Evangelisk Luthersk Netværk

Sognepræst til redaktør: Der er stadig huller i din viden

Til Evangelisk Luthersk Netværks kirkefest 28. september, rejste Kirke.dk's redaktør, Kåre Gade, en kritik af den kirkelige højrefløj. I et åbent brev svarer Jens Ole Christensen nu på kritikpunkterne. Foto: Kåre Gade

ÅBENT BREV: Kritikken af glosen "klassisk" tro og kristendom er diskutabel. Tør vi ikke sætte ord på grænserne, så gør vi teologien ligegyldig. Sådan skriver Jens Ole Christensen i et åbent brev til redaktør Kåre Gade som svar på hans kritik af den kirkelige "højrefløj"

Kære Kåre,

Tak for sidst!

Og tak fordi du tog turen til Børkop for at fortælle os dit ærlige indtryk af den kirkelige ”højrefløj”. Du leverede varen!

Og det gjorde du undervejs med et glimt i øjet – der ikke altid fremgår af det offentliggjorte manuskript – og på andre strækninger med en snert af alvor, så man kan mærke, at der er noget på spil.  Du leverer nogle steder indlysende pointer, som er værd at lytte til, og andre steder rejser du synspunkter, der fortjener en diskussion.  Enkelte steder finder jeg din karakteristik unfair og i et par temaer demonstrerer du – elegant og velformuleret – at der stadig er huller i din viden.

Lemfældig omgang med glosen "kristen"

Men for nu at begynde et sted, hvor du indlysende har en pointe: Vi har i min kirkelige dagligstue en lemfældig omgang med glosen ”kristen”, og den kommer ofte til at virke unødvendigt ekskluderende. Måske utilsigtet, men det gør jo ikke problemet mindre.

Vi trænger til at besinde os på, at i teologisk og åndelig samtale diskuterer vi aldrig hinandens forhold til Gud. I det stykke er der kun én dommer, som heldigvis er mere retfærdig og nådig end nogen på den kirkelige ”højrefløj”. 

Vi diskuterer i teologien derfor altid kun, hvad der går ud af hinandens munde. Men her vil vi også turde diskutere med fuld kraft om de ord, der undslipper os, er i overensstemmelse med Bibelen og evangeliet. 

Der er altså en hellig grænse mellem, hvad der Guds bord, og hvad der er vores, som ingen af os har den mindste ret til at overskride. 

Der er grænser for den folkekirkelige rummelighed

Derimod synes jeg, dine indsigelser mod ordet ”klassisk” tro og kristendom er mere diskutable. At glosen skulle være forbudt, finder jeg mærkeligt. For midt i det brogede og varierede billede som kirkehistorien tegner, er der alligevel nogle ret gennemgående konstanter, som er bærebjælker i kirkens tro, og som er tydeligt bevidnet i Det Nye Testamente. Når de konstanter fjernes, bliver det en helt anden religion.

Det betyder i det mindste, at når man for eksempel forandrer budskabet om den legemlige opstandelse til et alment budskab om livets sejr over døden eller skaber en religionsteologi, der benægter troen på Jesus Kristus som eneste vej til frelse eller udraderer vores identitet som kvinder og mænd som en vigtig del af vores skabthed, der har man flyttet sig uden for det C. S. Lewis kaldte ”normalkristendom”. 

Der kan være variationer i betoninger og udformninger af disse og andre pointer – og hvis du presser mig hårdt, kan du få mig til at indrømme, at vi ikke skal strø glosen ”klassisk” ud over enhver sammenhæng - men hvis vi ikke tør sætte ord på den slags grænser, så gør vi teologi ligegyldig. Der, hvor direkte modstridende trosudsagn, læresætninger og etiske vejledninger gøres til ”forskellige legitime trosudtryk”, er den folkekirkelige rummelighed nået ud på et overdrev, hvor kirkens bekendelse i realiteten er sat ud af kraft.

"Kirken kan ikke bare forholde sig til, hvad der fungerer, men må også spørge, hvad der er sandt"

Du udfordrer os via en ucharmerende sammenligning med DKP/ML fra 1970erne på vores forhold til folkekirkens rummelighed: Vi nyder godt af den, men vil afskaffe den, den dag vi er i flertal. Med min alder og livshistorie gør den sammenligning virkelig nas.

