Kritik: Højskolesange i højmessen er en misforståelse

En salme er en sang. Men er en sang en salme? Nej, mener tidligere radiovært og præst Mogens Hansen, som undrer sig over, at der oftere og oftere bliver sunget verdslige årstids-, kærligheds- og børnesange til højmessen i kirkerne

Måske foretrækker en del folkekirkemedlemmer at synge om forår og forelskelse frem for om frelse og forsoning, men vi risikerer at erstatte kristendom med feelgood-kultur, skriver Mogens Hansen.

“Jeg ved en lærkerede” efter læsningen fra Det gamle Testamente. “Du kom med alt det, der var dig” under nadveren. “Septembers himmel er så blå” efter velsignelsen.

Siden reformationen har den kristne menighed i Danmark sunget salmer ved gudstjenesten. Hver tid har skrevet sine. Ofte på kendte folkelige melodier. En salme er en sang. Men er en sang en salme?

Nej, ovenstående eksempler er ikke salmer. Det er sange. Ikke desto mindre er de blevet sunget ved højmesser i københavnske kirker.

Jeg har ingen kvalificeret viden om, hvor ofte der synges sange i danske højmesser, men at det sker, er klart bevidnet, både af mig selv og andre.

Accept af nye salmer er en stor forbedring

Siden 1960’erne har jeg været med på salmefornyelsens barrikader. Dengang blev der ikke givet ved dørene. Nye salmer i gudstjenesten skulle godkendes af biskoppen. Som regel glemte vi derfor at spørge.

Organist og kor kunne forlange betaling for at synge dem, især ved kirkelige handlinger. Nye salmer kunne kun synges, hvis kirkens medarbejdere var flinke og rare, hvad de ikke altid var.

Men så gik der hul på bylden. Flere og flere skrev nye salmer. Nogle af dem, vi ellers skulle spørge, lukkede øjnene. Undertiden med glæde. Kopimaskiner kom flittigt i brug. Flere og flere steder sang vi Herren en ny sang.

Nu er salmetillæg i brug over hele landet, og organisterne er blevet menighedsmusikere, der som regel er med på den værste – eller bedste. Sikke en forbedring!

Det, der foregår i gudstjenesten, skal handle om Gud

Men at det skulle ende med højskolesange i højmessen, det havde jeg ikke forudset. Der er mange gode nye salmer at inddrage i salmerepertoiret. Hvorfor høste på andre marker?

Igennem årene har jeg siddet ved klaveret i mange sognegårde og på et enkelt værtshus. Den fortræffelige Højskolesangbog var dagens tekst.  Men det synes som om “Den Blå” er rykket ind i kirken, og under højmessen har jeg altså svært ved at synge dens sange.

Jeg holder mest af, at det der foregår i en gudstjeneste, handler om Gud, og hvad deraf følger. Det synes jeg ikke “Jeg ved en lærkerede” gør, sådan umiddelbart. Selv om det er en af mine yndlingssange.

Endnu et par historier om uventede gudstjenesteoplevelser: Efter en dåb i en højmesse sang menigheden – i det omfang de kendte den – Johannes Jørgensens og Carl Nielsens “Sænk kun dit hoved, du blomst”. En anden rapport fortæller, at Lisbeth Smedegaard Andersens og Bent Fabricius-Bjerres Danmarkssang “For vist vil de komme” blev sunget under nadveren.

Kirkesangbogens ændrede syn på gudstjenestens salmer

Bortset fra den sidste står ovennævnte sange i Kirkesangbogen.

Den udkom i 2017 på Det kgl. Vajsenhus’ forlag, der ved kongelig bevilling i flere århundreder har udgivet de autoriserede salmebøger. Kirkesangbogen har derved fået en officiel karakter.

Desuden har jeg fået at vide, at den af flere af landets biskopper er godkendt til anvendelse ved gudstjenester, herunder af Københavns biskop Peter Skov- Jakobsen.

Sangbogen indeholder både nye salmer og nye og gamle verdslige sange. Redaktionen af Kirkesangbogen har angivet, hvilke de anser for at være en sang, og hvilke de mener er en salme.

I forordet skriver de desuden: “Salmer og sange vil gensidigt kunne supplere hinanden og give mulighed for at sammensætte nye, varierede og spændingsfyldte repertoirer, der kan formå at inspirere vante og mindre vante kirkegængere.”

Det er et markant nyt syn på salmernes funktion i en gudstjeneste.

I en del år har der været flere og flere eksempler på, at man ved kirkelige handlinger synger ikke-salmer. Det er altid en spændende diskussion.

Men en kirkelig handling er personlig og lokal. En højmesse er derimod et fælles anliggende, og det at synge ikke-salmer i højmessen kan let bryde det gudstjenestelige menighedsfællesskab og virke distraherende i forhold til det kirkelige indhold.

Hvorfor fusionere gudstjeneste og sogneaftener?

Under alle omstændigheder står vi midt i en kirkehistorisk nyskabelse. Det rejser en række spørgsmål:

Har de, der vælger sange i højmessen, gjort sig klart, hvad dette – sikkert ganske populære – fænomen kan komme til at betyde for vores gudstjenesteliv og vores salmekultur?

Selv om en del folkekirkemedlemmer måske foretrækker at synge om forår og forelskelse frem for om frelse og forsoning, må vi overveje med hinanden, om folkekirken ønsker dette paradigmeskift?

Hvis ja, er vi så ikke ved at erstatte kristendom med feelgood-kultur?

Og er der tale om en side af den ofte påpegede kirkelige sekularisering, som også viser sig i nogle af tidens prædikener?

Folkekirken gør en brav indsats for at udbrede dansk højskolekultur til hver en egn. Men hvorfor fusionere gudstjeneste og sogneaftener?

Vi skifter heller ikke kirkebænkene ud med kaffeborde. Eller gør vi?