
Alle taler om tro, men få går i kirke. Den ene kendte profil efter den anden springer ud som troende, og formulerer smukt og begavet, hvad tro betyder for dem. Man vil gerne tale om sit forhold til Gud og man vil gerne lytte til mennesker, der fortæller om deres tro. Der er en tørst efter troshistorier, man kan spejle sig i.
Men vil man finde Gud, går man ikke i kirke søndag morgen. Man lukker op for P1.
Tidens tro trænger til at komme ud af lønkammeret
Det bør få alle kirkeklokker til at ringe. At hele denne flodbølge af genfunden interesse for Gud løber ganske ubesværet uden om kirken. Når Sven Brinkmann til juni udkommer med en bog om tro, hedder den meget sigende "Mit år med Gud". Den hedder ikke "Mit år med kirken". Troen stiger, medlemstallet falder.
Meninger og synsninger om Gud skaber ingen menighed
Der ligger en stor opgave for præster i at lukke troen ud af mig-fortællingen og ind i vi-fortællingen. Ikke fordi troen ikke skal være en del af den enkeltes fortælling, men Gud blev netop menneske for at iklæde troen noget mere kød og kraft og saft end den enkeltes forsigtige fornemmelser for tro.
Der er brug for præster, der har mod på at tage bolden op efter Møllehave, selvom ingen af os kan det, han kunne. Men han råbte fra tagene, og kunne slet ikke lade være.
Han var – som det stod i en af nekrologerne – et helt orkester af sprudlende ånd og vid, og kunne uden at moralisere eller tale ned om danskerne religiøse blufærdighed, levere hele pakken, så ingen var i tvivl om, at kirken står for noget godt.
Fremtidens præster er nødt til at komme derud, hvor der tales om tro i dag, og komme med et kvalificeret modspil til tidens mere flimrende og flakkende gudsbilleder. Meninger og synsninger om Gud skaber ingen menighed. Man må ud af sig selv og ind i andre. At guide den bevægelse, er en af kirkens vigtigste opgaver i dag, som de nye præster kan glæde sig til.
Tidens tro trænger til at få kød på og komme ud af lønkammeret, ud til fællesskabet og livet i verden. For dybest set handler kristen tro altid om de andre, om ansvar og om spørgsmålet: Hvilken verden vil du leve i?
Eva Holmegaard Larsen er sognepræst i Nødebo og Gadevang og teologisk konsulent i Helsingør Stift