Tidligere præst og TV- og radiovært Mogens Hansen kritiserer brugen af sange i højmessen. Men kan for eksempel “Forårsdag” af Anne Linnet, “Du kom med alt det, der var dig” af Jens Rosendal og “Tit er jeg glad” af B.S. Ingemann, der alle er forelskelsessange og står i Kirkesangbogen bruges i højmessen?
Kirsten Jørgensen: Ja, hvis rammen er den rette
Alt er kontekstuelt. Derfor er det en svær opgave at skulle udtale sig definitivt for eller imod de tre titler fra kirkesangbogen. Om en sang kan synges i en højmesse, afhænger af kvalitet, hensigt og sammenhæng.
Vi må forvente, at præsten omhyggeligt har arbejdet med, hvilken rolle sangen skal spille i højmessen. Hvilke bibeltekster skal den kommentere? Hvad skal den bidrage med i den liturgiske iscenesættelse? Hvilke stemninger skal den fremme eller understrege? Hvis ikke præsten har gjort det arbejde godt nok, kan det falde helt til jorden at synge “Forårsdag,” “Du kom med alt det der var dig” og “Tit er jeg glad.”
De to første er rene kærlighedssange, der kan give mening, hvis præsten ønsker at fremhæve en sammenhæng mellem menneskers kærlighedsforhold og kærlighed fra Gud til menneske. Gudskærligheden møder vi i vores relationer i hinanden; vi spejler den himmelske kærlighed, og det kan belyses ved at vælge verdslige kærlighedssange sammen med salmer, der udfolder Guds kærlighed til os.
Det er afgørende, hvor i højmessen sangen placeres: at synge de to sange under nadveren ville for eksempel være unødigt anmassende i min øjne. Jeg synes, det klæder de to sange bedst med en mere ydmyg placering i højmessen.
Ingemanns sang “Tit er jeg glad” er i familie med tematikken i Prædikerens Bog kapitel tre, alting har sin tid, og Kingos salme “Sorrig og glæde” (nummer 46 i Salmebogen, red.). Vers fem kan læses om en tøvende bekendelse, som jeg mener smukt rammer det moderne menneskes forsigtige tilgang til bekendelsen.
Morten Skovsted: Det er gode sange, men ikke salmer til højmessen
Nej. Formelt er svaret ret enkelt, for der er tydeligt tale om sange og ikke om salmer, og i højmessen synger vi salmer. Sådan dikterer gudstjenesteordningen, og selvom der kan tænkes undtagelser, så er det godt at holde fast i dette udgangspunkt.
En salme skal i ordets egentlige forstand dreje sig om Gud, kristentroen og evangeliet. Det kan den gøre på mange måder, men ingen af disse sange gør det. Det er tre vidunderlige sange, men de har ikke meget, om noget, med kristen forkyndelse at gøre, og der er helt konkret tale om kærlighedssange, skrevet ud fra helt konkrete begivenheder og i vid udstrækning til navngivne personer.
En salme derimod skal samle en menighed i et syngende ’vi’, og i alle tre sange mærker jeg en afstand fra det syngende ’jeg’ og mig selv, også fordi de er skrevet til og tænkt som solosang, som et ’jeg’ der synger til et ’du’. Med omplantning til fællessang risikerer sangen derfor at blive ekskluderende fremfor inkluderende.
Til dette vil jeg så føje et forbehold og et udblik: For det første kunne jeg godt finde på at bruge sangene til for eksempel vielse, begravelse/bisættelse, andagter eller lignende, hvis det var et ønske fra de deltagende eller pårørende, og hvis det ville give mening i sammenhængen.
For det andet, og det er ret afgørende: Vi bør overveje, hvorfor folk i stigende grad kommer til kirkelige handlinger og barnedåb med den slags sangønsker fremfor salmeønsker. Jeg tror det hænger sammen med en alt andet end fortrolig omgang med salmerne, både de gamle og de nye. Det bør vi tage bestik af, men i stedet for at gå over åen efter vand ved at synge sange, så lad os hellere få sunget et væld af de gode, nye salmer ind.