Men bortset fra metaforikken er det et ømt punkt, som jeg har tænkt over i mange år. For man kan anstændigvis ikke tillade sig at nyde godt af frihedsrettigheder, som man ikke vil tilkende andre. Samtidig er det en pointe, at jeg og andre ønsker os en kirke, der er langt mere tydelig i sit forhold til sin egen bekendelse, end folkekirken er i dag.

Min personlige konklusion – som jeg ved at en del af mine holdningsfæller ikke er enig i – er, at de frihedsordninger, vi har nydt godt af selv, må vi lade stå ved magt den dag, vi har flertal. Alt andet er unfair. Det siger jeg som en indrømmelse og ikke som en ønskedrøm, for egentlig ønsker jeg mig en kirke med et tydeligt læreværn og et tilsyn bundet i Bibelen og bekendelsen.

Den holdning vil nogen af mine venner finde slatten og inkonsekvent; men inden man dømmer den for hårdt to tilføjelser.

Først: Måske er der den fordel ved min inkonsekvens, at vi så tvinges til kun at bruge åndelige midler i kampen for sund kristen tro og teologi. Og det er måske sundt for os.

Dernæst: Man har et kirkehistorisk fortilfælde for den store omvæltning i vores kirke, som du frygter, og jeg drømmer feberdrømme om. Den (stats)kirke, der begyndte 1800-tallet, var nemlig i stor udstrækning lammet af rationalismens isvinter, mens den (folke)kirke, der afsluttede århundredet, var af en helt anden levende og dynamisk karakter. Og den tog bredt betragtet bibel og bekendelse langt mere alvorlig. Det, der skabte forskellen, var  ikke kirketugts- og læretugtsindgreb fra biskopperne, men store åndelige og folkelige vækkelser.
Hvis de forandringer af kirken, vi diskuterer, skal ske, kræver det et Helligåndens blæsevejr af lignende dimensioner, og det har hverken du eller jeg magt over. Og jeg tror for øvrigt, det ville ydmyge os alle sammen i vores teologiske vanetænkning.

Og så har jeg brug for en meget vigtig tilføjelse: Du forestiller dig vel også, at der ét eller andet sted i horisonten er grænser for, hvad der kan siges og gøres i en kirke, der vil kalde sig kristen? Eller for den sags skyld luthersk?  For kirken kan ikke bare forholde sig til, hvad der fungerer, men må også spørge, hvad der er sandt.

Ordningen med kvindelige præster

Så hæfter du dig temmelig meget ved spørgsmålet om kvindelige præster. Det er måske ikke så mærkeligt i en uge, hvor Menighedsfakultetet kom med signalændringer, som du naturligvis synes, er godt nyt.

Fair nok! 

Men jeg bliver noget irriteret, når du parafraserer mit og andres syn på det spørgsmål, som at være et spørgsmål at ”præstens køn ikke er afgørende for hans eller hendes evne til at forkynde evangeliet.”

Ingen af os har nogensinde stået for et synspunkt, der siger, at kvinder ikke kan eller må forkynde evangeliet, og her synes jeg simpelthen ikke, du hører efter, hvad vi siger. Jeg har hørt rigtig god forkyndelse fra kvindelige præster og kvindelige lægfolk.

Hvis man lader sig distrahere af Det Nye Testamente, så er evangeliet noget, der forkyndes både af mænd og kvinder og på mange forskellige platforme. Problemet med ordningen med kvindelige præster handler alene om én af kirkens mange tjenester med evangeliets forkyndelse: Kirkens hyrde- og lærefunktion. 

Jeg mener helt alvorligt, at du og andre overser, at der indbygget i vores afstandtagen fra ordningen er en betydelig kritik af den stive folkekirkelige embedsstruktur og et ønske om en mangfoldighed af forkyndende tjenester og platforme. For mænd og kvinder. En sådan mangfoldiggørelse af embederne i kirken ville tjene kirkens rolle i verden på mange andre planer end dem, der handler om kvindelige præster.

Så har jeg måske alligevel brug for en indrømmelse: Jeg er blevet mere lavmælt de senere år i dette spørgsmål. Det hænger for mig dels sammen med det tydelige Kristusvidnesbyrd, jeg hører fra nogle kvindelige præster, og som synliggør, at vi har troens fællesskab trods en alvorlig uenighed.  

Dels hænger det (mest) sammen med et ubehag over, at det i så ringe grad er lykkedes os på den berømte ”højrefløj” at udvikle kvindelige forkyndertjenester og –platforme. Og give kvinder synlige lederroller. 

