Vi når tilsyneladende aldrig at evaluere ét bispevalg, før det næste går i gang. Det følgende er hverken skrevet for at besværliggøre, begunstige eller beklage en konkret bispekandidats valg, men for at foreslå et ekstra element i vores procedure for bispevalg, som i det store hele er fra 1922.
I min stilling som uddannelsesleder er jeg med til at ansætte lektorer ved FUV. Det sker altid på baggrund af udtalelser fra et fagligt bedømmelsesudvalg bestående primært af relevante universitetsteologer. De fremkommer med en nuanceret udtalelse om ansøgerens kompetencer og med en bedømmelse. Den kan for eksempel lyde "ikke egnet", "delvist egnet" eller "absolut egnet" (eller hvordan det nu udtrykkes).
Fokus på prioriteringer, ikke personer
Det er et par gange sket, at vi har ansat en ansøger, som udvalget har bedømt som "delvist egnet", selvom der fandtes ansøgere i feltet, som var bedømt som "absolut egnede". For det er os, der ansætter og samtalens møde med den pågældende ansøger og vores viden om den kontekst, som stillingen indgår i, er naturligvis også afgørende.
Men bedømmelsen befordrer en vis nøgternhed i et miljø, der ofte opleves som alt for lille, og udtalelsen fra det faglige bedømmelsesudvalg er altid med til at gøre forløbet mere objektivt.
Formålet er ikke at vende tommelfingeren op eller ned. Formålet er at tydeliggøre, hvad den enkelte ansøger har af styrker. Ingen er som bekendt dygtig til alting. Det tvinger os til at gøre vores prioriteringer klare uden hele tiden at fokusere på personerne.
Jeg har tidligere søgt præstestillinger, og biskoppen har ved de lejligheder været på besøg i sognet til et orienteringsmøde, hvor han forhåbentlig har gennemgået ansøgerne og givet en lignende udtalelse. Hvem er dygtig til hvad, hvilken teologi kommer vedkommende med – og hvad er det I har brug for eller ønsker jer?
I forbindelse med min ansættelse som uddannelsesleder blev jeg underkastet et af de helt store testforløb, og bestyrelsen blev gjort bekendt med, hvad den viste om mine styrker og svagheder.
Uldne bispedebatter og kandidater, der skal favne alle
Men der findes altså ét ansættelsesforløb i folkekirken, hvor sådanne udtalelser ikke gives af nogen som helst. Nemlig bispevalget. Her foregår der samtaler og forespørgsler på kryds og tværs og i de medier, der beskæftiger sig med den slags, hvor gisninger fremkommer, og mulige kandidater drøftes.
Hurtigt kommer det til at handle om proces og strategi, og hvem der er "provsternes kandidat", hvem der er "præsternes kandidat", hvem, der er i stand til at sikre sig de altid vigtige stemmer fra landsognene, hvornår det er klogt at melde ud og så videre. Herefter samles baggrundsgrupperne til kandidaterne, som skal indsamle de fornødne stillere. Selve valgkampen går i gang og her ved enhver, at det handler om at favne så bredt som muligt.
Resultatet er ofte en forsigtig konsensussøgende og dermed lidt ulden debat og et forløb, hvor kandidaterne forsøger at overbevise vælgerne om, at lige præcis de hver især er undtagelsen, der bekræfter reglen: at ingen er dygtig til alting. Derfor er det tit yderst vanskeligt at gennemskue de saglige forskelle, der er mellem kandidaterne, hvad angår både holdninger og kompetencer.
Konsekvensen er, at vælgerne ved bispevalget i høj grad overlades til fornemmelsen af hvem, der fremstår mest troværdig og sympatisk.
Man kan derfor høre begrundelser for at stemme på den ene og ikke på den anden kandidat, som ikke helt flugter med det usædvanligt store mandat, som en biskop har at handle på – valgt, som hun eller han er af begge "søjler" i stiftet – og det store ansvar, tilsynet indebærer, og den magt, der følger. Det aktuelle fokus på tilsynet for eksempel i forbindelse med arbejdsmiljøet i sognene har lige mindet os om, hvor stort det ansvar er.
Valgkamp med kød på
Vores nordiske naboer vil ikke undvære en form for bedømmelse eller udtalelse ved bispevalg. Derfor har de på forskellig vis delt valgene op i en nomineringsfase og en afstemningsfase. I den svenske kirke skal et ansvarligt nævn afgøre om kandidaterne er kvalificerede. I den norske kirke skal bispedømmerådet (en slags stiftsråd) nominere tre-fem kandidater.
Ingen af delene passer til gemyttet eller den flade struktur i den danske folkekirke, hvor en kandidat, der nyder et tilstrækkeligt antal stilleres tillid, selvfølgelig skal på valg blandt stiftets stemmeberettigede.
Men derfor kunne man godt overveje en pendant til en lektorbedømmelse, som vel at mærke søgte at komme omkring mange af de facetter, som er vigtige, hvis man skal have sæde i en bispestol.
Jeg nævner i flæng: solid, alsidig præsteerfaring, teologiske grader/studier/publikationer, erfaring med kommunikation og debat i offentligheden, ledelseserfaring, kendskab til stiftet, erfaring med kirkeligt arbejde på nationalt eller internationalt niveau, tydelighed i forhold til teologisk position. Fortsæt selv listen.
Vi synes næppe, at det hele er lige vigtigt, men det er netop pointen: At det kunne kvalificere valgkampen og give baggrund for saglig prioritering og debat om kompetencer, erfaringer og – forhåbentlig også – evnen og modet til holdningstilkendegivelser fra kandidaterne. Ikke bare på valgmøderne, men også tidligere. Det kunne give et godt rygstød til kandidaterne til at turde føre en mindre forsigtig valgkamp med mere kød på.
Og hvem skulle så fremkomme med bedømmelsen? Det kunne man nok godt finde ud af.
Lad mig foreslå et fast bedømmelsesudvalg på 12-14 personer, der sidder i en afgrænset periode med rullende udskiftning og er repræsentanter for menighedsrådsmedlemmer i store og små sogne, præster i forskellige stillinger, et par provster, øvrige ansatte, ungdomsrepræsentanter, repræsentanter fra det kirkelige landskab, journalister, ledere og universitetsteologer.
Opstillingen og valget skal selvfølgelig overlades helt til stiftets stemmeberettigede, som sikkert vil bruge lang tid på at diskutere et bedømmelsesudvalgs udtalelser. Men så er vi allerede i gang med at tale om det, det hele handler om.