Kære Jens Ole,
Tak for din grundige replik til mit oplæg på Evangelisk Luthersk Netværks kirkefest. Jeg vil egentlig helst ikke trætte hverken dig eller Kirke.dk’s læsere med en lang ”duplik”, men du stiller nogle spørgsmål, som jeg gerne vil besvare.
Du skriver, at jeg vil forbyde betegnelsen ”klassisk” om tro og kristendom. Det hverken vil eller kan jeg naturligvis. Men jeg oplever de konservatives brug af ordet ”klassisk”, ligesom jeg oplever jeres brug af ordet ”bibeltro”, nemlig som en monopolisering af den sande tro – et retorisk greb, der, tilsigtet eller utilsigtet, skaber et ”indenfor og udenfor”.
Alle kristne bevægelser og teologiske opbrud gennem historien har vel netop én ting til fælles, nemlig en ambition om at finde ind til kernen i evangeliet – det oprindelige, det egentlige, det ”klassiske”.
Det gælder Luthers ”ad fontes” og det 20. århundredes amerikanske bibelfundamentalisme, men det gælder også Grundtvigs ”mageløse opdagelse” og Bultmanns afmytologiseringsprojekt. Vi kan og må være uenige om, hvad der er god og dårlig teologi, men vi kan ikke tage patent på at være dem, der står for den ”klassiske” eller ”bibeltro” kristendom.
I modsætning til, hvad du tror, frygter jeg ikke en ny folkelig og åndelig vækkelse - tværtimod. Men jeg kunne frygte en vækkelse, der (i modsætning til det 19. århundredes vækkelser) fører til en indsnævring af folkekirkens frihed og en selvretfærdig udrensning af de ikke-rettroende.
Derfor er jeg glad for, at du vil arbejde for at lade frihedsordningerne stå og nøjes med at bruge ”åndelige midler”, selv hvis du og dine skulle få flertal i folkekirken. Men som du skriver, er en vækkelse ikke noget, du og jeg har magt over, og skulle den komme, ville den nok ”ydmyge os alle sammen i vores teologiske vanetænkning”. Det tror jeg, du har ret i.
Og ja, jeg mener naturligvis ligesom dig, at der ”er grænser for, hvad der kan siges og gøres i en kirke, der vil kalde sig kristen.” Hvor den grænse går, det skal vi vedblive at diskutere, også selv om vi næppe bliver enige, fordi din forståelse af, hvordan Bibelen skal læses, er – jeg fristes til at sige fundamentalt – forskellig fra min.
Ingen af os kan sætte os ud over vores tid og kulturelle kontekst (og det kunne, i parentes bemærket, heller ikke Paulus).
Det mærker jeg især, når det gælder dine overvejelser om kvindelige præster. Jeg er glad for at blive korrigeret i min opfattelse af jeres syn på kvindelige forkyndere, ligesom det er godt at høre, at du har oplevet ”tydelige Kristusvidnesbyrd” fra kvindelige præster.
Men når du samtidig understreger, at ”kirkens hyrde- og lærefunktion” – altså præsteembedet – skal være forbeholdt mænd, og at du i stedet ønsker en embedsstruktur med ”en mangfoldighed af forkyndende tjenester og platforme” (der, forstår jeg, skal give kvinder mulighed for ”embeder”, blot ikke det fine præsteembede), er vi tilbage dér, hvor vi har diametralt modsatte opfattelser af, hvad der er evangelisk og luthersk.
Her er vi tilbage ved den kulturelle bundethed. Når jeg siger, at også jeres kristendom er kulturkristendom, er det ikke, fordi jeg mistænker jer for ikke at reflektere over jeres interne sprog og vaner, men for at pointere, at den ”klassiske” og ”bibeltro” teologi er et moderne fænomen – også selv om den i sin selvforståelse er en tilbagevenden til kirkefædrenes kristendom. Ingen af os kan sætte os ud over vores tid og kulturelle kontekst (og det kunne, i parentes bemærket, heller ikke Paulus).
Og så en indrømmelse: Det er ikke fair at sige, at konservative præster udelukkende servicerer deres egne, konservative ”cykelmenigheder”. I ser naturligvis mange slags sognebørn, og jeg tror også, at I er både pragmatiske og respektfulde i mødet med de kirkefremmede.
Jeg ved, at det gælder dig, for jeg har hørt dig fortælle, at du aldrig har mødt dåbsforældre, som ikke tager dåben dybt alvorligt. Og når talen falder på kulturkristendom, citerer jeg dig faktisk altid – du har nemlig sagt, at ”kulturkristendommen er det vand, som evangeliets forkyndelse svømmer i.” Og her er vi fuldstændigt enige.
Til sidst: Jeg er glad for, at du lytter og tager dig tid til at skrive et eftertænksomt svar, som også tør at være selvkritisk. Det er en form, som aftvinger respekt, og som mange i det kirkelige landskab kunne lære af.
I samme åndedrag vil jeg gerne give en cadeau til Evangelisk Luthersk Netværk for at invitere mig til at sige noget om ”højrefløjen” set udefra. Også det burde inspirere andre i det kirkelige Danmark, hvor vi ofte er tilbøjelige til kun at indbyde de samtalepartnere, vi er enige med.
De bedste hilsner,
Kåre
Kåre Gade er redaktør for Kirke.dk, Kristeligt Dagblads digitale fagmedie