Obligatorisk tidsregistrering fylder helt forståeligt meget blandt præster for tiden. Det har det gjort i Præsteforeningen siden intentionerne om at implementere de EU-retlige regler i Danmark blev kendt.
Vi har som fagforening selv, og sammen med Akademikerne, der er vores hovedorganisation, arbejdet ihærdigt for, at EU-reglernes undtagelse af det kirkelige område blev en del af implementeringen.
Vi har desværre ikke kunnet trænge igennem overfor regeringen. Derfor er præsterne i folkekirken omfattet af reglerne om obligatorisk tidsregistrering.
Jeg er imod tidsregistrering. Det har jeg tilkendegivet både internt, på medlemsmøder, og eksternt i interviews om sagen. Tidsregistreringen er langt mere oplagt at bruge for lønmodtagere, der kan stemple ind og ud på deres arbejde.
Som præster har vi et arbejde, som ikke kan placeres i en fast kasse. Jeg er bekymret for, at vi får en kultur, hvor vi ikke kan være til rådighed for vores sognebørn, når der er behov for det, fordi det ikke passer ind i registreringens logik.
Fagforeningens dilemma
Denne position indtager jeg ikke uden at stå i et vist dilemma. Som fagforening er vi sat i verden for at værne om vores medlemmer og arbejde for at deres arbejdskraft ikke bliver udnyttet.
Jeg er overbevist om, at rigtig mange præster selv kan forvalte den tidsmæssige frihed, som de har i dag, men betyder det, at vi som forening slet ikke skal have blik for dem, som ikke kan?
Som præster er vi ansat uden øvre arbejdstid. Vi har i princippet en arbejdsuge på 37 timer, men der er, hverken for tjenestemænd eller overenskomstansatte, noget ansættelsesretligt værn imod, at vi kan arbejde mere.
I en tid med stadigt større præstemangel er arbejdsmængden i visse dele af landet stigende. Det er alene den enkelte, der kan sige fra, når det bliver for meget.
Det kan måske være overkommeligt for den ressourcestærke præst, men hvad med ham eller hende, der ikke magter det eller som ikke kan trænge igennem for sin arbejdsgiver, hvordan beskytter vi dem mod grænseløst arbejde?
En implementering, der ikke griber ind i kaldet
Det følger af arbejdsmiljøreglerne at vi skal have 11-timers hvile, en ugentlig fridag og en maksimal gennemsnitlig arbejdstid på 48 timer over nogle måneder. Det er vores beskyttelse mod at blive syge af vores arbejde. Vores beskyttelse imod, at rådighedsordningen bruges uhæmmet.
Hvordan ved man om arbejdstiden overstiger 48 timer i snit, hvis ikke man fører regnskab med timerne? Det er netop baggrunden for kravet om tidsregistrering fra EU's side.
Hvis vi skal kunne rejse krav om uforsvarlige arbejdsvilkår skal det kunne dokumenteres, og derfor skal arbejdsgiver stille et registreringssystem til rådighed.
Det er logikken og dilemmaet bag de nye regler. Ved at arbejde imod tidsregistrering gør vi det sværere at hjælpe de af vores medlemmer, der måtte komme i problemer med arbejdstiden.
Nu er lovgivningen så kommet. Måske kan den blive det ønskede værn mod grænseløst arbejde. Nu handler det om at få reglerne implementeret, så de ikke griber ind i den frihed, der så vigtigt for vores arbejde og vores kald.