Evangelisk Luthersk Netværk

Redaktør til "højrefløjen": Jeres kristendom er ikke mere "klassisk" end min

Salmesang på Evangelisk Luthersk Netværks kirkefest. "Kristentro kan have mange forskellige udtryk, alt efter hvilken kulturel kontekst, man er blevet introduceret for kristendommen igennem. I den forstand findes der ikke andre kristne end kulturkristne, og jeg er ked af at skulle sige det: Det gælder også jer," sagde Kirke.dk's redaktør i sit oplæg. Foto: Kåre Gade

DEBAT: Kirke.dk's redaktør Kåre Gade var i lørdags inviteret til at tale om "'Højrefløjen' set udefra" på Evangelisk Luthersk Netværks kirkefest. "Man får den tanke, at I faktisk har brug for, at vi andre tager fejl, for at legitimere jeres eksistens," sagde han blandt andet

Jeg deltog i lørdags i en panelsamtale på den årlige kirkefest hos Evangelisk Luthersk Netværk (ELN), som fandt sted på Børkop Højskole. Oplægget til panelsamtalen på kirkefesten lød: 

“At være 'en profetisk røst' er en del af ELN's dna. Men hvordan udmøntes det i praksis? Hvad er vores ansvar, som enkeltpersoner og som menigheder, for at tale Guds kærlighed og Bibelens sandhed om mennesket og det gode, retfærdige og sunde liv ind i det omgivende samfund?”

Jeg var blevet bedt om at sige noget med denne vinkel: “Højrefløjen” set udefra.

Mit bidrag lød således:

---

Først og fremmest tak for invitationen og for at give mig anledning til at se nærmere på Evangelisk Luthersk Netværks oprindelse og virkningshistorie. 

Det første, jeg kom i tanker om, var, at jeg i sommeren 2006, da netværket blev dannet, lavede en radioudsendelse, hvor jeg kørte af E47 ved Hedensted og interviewede – i Løsning på den ene side af motovejen – Henrik Højlund fra det nye netværk, og – i Øster Snede på den anden side af motorvejen – Indre Missions formand Anders Dalgaard. 

Dengang havde Indre Mission en mild og ulønnet formand, som gerne samarbejdede med sine kvindelige præstekolleger, og så vidt jeg husker, handlede interviewet med de to herrer om, hvorvidt man fik mest indflydelse ved at true med at gå eller ved at true med at blive.

I dag, 13 år senere, kan jeg se på netværkets medlemsliste, at I så at sige har satset på begge dele. Dels en række frimenigheder, der kan gøre, hvad de vil, dels en række valgmenigheder, som har frihed, men under teologisk tilsyn af folkekirkens biskopper, og dels en håndfuld sognemenigheder, som er forblevet under folkekirkens trygge, økonomiske tag.

Har denne både-og-taktik hjulpet Evangelisk Luthersk Netværk til, sådan som det var den erklærede hensigt, “at råbe den danske folkekirke og dermed en meget stor del af det danske folk op”?

Nu har I så inviteret mig – en fremmed, en udefrakommende – indenfor for at sige noget om, hvordan I ser ud, og det er smigrende, men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg også føler mig en smule utryg.

Jeg forestiller mig, at det svarer til, hvis en socialdemokrat i 1979 var blevet inviteret med til delegeretmøde i DKP/ML – Danmarks Kommunistiske Parti, Marxister-Leninister. Det kan godt være at tonen virker kammeratlig, men man ved godt, at hvis revolutionen kommer, bliver man en af de klasseforrædere, der dingler fra lygtepælene. 

Det er selvfølgelig kun en metafor. Jeg mistænker ikke nogen i Evangelisk Luthersk Netværk for at ville lynche kristne med et andet skriftsyn. Eller lyse dem i band og begrave dem uden for kirkegårdsmuren, for den sags skyld. 

Men jeg ved, at mange af de præster, jeg kender, ikke længere ville få lov at beholde kjolen og kraven, hvis revolutionen skulle komme, og I fik magten i folkekirken.

Det gælder til en begyndelse de cirka 60 procent af præsterne i folkekirken, som er kvinder – heriblandt min kone. Og ja, jeg ved det godt – det er ikke personligt ment, det er ikke kvindefjendsk. Det er så at sige bare ærgerligt, at jeres udlægning af Skriften diskvalificerer halvdelen af befolkningen fra at stå på prædikestolen.

Og dernæst gælder det de præster, der ikke med flid forkynder den dobbelte udgang. Da min kone blev præst i 1991, var hun den første kvindelige præst i sognet. Derfor var der en missionsk familie, der holdt op med at komme i kirken. Bortset fra, når der skulle prædikes over Verdensdommen. Så sad de på rækkerne (uden at gå til alters, naturligvis) for ligesom at sige: Vi holder øje med dig. 

