I Kristeligt Dagblad forleden oplyses det, at ”flere partier har meldt sig klar til igen at fremsætte et forslag om at begrænse biskoppernes embedsperiode til en afgrænset årrække.”
Hvor i alverden kom det forslag fra? Skal folkekirken nu igen være offer for folketingsmedlemmernes ubærlige trang til at komme med tilfældige hovsa forslag?
Kirkeordfører Kim Aas (S) mener pludselig, at det er en ”sindssyg vigtig diskussion” […] ”som jeg derfor vil tage med i regeringsarbejdet.” Hvad der er så sindssygt vigtigt, fremgår ikke. Og det skal nævnes, at Kim Aas ikke selv er medlem af regeringen.
Også folketingsmedlemmer fra andre partier synes pludselig at være åbne overfor sagen, dog uden argumenter. Andre finder, at det er en god ide, uden vi ved hvorfor.
Venstres Lars Christian Lilleholt har ingen planer om at fremsætte noget forslag om åremålsansættelse. Danmarksdemokraternes Søren Espersen, der tilhører den uddøende race af folketingsmedlemmer, der gennem et langt liv har gjort sig grundlæggende tanker om kristendom og teologi og om forholdet mellem kirke og stat, er som den eneste klart imod.
Et forslag fra 2008
Under bispevalgkampen i Roskilde Stift i 2007-08 var forslaget om åremålsansættelse bragt på bane. Topministre mente, at regeringen skulle gøre forslaget til deres, samtidig med at diskussionen døde ud. Alligevel måtte jeg fremsætte forslaget.
Uden modstand i regeringen kædede jeg det sammen med forslaget om højere afgangsalder for præster, vel vidende at flere Venstrefolk i menighedsrådene og folketingsgruppen var imod en højere afgangsalder. På grund af denne modstand kunne jeg lettet droppe hele forslaget.
Det interessante var, at jeg ikke fik en eneste henvendelse om, hvorfor forslaget om biskoppernes åremålsansættelse var droppet. Der var simpelthen ingen interesse. Forslaget døde af glemsel. Og en reel og seriøs diskussion om konsekvenser af forslaget har der aldrig været. Det er et rent hovsa-forslag, dengang som nu.
Faglig bedømmelse af bispekandidater vil skabe fokus på teologien
Hvis det at være folkevalgt nødvendigvis skal kædes sammen med åremålsansættelse og periodiske valg, vil der sikkert komme forslag om, at biskopper i fremtiden ikke vælges, men udnævnes. Set i historisk perspektiv er den nuværende ordning ret ny.
Det vil også være naturligt at spørge, om ikke et stift har mere brug for en biskop, der besidder helt andre kvalifikationer end evnen til at vinde en meget personfikseret valgkamp.
Fra tid til anden drøftes muligheden for en faglig bedømmelse af bispekandidater. Biskoppen er jo tilsynsmand og afholder bispeeksamen for præster, så hvorfor skal bispekandidaterne ikke selv underkastes faglig bedømmelse?
Her på Kirke.dk luftede hjælpepræst og uddannelsesleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Ulla Morre Bidstrup, således i 2022 et forslag om, at bispekandidaters kvalifikationer vurderes af et fagligt udvalg.
Ulla Bidstrup mener, at en sådan procedure vil kvalificere valgkampen. Jeg er helt enig. Blot tanken om et bedømmelsesudvalg vil disciplinere alle involverede i retning af at lægge mere vægt på teologien. Og det er der unægtelig brug for!
Bispevalgkampen bliver mere og mere personfikseret på bekostning af vurderingen af, om kandidaten er kvalificeret til at være teologisk tilsynsmyndighed. Og jeg anvender med vilje begrebet teologisk tilsynsmyndighed, selvom tilsynet omfatter meget andet.
For hånden på hjertet, kære menighedsrådsmedlemmer. Det er da, som om den dygtige teolog ikke hos jer alle er i særlig høj kurs, medmindre han eller hun kan profilere sig på alle andre områder, der er mindre væsentlige for en evangelisk-luthersk kirke?
Hvad ønsker menighedsråd af præster – og af biskopper?
Ulla Bidstrup skriver videre: ”Formålet er ikke at vende tommelfingeren op eller ned. Formålet er at tydeliggøre, hvad den enkelte ansøger har af styrker [...] Hvem er dygtig til hvad, hvilken teologi kommer vedkommende med – og hvad er det I har brug for eller ønsker jer?”
Det sidste er jo et godt spørgsmål. Hvad ønsker menighedsrådene egentlig?
Langt de fleste biskopper er i de sidste år rekrutteret blandt præster og provster. Lad os derfor se på de ønsker, som menighedsrådene selv formulerer, når de søger præst. Det kan give et fingerpeg om menighedsrådenes forventninger til en biskop.
Stillingsopslagene i Præsteforeningens blad, Præsten, er en knusende dokumentation. I et opslag læser man:
”Præsten skal have en varm og positiv livsholdning, som favner bredt, kan rumme forskelligheder og åbne kirken for alle mennesker og minoriteter.”
Menighedsrådet udtrykker håb om, at ”præsten vil engagere sig i lokalsamfundet og medvirke til at udbrede og udvikle sognelivet.”
Præstegården har en ”parklignende have.” Dog er præstegården først klar til indflytning om omkring 12 måneder. Der oplyses om boldklub og badmintonklub og en by i nærheden med velfungerende forretninger. Strand og skov og herregård ligger ikke langt væk.
Menighedsrådet er helt i pagt med en alt for udbredt tidsånd. Præsten skal kunne det hele og dermed intet alvorligt. Forkyndelsen, sjælesorgen, de lange samtaler før kirkelige handlinger, er vigtigere end nogensinde.
Den danske befolkning er ved at udvikle sig til kristne analfabeter, medens en del stillingsopslag vidner om menighedsråd, der ønsker præster, der kan alt muligt andet end at være præst med den nødvendige tid til teologisk fordybelse.
Tænk, hvis menighedsrådene selv tog denne samtale med sig selv og hinanden – uden indblanding fra folketinget. Der er rigeligt at drøfte ved at lytte til forskere og se på ordningerne i andre lande (læs blot Kåre Gades analyse fra 2022).
Vi har haft menighedsråd siden 1903. Meningen var aldrig, at menighedsrådene skulle omformulere de gejstlige stillinger til ligeyldige entertainere uden klare, personlige holdninger.
Evangeliet om syndernes forladelse er hverken, at der rækkes os en honningkage, eller at vi spises af med budskabet om, at enhver bliver salig i sin tro.
Meningen er faktisk, at menighedsrådene skal styrke folkekirken og dens anliggende. Det er hovedhjørnestenen, og ikke alt muligt andet. For så har bygmestrene bygget forgæves.
