Sognepræst Peter Søgaards forslag om at fjerne trosbekendelsen i forbindelse med barnedåben, fordi den skræmmer nogle forældre fra at døbe deres børn, har skabt meget debat.
Forståeligt, for det er nemt at være uenig i det middel, som Peter Søgaard foreslår. Men måske er diagnosen af danskernes forhold til troen og kirken korrekt.
Der er en uoverensstemmelse mellem folk og kirke i folkekirken. Der har igennem mange år været meget fokus på, at folkekirken netop er et folkelig fællesskab. Et folkelig fællesskab, som er blevet dyrket i et sådan omfang, at det kirkelige fællesskab er blevet nedtonet. Man ser det mange steder. Der kommer 100 til foredrag, når en populær forfatter besøger sognegården om torsdagen, men om søndagen er der ti på kirkebænken.
Og selvfølgelig er det naturligt at dyrke succeserne. Folkekirken er som folkeligt fællesskab en enorm succes. Medlemsprocenten er stadigvæk høj, selvom den er let faldende. Der kommer mange til foredrag og koncerter i kirken. Børnene bliver døbt og konfirmeret, og der bliver fejret bryllup og holdt begravelse. Men gudstjenesten med Ordet og sakramenterne som centrum i menighedslivet står ikke ligeså stærkt.
Har folkekirken begået grundtvigsk harakiri?
I stedet for at feje Peter Søgaards diagnose af banen, fordi man ikke kan lide medicinen, så er det måske alligevel på tide at kigge lidt indad. Måske er der en kirkelighed, som er blevet forsømt, og som har gjort, at danskerne er blevet fremmedgjorte over for centrale elementer i gudstjenesten og kristendommen.
Måske har vi begået et slags grundtvigsk harakiri, hvor det folkelige og sognegårdens triumf har fortrængt det kirkelige i sådan et omfang, at Grundtvigs mageløse opdagelse – trosbekendelsens centrale betydning for menighedslivet og gudstjenesten – har mistet sin kraft og betydning for mange af kirkens medlemmer.
Det skal tages seriøs. Ikke ved at nedtone trosindholdet, men ved at styrke det. Hvis der er dåbsfamilier, der ikke kan forholde sig til trosbekendelsen og de elementer af kristentro, som udtrykkes her, så er det, fordi vi som kirke har været for dårlige til at formidle det.
Det skal vi gøre noget ved, så der bliver balance mellem folk og kirke i folkekirken.