Det handler også om min egen organisation, Luthersk Mission, hvor jeg kæmpede med det problem i 10 år. Der er sket noget, men det går ubehageligt langsomt. Jeg føler simpelthen, at vi undergraver vores egen troværdighed ved den langsomhed.

En af de teologer, der kom i klemme, da det norske Menighedsfakultet foretog en lignende kursændring i 1970erne var kirkehistorieprofessoren Carl Fr. Wisløff. Han skulle efter sigende have kommenteret ændringen med en bemærkning om, at der ikke ”bliver ro om det spørgsmål, så længe Det Nye Testamente lyder, som det gør”. Den vurdering deler jeg.

"Du undervurderer os voldsomt"

Et andet punkt, som du hæfter dig en del ved, er at al kristendom – også ”højrefløjens” - er kulturelt bundet.

Du er så stolt af dine observationer på dette punkt, at du endog har gjort en af dine centrale sætninger til billedtekst på hjemmesiden:  ”I den forstand findes der ikke andre kristne end kulturkristne, og jeg er ked af at skulle sige det: Det gælder også jer."

Her er jeg bare nødt til at sige til dig, at du undervurderer os voldsomt. Der findes ikke ét reflekteret menneske i vores del af kirken, som ikke er bevidst om det. Og vi, der har arbejdet med international mission, tænker over dette nærmest dagligt. 

Der er langt mere refleksion over dette på ”højrefløjen” og kritik af egne sære kulturelle vaner, end du tilsyneladende er klar over. Velkommen til ELNs kirkefest de kommende år for at få udvidet dit billede.

Kritikken af "profilmenigheder" er for let

Det bringer mig til et sidste punkt, hvor jeg synes, du gør dig opgaven lidt for let: Din kritik af vores ”fri-, valg- og cykelmenigheder, der servicerer det særlige segment, som er – eller bliver – socialiseret til den sproglige, æstetiske og normative variant af kristendommen, som I står for.” 

Det står i dit verdensbillede i modsætning til de almindelige sognepræster som ”i dåbssamtale efter dåbssamtale servicerer det store flertal, der ikke har sprog for kristendom, som ikke ville føle sig hjemme i jeres menigheder, men som kommer til sognekirken med deres børn, fordi de føler, at det er her, de hører til.”

Det er ikke sådan, at jeg slet ikke kan genkende dit billede; men det er nærmest blevet en automatpilot i den brede folkekirkelighed at omtale os på den måde.

Og I går altså glip af en hel del af virkeligheden.

Da jeg kom her til Fredens-Nazaret Sogn fortalte flere centralt placerede folk i det folkekirkelige nomenklatur mig, at jeg kom til en profilmenighed, der ikke havde god sognekontakt. Og jeg opdagede hurtigt, at billedet i nogen måde var krøbet ind på indersiden af menigheden som selvbillede. 

Jeg havde ikke været her mange måneder, før jeg følte trang til at modsige billedet: Vel er der folk, der vælger os fra på grund af vores profil. Men der er mange - også mange fra det Politiken-segment, der præger Østerbro – som bruger os, og er glade for det. Som finder vores gudstjenesteform forfriskende og menigheden venlig. Og som vi samtaler med både om troens spørgsmål og om livets mange udfordringer. 

Undskyld mig disse ord; men du presser mig til dette uklædelige praleri!

Der kunne være mere at skrive. Men pladsen er ved at være brugt, og jeg skal jo også have tid til at snakke med nogle af dem, der bor i sognet.

Men igen: Tak for det du leverede og for de tanker, du satte i gang. Og for muligheden for selv at formulere mig om noget af dette.

Bedste hilsner
Jens Ole

Jens Ole Christensen er sognepræst i Fredens-Nazaret Sogn i København, tidligere rektor for Dansk Bibel-Institut og tidligere generalsekretær for Luthersk Mission.

Evangelisk Luthersk Netværk

Evangelisk Luthersk Netværk er et netværk af menigheder og enkeltpersoner fra den ‘missionske’ del af kirkelivet, som “ønsker at fastholde en klassisk forståelse af Bibelen og kirkens bekendelser.”

Netværket blev stiftet i 2006, blandt andet på baggrund af flere folkekirkebiskoppers positive holdning til at lade par af samme køn vie i kirken.

Netværket “samler, inspirerer og udruster til at være kirke på bibelsk grund”, men tilbyder også tilsyn med menighederne – en af begrundelserne lyder, at “nogle biskopper vejleder i visse spørgsmål imod Guds ord. Mistilliden til biskoppernes udøvelse af det åndelige tilsyn er derfor ofte stor.”