Man skal ikke lade en god krise gå til spilde, sagde Winston Churchill. Det er et stærkt udsagn, der er båret af troen på, at der kan komme noget godt ud af modgang.
Måske er det sådan, folkekirken skal se på det faldende dåbstal. Som en krise, der er for god til at lade gå til spilde.
Det er ikke kun dét, at færre små børn bliver døbt. Det er også det faktum, at flere forældre anser dåben som noget, børnene selv skal tage stilling til, når de bliver større. Der er løbet meget vand i åen siden 1854, hvor man afskaffede bødestraffen for folkekirkemedlemmer, der udsatte dåben af deres børn!
I dag er det blevet en mere almindelig overvejelse, der passer til tidens begreb om autenticitet, hvor den personlige stillingtagen er kvalificerende for alt, hvad vi gør. Det truer med at trække tæppet væk under en lang tradition for barnedåb og en selvfølgelig forankring i folkekirken fra vugge til grav.
I de seneste uger er der blevet prikket yderligere til den voksende ængstelse, for de nyeste dåbstal viser et ekstra stort dyk i kurven i 2020 i forhold til 2019. Det kan forklares med corona, lukkede kirker og forsamlingsforbud.
Men spørgsmålet er, om forældre og børn vil komme tilbage, når kirkerne igen slår dørene på vid gab? Er løbet ikke kørt, nu børnene er blevet større og i mellemtiden har fået deres navn og er vokset fra dåbskjolen? Er det ikke bare besværligt at forestille sig sin trodsige tumling omkring en døbefont, mens sveden hagler ned ad præst og gudmor? Giver det så ikke mere mening at vente og lade barnet selv bestemme engang.
Det er nemt at vælge en tradition fra, som kun er hyggelig
Se, det kommer an på, hvilken betydning forældrene tillægger dåben. I en kronik i Kristeligt Dagblad (20.2.21) beklager pensioneret lektor Carsten Breengaard, at dåben er blevet en ”hyggeseance”, og at præster for at bevare den gode stemning ikke tør tale om synd, frelse og fortabelse.
En kirke, der tror, at det største problem med faldende dåbskurve er faldende medlemstal, tager ikke sig selv alvorligt som kirke
Hvis Breengaard har ret, er det måske ikke så mærkeligt, at dåbskurven falder. Det er ikke så svært at vælge en tradition fra, som ikke forbindes med andet end en hyggelig, højtidelig navngivningsfest. Måske skal folkekirken til at tage sin menighed mere alvorligt som eksistentielt søgende og spørgende mennesker, og tale større og bredere om dåbens betydning.
Det handler om, hvor folkekirken sætter sit fokus. Det er vigtigt, der ikke går så meget panik og talvirus i dåbsdebatten, at det hele kommer til at handle om at hverve nye medlemmer.
Folkekirken er naturligvis nødt til at bekymre sig om medlemstallet. Men en kirke, der tror, at det største problem med faldende dåbskurve er faldende medlemstal, tager ikke sig selv alvorligt som kirke.
At være frelst handler om friheden til at være uperfekt
Det største problem er, hvis vi ikke formår at fortælle om den kristne tro som en meningsfuld livstydning ind i en samtid, der tørster efter mening og retning. Vi lever i en urolig og rastløs kultur, hvor det er som om, at roden til det bærende er revet over og hænger blafrende og leder efter vand de mest håbløse steder.
Helt grundlæggende drejer det at være et frelst menneske sig om friheden til at være et uperfekt menneske. Der er næsten ikke noget, en perfektionskultur trænger mere til at høre
Dåben er et dybt, eksistentielt anliggende. At blive døbt er at blive forbundet med dybe rødder i tilværelsens grund.
Dåb er at blive forbundet med Gud og få skænket en grundidentitet at sætte op mod det virvar af roller og identiteter, vi kastes ud i at skulle afprøve og udfolde gennem livet – lige indtil man kan læne sig helt ind i sin dåbsidentitet med alderens erfaring af, at det er den eneste identitet, der holder livet ud og døden med.
Gamle begreber som synd, frelse og fortabelse er fundamentale begreber, som ikke skal forstås fundamentalistisk ét til ét. Luther ville vende sig i sin grav, hvis vi ikke turde tænke selv. Men helt grundlæggende drejer det at være et frelst menneske sig om friheden til at være et uperfekt menneske. Der er næsten ikke noget, en perfektionskultur trænger mere til at høre.
Kan voksendåbens vidnesbyrd åbne vores øjne for barnedåbens betydning?
Man skal ikke lade en god krise gå til spilde, sagde Churchill. Det kan godt være, dåbstallet falder. Til gengæld står vi med en generation, der ikke har noget i klemme i forhold til kirken og kristendommen, men står åbne for svar på eksistensens gåder.
Den unge generation er åben, spørgende og nysgerrig. At de ikke bare tager traditionen på sig, men selv vil forholde sig til den, er også en mulighed for at genopdage kristendommens ærinde og grundlaget for de værdier, vi stadig deler og tror på.
Måske har vi præster været for tøvende med at formidle, at der også hører en opgave med til at være et kristent menneske. At dåben også giver vores børn en livsretning og et etisk ansvar.
Jeg konfirmerede for et par uger siden en ung mand på 19 år. Han ville egentlig gerne døbes igen, hvis det havde været muligt. Ikke fordi han går ind for voksendåb, men fordi han først nu, gennem samtaler med en god ven, var kommet til tro.
Og troens etiske fordring var for ham en sand øjenåbner for en meningsfuld livsvej. Mon ikke denne unge mand engang vælger at lade sine egne børn døbe?
Måske skal vi ikke tolke de mange voksendåb, vi oplever i disse år, som et tegn på, at barnedåben forsvinder. Det kan være, vi skal se det som en overgang, hvor der skal samle sig nogle indsigter og vidnesbyrd fra mennesker, der er kommet til dåben i en sen alder - før vi igen kan se dåben som et lige så vigtigt valg at træffe for sine børn, som når vi vælger børnehave, skoler, ferier, madkultur, økologisk livsstil og meget mere.