For en måneds tid siden sad jeg på færgen på vej til sommerhuset, da der lød en besked over højttalerne, som jeg ikke fik fat i. Da færgens maskiner kort efter stoppede, gik jeg ud på dækket for at se, hvad der foregik.
Det viste sig at være en familie, der skulle sprede asken fra en afdød slægtning – måske en morfar eller en farmor. 10-12 børn og voksne samlede sig ved rælingen, urnen blev tømt, og hvert familiemedlem kastede en rød rose i havet.
Jeg har aldrig set en askestrøning før. I de par minutter, det varede, virkede det stilfærdigt højtideligt. Med de slukkede maskiner hørtes kun vandets skvulpen langs skroget, og vinden var rolig, så det frygtede Big Lebowski-scenario udeblev.
Men så startede færgen med en dieselbøvs, roserne hvirvlede rundt i kølvandsstriben, og familien gik tilbage til deres borde i det fredagsfyldte, støjende cafeteria. Et prosaisk antiklimaks, tænkte jeg, og greb mig selv i at håbe, at familien forud havde været til en god bisættelse, hvor ritualet, salmerne og evangeliet fik sat ord på alt det, vi ikke kan sige os selv.
Et par dage senere var jeg på fagmessen Kirkens Forum, hvor jeg talte med en af folkene på Danske Stenhuggeriers stand. Han fortalte om branchens seneste trends: Gravsten med fugle eller blomster i sten i stedet for bronze (som bliver stjålet) eller blank sort granit med Swarovski-krystaller (populært blandt nydanskere).
Og så viste han mig en interessant produktudvikling, som måske kan vinde noget af det marked tilbage, som stenhuggerne har mistet, fordi næsten hver tiende afdøde dansker i dag bliver askestrøet:
Stenhuggerierne har designet en mindesten – en stele, som er placeret midt i en stålcirkel, der er opdelt i ‘lagkagestykker’. På stelen kan der stå “savnet, men ikke glemt” eller noget andet generisk, og så kan pårørende til en askestrøet afdød leje et af lagkagestykkerne.
“Måske bare et par år, for i dag er der mange, der ikke ønsker at forpligte sig længere,” forklarede manden på standen. Og fordi der ikke er nogen kiste eller urne, kan stelen nemt flyttes, når der ikke er brug for den længere.
Det lyder umiddelbart som et halvhjertet kompromis for det rastløse, moderne menneske. Et symptom på det, som Poul-Joachim Stender i Jyllands-Posten kalder dødsfornægtelse og manglende rodfæstethed. Eller det, biskop Elof Westergaard i et interview med Kirke.dk om den hastigt ændrede kirkegårdskultur kalder for ‘den store glemsel’.
Der bliver stadigt mere tyndt belagt på landets kirkegårde, og den populære trend med at strø asken i havet er kun én af forklaringerne. Det skyldes også, at næsten ni ud af ti danskere bliver kremeret, og et urnegravsted fylder mindre end de kistegravsteder, som de gamle kirkegårde er indrettet til. Affolkning på landet, øget mobilitet og dyre gravsteder er andre forklaringer.
Men grundlæggende hænger det sammen med noget, vi sjældent er opmærksomme på, nemlig at gravsteder i Danmark i udgangspunktet er midlertidige: Vi sløjfer grave. Når de efterlevende ikke længere ønsker at betale til gravstedet, bliver det ledigt, og en ny ‘lejer’ kan flytte ind. Genbrug af gravsteder er en kulturelt bestemt tradition, som ikke er nogen selvfølge, heller ikke i en kristen kontekst,
I Storbritannien er det meget svært at få lov at sløjfe og genbruge gravsteder. Her er kirkegårdene præget af en romantisk forfaldsæstetik, som står i skarp kontrast til den traditionelle, velordnede og velplejede danske kirkegård. Til gengæld har briterne store problemer med at finde plads til de døde på kirkegårdene. Situationen giver mindelser om 1700- og 1800-tallets begravelseskrise i London, og priserne på gravsteder presses i vejret, især i de store byer.
Financial Times har sammenlignet the burial crisis med the housing crisis (bemærk, at linket kun kan tilgås gratis én gang, red.): Ligesom Londons boligmarked er blevet økonomisk utilgængeligt for de fleste mennesker, så er det samme ved at ske for kirkegårdene.
I sommer fortalte The Guardian om et kreativt, men seriøst ment løsningsforslag: Begrav de døde langs med motorvejene. Man må næsten håbe, at briterne ikke får nys om de mange ledige pladser på de danske kirkegårde.
Herhjemme forsøger de ansvarlige med forskellige tiltag at løse den omvendte burial crisis. Mange steder tilpasser man kirkegården til færre gravsteder – se for eksempel denne DR-reportage fra Vester Hassing Kirkegård. En anden tendens, der breder sig, er at gøre gravsteder gratis for folkekirkemedlemmer.
Men det handler i høj grad også om at være åben over for folkelige ønsker og behov. Kirkegårdens uønskede fysiske rummelighed bør bekæmpes med en tilsvarende kulturel rummelighed over for nye sæder, skikke og måder at bruge kirkegården på.
I stedet for at blive mismodig over stenhuggeriernes skræddersyede produkt til askestrøedes efterladte, kan man vælge at se mindestenen som en bekræftelse af, at mennesker stadig – på trods af individualisering, rodløshed og svigtende koncentrationsevne – har brug for et sted at gå hen med deres sorg og savn. Et andet sted end Kattegat, vel at mærke.
I en Kristeligt Dagblads-artikel om de nye mindesten for askestrøede citeres den forhenværende formand for Foreningen for Kirkegårdskultur Leif Arffmann da også for at opfordre til at bevare kirkegårdens betydning for dansk mindekultur ved netop at følge med ændringerne.
”Vi imødekommer derved et behov for at skabe en sorgens geografi,” siger han.