Mange tak til menighedsrådsformand Ellen Greve fra Husby Sogn i Ribe Stift for den fine anmeldelse af vores nye bog fra Lolland-Falsters Stift, "Vel mødt under sky på kirkesti". Det glæder mig, at Ellen Greve mener, at bogens anliggende også er relevant for alle andre stifter, og i særdeleshed for de områder, hvor gamle landsbykirker ligger tæt, mens der er langt imellem husene.
På et væsentligt punkt vil jeg dog gerne kommentere anmeldelsen. Ellen Greve opsummerer så fint, at der fra min side udpeges tre strategiske indsatsområder. Et af dem, spørgsmålet om differentieret vedligeholdelse af kirkebygningerne, kalder imidlertid på en uddybning.
Anmelderen tolker det som om, at denne opgave skal væk fra menighedsrådets bord. Dette er overhovedet ikke tilfældet. Menighedsrådet vil altid have serveretten i forhold til vedligeholdelse af kirkebygningerne. Målet er derimod at hjælpe menighedsrådene.
Føler sig mere som kustoder end som kirke
Landets mange smukke middelalderkirker udgør en unik kulturarv, som vi selvsagt skal værne om – også i tyndtbefolkede områder. Hvem ved, hvordan udviklingen i fremtiden vil påvirke vores flyttemønstre?
Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er menighedsråd, der føler sig mere som kustoder end som kirke. De efterspørger muligheden for at kunne prioritere deres ressourcer i forbindelse med vedligeholdelse af kirkebygningerne – både de økonomiske og de menneskelige – ud fra andre kriterier end kulturarven.
Lad mig give et lokalt eksempel:
I et pastorat, hvor der tidligere var et menighedsråd på seks personer ved hver af de tre middelalderkirker i et pastorat, har den demografiske bevægelse betydet, at man har været nødt til at slå sig sammen til ét menighedsråd. Resultatet er, at et menighedsrådet med kun fem personer (på grund af af den nye menighedsrådslov) har ansvaret for de samme tre kirker, som man tidligere var 18 personer til at passe.
Ansvaret for vedligeholdelsen af bygningerne kan opleves som meget tungt. Når en af kirkerne kun er i brug få gange om året, fordi der bor så få mennesker, så kan den tid og de kræfter, der lægges i arbejdet med at vedligeholde kirken, opleves som urimelige.
Ønsker mulighed for at kunne prioritere anderledes
Da jeg kom til stiftet, blev jeg mødt af menighedsråd, der gerne ville sælge en af deres fem kirker for en krone for bare at komme af med den, eller som satte spørgsmålstegn ved det rimelige i, at de skulle bruge ni millioner på at istandsætte et tag på en lejlighedskirke.
Det er ikke kun de økonomiske ressourcer, men nok så meget de menneskelige ressourcer, som menighedsrådene ønsker at have mulighed for at kunne prioritere anderledes. Det er menighedsråd som disse, der efterspørger mulighed for at differentiere vedligeholdelsen af deres mange kirkebygninger.
En model for differentieret vedligeholdelse skal gøre det muligt for menighedsrådene at inddrage flere kriterier end blot kulturarven, når ressourcerne skal prioriteres. Det kan være kriterier såsom befolkningsgrundlaget, den omkringliggende kirkegård, placeringen i landskabet, brugen af kirken og muligheden for at bruge rummet til flere ting.
En model for differentieret vedligeholdelse kan med fordel udvikles på et nationalt plan med inddragelse af forskellige fagligheder, men anvendelsen skal altid ske lokalt. Det er stiftsøvrigheden, der skal træffe afgørelse om vedligeholdelse af folkekirkens bygninger, men det er det enkelte menighedsråd, der afgør, om de vil gøre brug af modellen.
Serveretten ligger hos menighedsrådene.
Marianne Gaarden er biskop i Lolland-Falsters Stift.