Tidligere sognepræst Georg Klintings karakteristik af trosbekendelsen som “en sakrosankt remse, der er nødvendig, for at dåbspagten kan oprettes mellem Gud og barnet” er præcis.
Det har de forgange ugers debat om trosbekendelsen på Kirke.dk vist. Her har mange følelser været i spil, og godt for det, for religion handler i høj grad om følelser.
Gudstjenesten er et fællesskab, hvor man investerer sine følelser og gennem ritualer hjælpes til at administrere store følelser som sorg, vrede, glæde og frygt. Således også dåbsritualet, hvad jeg tror en stor del af forklaringen på, at så mange vælger at få deres børn døbt.
Det gamle sprog er ikke problemet – kun tilspørgslen
Det er i min optik derfor hverken dåbens indhold eller ritualets bedagede sprog, der bør ændres. Tværtimod må enhver med blot en smule selverkendelse i behold, kunne se det rigtige og velgørende i dåbens forkyndelse af syndstilgivelse, ligesom ritualforskningen viser, at det sjældent er kirkens gamle sprog, der volder folk problemer.
Hvad der efter min mening alene udgør et problem, er tilspørgslen, der mest af alt minder om en eksamination, hvor dåbskandidaten kræves til regnskab for en række sætninger, der i moderne ‘ontologi’ uvilkårligt ses som konkurrence til videnskabelig forklaring, med det resultat at trosbekendelsen taber, fordi den opfattes som ‘dårlig videnskab’.
Og det uanset hvor mange gange man som præst i dåbssamtaler, prædikener og undervisning har forsøgt at slå til lyd for, at det vi siger ja til i dåben ikke er en kortslutning af vores forstand, men til at blive en del af Guds historie, hvor vi aldrig kun er henvist på os selv og vore egne muligheder.
Ingen savner eksorcismen som en del af dåben
Noget af det, der har gjort kristendommen overlevelsesdygtig, skønt den, sammenlignet med andre, fortidige religioner, stadig er relativ ung, er dens evne til at tilpasse sig forskellige kulturer og historiske epoker.
I 1783 afskaffede man i Danmark eksorcismen som en del af dåben, og i dag er der vel ingen, der savner at høre præsten sige “Far ud, du urene Ånd” til dåbsbarnet.
Sådan er der løbende foretaget justeringer i ritualet, fordi kristendom og kirke ikke eksisterer ‘per se’, men altid er indfældet i en bestemt kultur og tradition, som de virker i med- og modspil til. Skal kristendommen fortsat holdes levende, er det nødvendigt, at man også ser indad og forholder sig kritisk til egen teologi og praksis.
Tillid i stedet for forhør
Tilspørgslen ved døbefonten leder tankerne hen på tidligere tiders kirketugt, som vi ellers har gjort op med.
Og trosbegrebet, som vi anser for uomgængeligt i luthersk tradition, har fået et skud for boven af sprogforskere, der påpeger, at grundbetydningen af de græske ord, der i danske bibeloversættelser gengives med ‘tro‘ og ‘tro på’, i virkeligheden betyder ‘sætte sin lid til‘ eller ‘investere sin trofasthed i’.
Følger man den indsigt, forrykker perspektivet sig fra tro i betydningen ‘tilslutning til en række udsagn’ til loyalitet eller trofasthed mod en bestemt fortælling, og det er da just, hvad dåben drejer sig om.
I tillid til den Gud, der i Kristus har vist os sit menneskelige ansigt, lægger man sit barn i Guds hånd, og stoler på, at han vil drage omsorg for det, på samme måde som han har taget vare på mennesker i generationer før.
Det er i mine øjne en helt anden tilgang til dåben end den forhørspraksis, vi i øjeblikket benytter os af.
Bevar trosbekendelsen i gudstjenesten, udelad den i tilspørgslen
Jeg mener ikke, at trosbekendelsen skal ud af gudstjenesten. Som bekendelse sætter den rammen for menighedens fællesskab, og fastholder det søndag efter søndag på den identitet, det er rundet af.
Men den bør ikke fungere som tilspørgsel ved dåben, fordi det drejer perspektivet hen mod en eksamen, man skal bestå, før man bliver godkendt. Det svarer til at ægtefolk dagligt spørger hinanden: “Tror du virkelig på mig?”, “Har du tillid til, at jeg kan være din kone?”
Den slags spørgsmål stilles kun når forholdet er i krise, men det er ikke udgangspunktet for en dåb. Her kommer forældrene til præsten og anmoder om dåb, fordi de har tillid til, at kirken forvalter en tradition, som også deres barn kan være en del af.
Det bør kirken ikke problematisere ved at møde dem med et inkvisitorisk forhør, der skal udstille deres rettroenhed i hele menighedens påsyn.