Måske sidder I og tænker: ”Det er jo os, der er de utrygge – et forfulgt mindretal på tålt ophold.” 

Og det er sandt: Det er op ad bakke at være den sidste, lille modstandslomme i en kirke og et samfund, som bredt anerkender, at præstens køn ikke er afgørende for hans eller hendes evne til at forkynde evangeliet. 

Og i denne uge blev modstandslommen endda endnu mindre, da Menighedsfakultetet opgav modstanden mod kvindelige præster. De er, angiveligt efter en grundig forskningsindsats, nået frem til, at der kan være mere end én måde at fortolke Bibelen på.

Så ja, jeg medgiver, at I er trængte, ikke mindst fordi stærke sekulære kræfter ønsker konservative præster ud af den statsunderstøttede kirke. 

---

Men samtidig er det jo sådan, at et stort flertal af os i folkekirken, hvis teologi og skriftsyn I ikke anerkender, ihærdigt forsvarer jeres ret til være i kirken, med alle jeres særheder. Vi passer på jer, som om I var sjældne dyr, og det gør vi, fordi vi er overbeviste om, at en rummelig og frisindet folkekirke tjener evangeliet bedst. 

Ironisk nok er det en overbevisning, som I ikke deler, men forhåbentlig sætter de af jer, som stadig er i folkekirken, pris på rummeligheden. Stalinisterne i DKP/ML var jo heller ikke tilhængere af det demokrati, som sikrede, at de kunne stille på til Folketinget.

Apropos det politiske, så bemærker jeg, at I har sat gåseøjne om ordet “højrefløjen” i titlen. Det tolker jeg sådan, at I ikke bryder jer om betegnelsen. Dels har I nok ikke lyst til at blive slået i hartkorn med den politiske højrefløj, for i flygtninge- og indvandrerpolitikken ligger mange af jer til venstre for De Radikale, og i fordelingspolitikken til venstre for SF. 

Men jeg tror også det hænger sammen med, at I ikke anerkender, at I er en fløj. I ser jer selv som et centrum – som Jesu Kristi sande kirke, omgivet af et voksende hav af hedninge, kættere og kulturkristne. 

Vi, der udgør en del af det voksende hav, kan godt have det lidt stramt med den opfattelse af, hvem der er de rigtige og de forkerte kristne, hvem der er indenfor og udenfor

Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk

Jeres kristendom er ikke mere ‘traditionel’ eller ‘klassisk’ end min, den er lige så tidsbunden og kulturelt bestemt som alle andre versioner af kristendommen gennem tiderne

Forestil jer, at I kører på motorvejen, og foran jer kører en Berlingo med et fiskesymbol på bagsmækken. Mit gæt er, at I ser fisken og tænker: “Der kører en kristen familie.” Men hvis jeg kører bagved den samme Berlingo, tænker jeg: “Der kører en missionsk familie.”

Derfor er noget af det første, jeg indskærper for nye journalister på redaktionen, at de skal være på vagt, når kilder bruger ordet ‘kristen’ om sig selv. For i Danmark er det sådan, at hvis nogen siger “jeg kommer fra en kristen familie”, så betyder det i ni ud af ti tilfælde “jeg kommer fra en missionsk, karismatisk eller frikirkelig familie”. 

Underforstået, fra en ‘rigtig' kristen familie, i modsætning til de familier, der bare er døbt, går i kirke til højtiderne og ikke flasher en fisk på bagsmækken af Berlingoen.

Eller i modsætning til et menneske som mig, som troligt sidder på kirkebænken hver søndag, men som ikke kan diske op med et vidnesbyrd om det øjeblik, da han “tog imod Jesus Kristus som Frelser og Herre”, eller hvad det nu hedder i jeres lingo. 

Kristentro kan have mange forskellige udtryk, alt efter hvilken kulturel kontekst, man er blevet introduceret for kristendommen igennem. I den forstand findes der ikke andre kristne end kulturkristne, og jeg er ked af at skulle sige det: Det gælder også jer. 

Jeres kristendom er ikke mere ‘traditionel’ eller ‘klassisk’ end min, den er lige så tidsbunden og kulturelt bestemt som alle andre versioner af kristendommen gennem tiderne. I lever ikke i et parallelt univers med en særlig adgang til Jesus, men i en moderne, kristen subkultur med sit eget indforståede sprog, sin egen æstetik og sine egne normer. Og jeg lever i en anden.

