I et interview den 7. juni 2024 angående det brev om tidsregistrering for præster og provster, som jeg har været med til at udforme, og som 700 kolleger i skrivende stund står som medafsendere af, bliver Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge spurgt, hvorfor Præsteforeningen har valgt ikke at afgive høringssvar med protest mod kravet om tidsregistrering.
Hun svarer, at Præsteforeningens medlemsskare er ”splittet” i spørgsmålet, og at man har valgt at vise hensyn til dem, som går ind for tidsregistrering.
Dem er der angiveligt mange af. Hvor Vigsø Bagge ved det fra, fremgår ikke. Præsteforeningen har ikke lavet nogen undersøgelse af spørgsmålet blandt medlemmerne.
Men selvfølgelig er det rigtigt, at medlemmerne ikke er enige. I en fagforening vil der aldrig nogensinde herske enighed om alle spørgsmål. I den forstand vil der altid være splittelse.
Et stiltiende samtykke?
Jeg mener imidlertid, at den store tilslutning til det brev, jeg har været med til at skrive, og som sendes til Folketingets Kirkeudvalg den 11. juni, giver et praj i retning af det modsatte af, hvad Bagge siger.
Efter min mening undervurderer hun, hvor stor en sensation den store tilslutning til vores skrivelse til Kirkeudvalget er. Præster bryder sig som bekendt ikke meget om at gå i takt, slet ikke i politiske spørgsmål.
I skrivende stund står over 30 procent af Danmarks cirka 2000 præster som medunderskrivere på vores brev. Aldrig er så mange præster blevet enige om et så konkret forslag til folketingspolitikere.
Jeg får også den mistanke, Bagge ræsonnerer, at når der alligevel er mange præster, der har undladt at underskrive brevet, er det ensbetydende med, at de går ind for tvungen tidsregistrering. Men det er usagligt at slutte på den måde. Det forholder sig ikke sådan, at den, der tier, samtykker.
Bagges udtalelser i interviewet forekommer desuden modstridende, hvad journalisten desværre ikke spørger ind til. Det vil jeg så gøre for ham: På spørgsmålet om, hvorfor Præsteforeningen ikke har indgivet høringssvar, siger Bagge:
”Primært fordi det her er et værn om lønmodtagerne. Det er svært at gå imod regler, der skal skærme medarbejdere.”
Hun hævder imidlertid også følgende:
”Vi har jo selv prøvet at slippe for tidsregistrering i en dialog med Kirkeministeriet og Beskæftigelsesministeriet.”
Men hvis man ser den tvungne tidsregistrering som et værn, hvorfor i alverden har man så ”prøvet at slippe”? Dét er da at blæse og have mel i munden! I øvrigt står det hen i det uvisse, præcis hvad det er, Præsteforeningen egentlig har gjort.
Det har selv den kompetente og dygtige tillidsmand i mit provsti ikke kunnet finde et svar på.
Ingen øvre arbejdstid
Bagges argument, at tidsregistrering er et værn om arbejdstagerne, har jeg hørt flere gange. I henseende til præster og provster køber jeg det ikke. Det er korrekt, at intentionen med EU-direktivet er at værne om arbejdstagerne.
Det er også korrekt, at mange arbejdstagere registrerer arbejdstid og er glade for det. I den kirke, hvor jeg er præst, har kirkefunktionærerne tidsregistreret længe. Det gør de for at sikre, at de bliver kompenseret for overarbejde.
Nu forholder det sig imidlertid således, at selvom præster er ansat 37 timer om ugen, har vi ingen øvre arbejdstid (som det hedder på kontraktsprog). Vi bliver ikke kompenseret for overarbejde. Det gør tidsregistrering ingen forskel på.
Ligesom Bagge mener jeg, at det er et reelt problem, at der er mange kolleger, der føler sig presset af rådighedsordningen. Men det er alt for nemt at tro, at tidsregistrering vil løse det. Faktisk synes jeg, det er at stikke folk blår i øjnene.
I nogle tilfælde kan periodisk tidsregistrering muligvis være en del af en løsning, men det er alle præster jo allerede nu velkomne til at aftale med deres provst. Det ved jeg, at provsterne er åbne overfor.
Provsterne skal netop bruge deres tid på at hjælpe med reelle løsninger på virkelige problemer, i stedet for på pseudoarbejde. Vi har som bekendt præstemangel i folkekirken.
I de forløbne par uger har jeg været i kontakt med adskillige kolleger, som har tænkt sig at sætte deres embede på spil i denne sag. De siger: Hvis jeg bliver tvunget til at tidsregistrere, søger jeg min afsked.
Derfor frygter jeg, at tvungen tidsregistrering vil medføre endnu større præstemangel, så de kolleger, der er pressede nu, kun kommer til at løbe endnu hurtigere.
Også fordi den store frihed i præsteembedet er noget af det attraktive ved det. Fjerner man den, fjerner man en del af incitamentet for at gå præstevejen. Ergo: Større præstemangel og endnu mere arbejde til dem, der bliver på skuden.