Analyse: Biskopper kan vælges på mange måder

Folkekirkens nuværende bispevalgmetode står hverken i Det Gamle Testamente eller De Schmalkaldiske Artikler. Det er en pragmatisk ordning, der er ændret mange gange, og kan ændres igen, hvis der er brug for det

Burde bispekandidaters teologiske og ledelsesmæssige kvalifikationer vurderes af et udvalg under Kirkeministeriet? Det er et af de spørgsmål, Kirke.dk's redaktør Kåre Gade stiller efter at set på, hvordan folkekirkens skandinaviske søsterkirker vælger biskopper.
Burde bispekandidaters teologiske og ledelsesmæssige kvalifikationer vurderes af et udvalg under Kirkeministeriet? Det er et af de spørgsmål, Kirke.dk's redaktør Kåre Gade stiller efter at set på, hvordan folkekirkens skandinaviske søsterkirker vælger biskopper. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Da jeg forleden mødte en biskop, faldt snakken på bispevalget i Roskilde. Som det ofte er tilfældet, når man taler med bispevalgkampsveteraner – vindere som tabere – om et igangværende bispevalg, var reaktionen et ‘godt det ikke er mig’.

Selv om det ikke kvalificerer sig til at blive kaldt PTSD, er det få kandidater, der slipper gennem en bispevalgkamp uden blå mærker på sjælen. Der bliver gået til makronerne, når der er bispevalg i folkekirken, for det er store ting, der står på spil.

Det betyder ikke, at man skal have ondt af kandidaterne. Hvis man mener sig kvalificeret til at bestride folkekirkens højeste embede, må man også være villig til at bevise sin duelighed ved at bære jernbyrd. Det er demokratiets pris og adskiller sig ikke fra den måde, vi vælger politikere på.

Men derfor kan man jo godt overveje, om det er den mest hensigtsmæssige måde, folkekirken vælger sine biskopper på. Det gjorde lektor emeritus Hans Raun Iversen, da han i et indlæg på Kirke.dk, hvor han beskrev de skiftende valgmetoder, der har været brugt, siden biskopperne blev folkevalgte for blot et århundrede siden.

Valgforsamling i stedet for præsidentvalg?

Raun Iversen påpeger, at den nuværende ordning fra 1994 er skræddersyet til en tid, hvor de kirkelige retninger – missionen, de grundtvigske, aktivisterne, de tidehvervske – kæmpede om bispeembederne.

Sådan er det ikke længere, for i dag er det personlig fremtræden snarere end teologiske forskelle, der afgør, hvem der vinder et bispevalg, mener Raun Iversen. Han foreslår selv en alternativ valgform, der gør op med det nuværende ‘præsidentvalgkamp’:

Et system med valgforsamling og pointtildeling, der er inspireret af den nye måde, hvormed folkekirken vælger menighedsråd.

Men Raun Iversen opfordrer også til at løfte blikket og lade sig inspirere af andre kirkers valgmetoder. Den service vil vi gerne yde læserne af Kirke.dk, så her følger et blik på folkekirkens skandinaviske søsterkirker:

Sådan vælger Svenska Kyrkan biskopper

Ved bispevalg i Svenska Kyrkan har præster og diakoner i stiftet stemmeret. Desuden udpeges et tilsvarende antal vælgere blandt lægfolket – altså en slags ‘valgmænd’. De udpeges af kyrkofullmägtige, det folkevalgte råd, som er den højeste besluttende myndighed i sognene eller pastoraterne.

Selve bispevalget er delt op i to led:

Først udvælges kandidater ved et nomineringsvalg. Kandidater, der opnår over fem procent af stemmerne, skal derefter egnethedsprøves af ansvarsnämden for biskopper – et udvalg, som vælges af Kyrkomötet, Svenska Kyrkans synode, og som består af en dommer, en dr.theol., en præst og et menighedsrådsmedlem. Udvalget har tilsyn med biskopperne, og det var dette udvalg, der i februar 2022 erklærede biskoppen på Gotland for uegnet til sit embede.

I alt fem kandidater opstilles, og dernæst går bispevalget i gang efter en metode, der minder om folkekirkens: Hvis ingen kandidat opnår flertal i første valgrunde, går de to kandidater med flest stemmer videre til anden valgrunde.

En undtagelse fra denne regel er‚ når der skal vælges ærkebiskop i Svenska Kyrkan (sådan et valg er i øjeblikket i gang), fordi ærkebiskoppen både bliver hele kirkens højest placerede gejstlige og samtidig biskop i Uppsala Stift.

Sådan vælger den norske kirke biskopper

Den norske kirkes synode, Kirkerådet, vedtog i 2018 en ny og temmelig kompleks valgmetode:

Når et bispeembede skal besættes, er det i første omgang bispedømmerådet – omtrent svarende til et stiftsråd i folkekirken – der udpeger op til fem kandidater. De udpegede har dog mulighed for at takke nej. Tre-fire kandidater nomineres ved hemmelig afstemning i rådet, og begge køn skal være ligeligt repræsenteret.

Derefter kan 100 stillere fra mindst tre provstier nominere supplerende bispekandidater. Ikke kun stiftets egne præster og lægfolk har denne mulighed: Områder udenfor stiftet regnes for et provsti.

Når kandidaterne er opstillet, stemmer stiftets gejstlige og menighedsråd. Hvert menighedsråd tæller som en stemmeberettiget og skal således først stemme indbyrdes. Men også alle den norske kirkes provster har stemmeret, og det samme gælder repræsentanter for kirkens uddannelsesinstitutioner og ungdomskirkeråd samt – i de nordlige stifter – det samiske kirkeråd.

Hver stemmeberettiget stemmer på tre kandidater i prioriteret rækkefølge. Og når kirkerådet optæller stemmerne, vægter stemmer fra menighedsråd og ungdomsråd med 1/3, stemmer fra gejstlige med 1/3 og nationale stemmer med 1/3.

Kvalifikationsudvalg, prioriterede stemmer eller lodtrækning?

Både den svenske eller den norske valgmetode afspejler, at kirke og stat er adskilt i de to lande, og at kirkernes synoder har afgørende indflydelse på bispevalgene. Det er fundamentalt anderledes og mere centraliserede kirkeordninger end i Danmark.

Det er også karakteristisk, især i den norske ordning, at bispevalget ikke er et internt anliggende i det enkelte stift. Men derfor kan man jo godt overveje, om der alligevel er inspiration at hente, også under den eksisterende danske kirkeordning.

  • Burde bispekandidaters teologiske og ledelsesmæssige kvalifikationer vurderes af et udvalg under Kirkeministeriet?
  • Kunne man forestille sig, at repræsentanter for de folkekirkelige uddannelser og de øvrige stifter, for eksempel via stiftsrådene, fik stemmeret?
  • Og ville en afstemningsmetode med prioritering af kandidaterne sikre, at biskopper vælges med den bredest mulige opbakning?

Om ikke andet er et blik på søsterkirkernes valgformer en nyttig påmindelse om, at folkekirkens nuværende bispevalgmetode hverken står i Det Gamle Testamente eller De Schmalkaldiske Artikler. Det er en pragmatisk ordning, der er ændret mange gange og kan ændres igen, hvis der er brug for det.

Og så er vi nødt til at runde af med at repetere det klassiske, tidehvervske forslag til valg biskopper: Lodtrækning – for så har den bedste kandidat også en chance.