Tidligere sognepræst Mogens Hansen fortæller på Kirke.dk, at der ved højmesser i København synges sange som “Jeg ved en lærkerede” og “Septembers himmel er så blå”. Han spørger i den forbindelse, hvad det kommer til at betyde for gudstjenestelivet og salmekulturen.
Han peger endvidere på, at der med udgivelsen af Kirkesangbogen er sket et skred i forståelsen af sangens funktion i gudstjenesten. Den ses nemlig ikke længere primært som menighedens svar på forkyndelsen, men skal med sin sammensætning af både salmer og sange “formå at inspirere vante og mindre vante kirkegængere”, som det hedder i forordet.
En holdning, der understøttes af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, der mener, at den liturgiske fornyelse, bispekollegiet har iværksat, må indebære en ”vilje til at udvide salmebegrebet”. Derfor skal der ikke søges om tilladelse, når Kirkesangbogen anvendes ved højmesserne i stiftet.
Pietistisk sondring mellem vante og ikke-vante kirkegængere
Mogens Hansens kritik er saglig, fordi salmesangen afspejler menighedens identitet, som er forankret i det kristne budskab og derfor reflekterer over, hvad det vil sige at være menneske i forhold til medmenneske og Gud.
At sondre mellem ”vante og mindre vante kirkegængere” forudsætter et pietistisk religionsbegreb, der går ud fra, at mennesket er religiøst morgen, middag og aften, alle ugens dage, året rundt, og som noget helt selvfølgeligt derfor går i kirke hver søndag.
Sådan har det imidlertid aldrig forholdt sig, når man ser på den samlede religionshistorie. Her har mennesker søgt helligdommen i forbindelse med kriser og andre livsvigtige spørgsmål, og ikke rendt guderne på dørene i tide og utide.
Det er først med pietismen, at regelmæssig kirkegang bliver et ideal, og den forestilling ligger vi stadig under for, når vi i dag i nedladende vendinger taler om ”kulturkristne” og ”kirkefremmede”, der ikke kan finde ud af at begå sig i et kirkerum, når de en sjælden gang kommer til gudstjeneste.
Nu har tankegangen også sneget sig ind i salmesangen, og derfor finder man det åbenbart nødvendigt at dele teksterne op i to sektioner, hvor den ene i højere grad påstås at appellere til dem, der ikke ser deres liv filtreret gennem den kristne forkyndelse.
Herved bryder man ikke blot ”det gudstjenestelige menighedsfællesskab”, som Mogens Hansen påpeger, man medvirker også til at sætte en tradition over styr, der her i landet har omkring 500 år på bagen.
Folkeskolen er bevidst om den kulturelle arv
Enhver tradition står i bestandig fare for at uddø, hvis ikke den holdes i live, og den danske salmetradition har gennem mange år formået at udvikle og forny sig med tekster, som også mennesker af det 21. århundrede kan spejle sig i.
Landet over gør de folkekirkelige skoletjenester et kæmpe arbejde for at formidle kendskabet til nye og gamle salmer blandt skoleelever. I Ribe Stift, hvor jeg er ansat, afholder skoletjenesten RAMS hvert år salmesang i domkirken, hvor op imod 5000 elever fra 3. til 6. klasse synger salmer, som de er blevet undervist og oplært i på skolerne.
Modsat folkekirken er folkeskolen sig nemlig den kulturelle arv bevidst og har i sine fælles mål indskrevet at eleverne efter 6. klassetrin skal have viden om og kunne redegøre for betydningen af centrale salmer (emu.dk).
Kriteriet for udvælgelsen af salmer i RAMS’ undervisningsmaterialer har været, at de for størstedelens vedkommende skal kunne betegnes som ’kernesalmer’ det vil sige salmer, som eleverne med stor sandsynlighed vil komme til at møde senere i livet, når de går til gudstjeneste, bryllup eller begravelse.
Men det kan man jo efterhånden begynde at tvivle på, eftersom man ikke bare i københavnske kirker, men også andre steder i stigende grad skifter salmerne ud med sange med ikke-kirkeligt indhold. Hvad det har taget en reformation at bygge op, er man således i færd med at bryde ned – og med det tempo udviklingen har nu om stunder, vil det næppe tage lang tid, før den mission er fuldført.
Salmetraditionen er skrøbelig
Det er ikke rigtigt, når formanden for redaktionen bag Kirkesangbogen, Rasmus Nøjgaard, som svar på Mogens Hansens kritik påstår, at sange bliver til salmer i kraft af det rum, de synges i. Så skulle salmer jo omvendt blive til sange, når de synges i brugsforeningen eller idrætshallen. Ordet helliger huset, men huset helliger ikke Ordet.
Gudstjenestetraditionen er ligeså skrøbelig som salmetraditionen og kan hurtigt sygne hen, hvis ikke den holdes i hævd af tekster, tale, symboler og tegn, der understøtter den kristne forkyndelse. Selvom det kan diskuteres om ”Altid frejdig, når du går” er en salme, legitimerer dens optagelse i Den Danske Salmebog ikke, at man også annammer sange som “Du kom med alt det, der var dig” og gør dem til salmer, som Nøjgaard mener.
At netop Jens Rosendals forelskelsessang ifølge Mogens Hansen har været anvendt som nadversalme ved en højmesse, udstiller absurditeten. Hvis en skoleelev i en danskopgave tolkede denne tekst som en udfoldelse af den kristne nadver, ville han dumpe med et brag.
Men det gælder åbenbart ikke præster, selvom de har seks-syv års teologisk uddannelse bag sig. Ifølge Peter Skov-Jakobsen er dette nemlig udtryk for det “dannelsesniveau” i folkekirken, som han “har fuld tillid til”. Et dannelsesniveau, der i mine øjne imidlertid lader temmelig meget tilbage at ønske.