Jeg ville aldrig anfægte højrefløjens omvendelseshistorier eller jeres kristentro, men også her har jeg på fornemmelsen, at rummeligheden ikke er gensidig. 

---

Har I formået at være en stemme i kirken og i samfundet? For at tage samfundet først, så tror jeg, at meget få mennesker uden for det snævert kirkelige har nogen som helst anelse om, hvad Evangelisk Luthersk Netværk er. 

I dukker med års mellemrum op i DR og andre brede medier, når journalisterne har brug for en stereotyp “kristen” position, der kan være imod et eller andet med køn og identitet. Men jeg tror ærlig talt, at der er andre kristne og ikke-kristne stemmer, der har mere indflydelse, når det handler om at bremse den grasserende identitetspolitiske udvikling.

Hvad så med at være en stemme i kirken? Her går det måske lidt bedre, selv om jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg de sidste par uger har talt med flere præster, som ganske enkelt ikke aner, hvad Evangelisk Luthersk Netværk er.

Men i Kristeligt Dagblad får Evangelisk Luthersk Netværk omtale – I dukkede op i fem artikler i 2018, og i år har netværket allerede været omtalt seks gange. Det skal siges, at I fik langt mere omtale i avisen omkring 2012 og indførelsen af homovielser. 

For også når det handler om det internt kirkelige, optræder I altid som den radikale proteststemme i en eller anden sag, hvor I mener, at folkekirkens præster og biskopper forkynder vranglære. Og man får den tanke, at I faktisk har brug for, at vi andre tager fejl, for at legitimere jeres eksistens.

Som redaktør for et kirkeligt medie er sådan nogle som jer en gave. Tænk, hvor triviel vores journalistik ville være, hvis ikke vi havde nogen med markante meninger i debatten. Det samme vil jeg påstå gælder kirkelivet som sådan: Der er brug for uenighed for at holde kirken skarp, vågen og vital.

Samtidig kan jeg ærgre mig over, at I lukker jer inde med jer selv og altid definerer jer i opposition til folkekirkens bredde. I evner jo nogle ting, som mange i folkekirken vil misunde jer. I formår at bygge menighed. At engagere frivillige. At tage imod de nye danskere. At hjælpe de socialt udsatte. Og ikke mindst, at få folk til at finde det vigtigt at gå til gudstjeneste.

Men måske er det evner, som netop afhænger af, at I definerer jer i opposition til resten. At I danner fri-, valg- og ‘cykelmenigheder’, der servicerer det særlige segment, som er – eller bliver – socialiseret til den sproglige, æstetiske og normative variant af kristendommen, som I står for.

Hvis det er tilfældet, synes jeg, I skylder at sende en venlig tanke til de præster i nabokirkerne – mænd som kvinder – der i dåbssamtale efter dåbssamtale servicerer det store flertal, der ikke har sprog for kristendom, som ikke ville føle sig hjemme i jeres menigheder, men som kommer til sognekirken med deres børn, fordi de føler, at det er her, de hører til.

Og til sidst vil jeg vende tilbage til min kones første embede. For der var andre missionsfolk i sognet end den familie, der ikke tålte en kvindelig præst. En af dem var den lokale formand for Indre Mission, en ældre husmand, som sad i menighedsrådet, og som ikke havde stemt for en kvindelig præst.

Alligevel sad han fra første færd på kirkebænken hver søndag, gik til alters og deltog i alle arrangementerne i præstegården. Og det blev han ved med i alle de tolv år, min kone var præst i sognet. 

Og jeg skulle hilse fra min kone og sige, at han lærte hende rigtigt meget om, hvad det vil sige at være præst.

---

Sognepræst og debattør Jens Ole Christensen bidrog også til samtalen. Hans oplæg havde titlen: "Det personlige ansvar for at deltage i samfundsdebatten." Læs det her.

 

Evangelisk Luthersk Netværk

Evangelisk Luthersk Netværk er et netværk af menigheder og enkeltpersoner fra den ‘missionske’ del af kirkelivet, som “ønsker at fastholde en klassisk forståelse af Bibelen og kirkens bekendelser.”

Netværket blev stiftet i 2006, blandt andet på baggrund af flere folkekirkebiskoppers positive holdning til at lade par af samme køn vie i kirken.

Netværket “samler, inspirerer og udruster til at være kirke på bibelsk grund”, men tilbyder også tilsyn med menighederne – en af begrundelserne lyder, at “nogle biskopper vejleder i visse spørgsmål imod Guds ord. Mistilliden til biskoppernes udøvelse af det åndelige tilsyn er derfor ofte stor.”