Pastor emeritus Georg Klinting problematiserer i et indlæg på Kirke.dk trosbekendelsens placering i gudstjenesten og foreslår, at anvendelsen af bekendelsen gøres valgfri. Endvidere mener han, at trosbekendelsen bør droppes som tilspørgsel ved barnedåben, hvor den har fået karakter af “tjekliste for barnets kendskab til den kristne troslære”.
Klinting har efter min mening ret i sin kritik af trosbekendelsens status i folkekirkens gudstjeneste. Jeg vil hævde, at trosbekendelsen ligefrem er skyld i, at nogle forældre vælger dåben fra og lader det være op til barnet selv at beslutte om det vil døbes, når det kommer til skelsalder.
De kan nemlig ikke stå inde for troen på “Gud Fader, himlens og jordens skaber, Jesus Kristus, født af jomfru Maria, kødets opstandelse og det evige liv”, som de afkræves svar på ved døbefonten, og sender derfor aben videre til deres børn, som måske heller ikke kan.
Et forkert religionsbegreb
Kæden hopper af, fordi vi, især i den protestantiske tradition, har koblet tro og gudsforhold sammen. Det lutherske mantra sola fide [ved troen alene] og pietismens boosting af trosbegrebet har ført til fremmedgørelse af menigheden, der ikke kan identificere sig med en tro, som af mange tænkes som propositionelle udsagn om verdens beskaffenhed.
Det var for eksempel den forståelse, der lå bag ateisternes buskampagne i 2016, hvor danskerne opfordredes til at melde sig ud af folkekirken med spørgsmål som “tror du virkelig, at gud skabte himlen og jorden på syv dage?”
Men også bag den amerikanske sociolog Phil Zuckermans undersøgelse af danskernes religiøsitet i 2005-06, hvor han interviewede et bredt udsnit af befolkningen med henblik på at kortlægge deres forhold til Gud, Bibelen, døden og meningen med livet.
Det slog ham, at et overvejende flertal af respondenterne erklærede, at de ikke troede på hverken Gud, Jesus som Guds søn, jomfrufødslen eller genopstandelsen, mens de samtidig var medlemmer af folkekirken, som de flittigt brugte i forbindelse med højtider, barnedåb, vielse og begravelse.
Han drog derfor den konklusion, at danskerne ikke er særligt religiøse, men derimod kulturkristne, fordi de ikke tror, men betragter kristendommen som en del af deres kulturelle bagage og familietradition (Phil Zuckerman, “Samfund uden Gud”, 2008).
Zuckerman tænker som han gør, fordi han i lighed med mange andre, folkekirken inklusive, abonnerer på et religionsbegreb, der definerer religion som tro på guder.
Imidlertid er den virkelighed, som hans undersøgelse afspejler, og dermed den virkelighed, der er de fleste folkekirkekristnes, i langt større overensstemmelse med et andet religionsbegreb, der grundlæggende ser religion som fællesskaber, hvor mennesker slutter sig sammen om fælles værdier, normer og idealer, som de investerer deres følelser og loyalitet i og forstår deres liv ud fra.
Fællesskaber, hvor menigheden revitaliseres og oplades med ny energi, hver gang den samles, hvad enten det sker ved søndags-gudstjenesten eller den ene gang om året, hvor den mødes til jul eller barnedåb.
Nedladende holdning til ‘kulturkristne’
Havde Zuckerman og for den sags skyld også andre sociologer i stedet fæstnet sig ved det faktum, at hele 71,4 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken, som de hvert år investerer en del af deres tid og økonomi i, ville de formentlig nå frem til et helt andet billede af danskernes religiøsitet. En religiøsitet, der netop er kendetegnet ved en høj grad af loyalitet mod den tradition, folkekirken forvalter, og som gennemfiltrerer deres eget liv på kryds og tværs.
Ved at fjerne trosbekendelsen som tilspørgsel ved dåben og nedtone dens plads i gudstjenesten vil folkekirken i højere grad korrelere med den virkelighed, dens medlemmer befinder sig i, hvor kristendommen spiller en langt større rolle som kulturel identifikation end som tro.
Endvidere vil det kunne medvirke til at modarbejde den nedladenhed, man i kirkelige kredse ofte har mødt lejlighedskirkegængere med, når man har hæftet prædikater som ‘kirkefremmede’, ‘kulturkristne’ og ‘firehjulskristne’ på dem, som om de var andenrangsmedlemmer i forhold til elitemenigheden, der troligt sidder i kirken hver søndag.
Kristendom findes kun som kulturkristendom, fordi den til enhver tid er formidlet gennem bestemte traditioner, historier og kulturer. Lad os tage udgangspunkt i det, når vi diskuterer liturgi og gudstjeneste, i stedet for at splitte menigheden op i to ved at definere den i forhold til et elitært, teoretisk begreb om tro, som kun de færreste kan se sig selv i.
Peter Søgaard er sognepræst Sneum-Tjæreborg Pastorat