Der skal være en godkendt vedtægt ved enhver kirkegård, som fastsætter nogle grundlæggende regler om blandt andet gravsteder, begravelser, takster og orden. Men hvorfor ikke lade vedtægten afspejle de værdier og mål, som menighedsrådet har for kirkegården? Særligt forholdet mellem forvaltning og brugere fortjener fuld opmærksomhed.
Kirkeministeriets nye vejledning om kirkegårdsvedtægter, offentliggjort juni 2018, bliver det nye grundlag for arbejdet med kirkegårdens vedtægt.
Vedtægten – lovkrav og ledelsesværktøj
Kirkegårdens vedtægt er et vigtigt dokument af mange grunde. Helt grundlæggende er det et lovkrav, at enhver kirkegård har en godkendt vedtægt, og vejledningen giver også et godt overblik over det lovbundne indhold. Derfor er vedtægten det første, en kirkegårdsforvaltning slår op i, når der er et tvivlsspørgsmål.
Kirkegårdsvedtægten er også et vigtigt ledelsesredskab, for den kan udtrykke menighedsrådets holdninger og beslutninger på en række punkter.
Hvor er formålsparagraffen?
Foreningen for Kirkegårdskultur påpeger i bogen ”Gravskrift eller...?”, udgivet i 2017, at en af de alvorligste mangler i flertallet af landets kirkegårdsvedtægter er, at målsætninger og værdier for arbejdet med kirkegården ikke fremgår af kirkegårdsvedtægten.
”Hunde må ikke medtages”. Hvorfor dog ikke? En stor gruppe i befolkningen ville blive glade og lettede, hvis der stod: ”Du må gerne tage din hund med på kirkegården. Den skal være i snor, og du skal selvfølgelig rydde op efter din hund”
I lovteksten er der ganske vist i §1 en formålsbeskrivelse: Der skal være plads nok, og kirkegårdene skal fungere som værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser, og det skal sikres der ikke sker en forringelse af kirkegårdens kulturværdier. Det er fint nok, som helt overordnede formål.
Men menighedsrådet bør afgøre, hvad der er vigtigt på sognets kirkegård. Hvad skal vi værne om og fremme? Lad det fremgå i §1 i kirkegårdsvedtægten. Her er et par eksempler fra førnævnte bog:
”Vi ønsker, at det skal være en god oplevelse at komme på kirkegården, og det vil vi opnå ved hjælp af flotte træer, den smukke udsigt mod søen, blomstrende bede, grønne plæner, borde/bænke”,
og videre:
”Vi er til for brugerne, og vort personale er venligt og imødekommende. Der skal være valgmuligheder mellem forskellige gravstedstyper, og der skal være stor frihed for brugerne til at indrette gravstederne”.
Mål og værdier som disse ville det være naturligt at gengive i kirkegårdens vedtægt.
Balance mellem følelser og regler
Et spændingsfelt mellem en kirkegårdsforvaltning og brugerne er, at forvaltningen skal kommunikere regler til personer, for hvem det er følelserne i forhold til afdøde og gravstedet som har betydning. Og det er en diskussion, som er vigtig – for menighedsrådet kan godt i vedtægten fastslå, at på ”gravene skal al pynt være af naturmaterialer, og andre genstande kan forlanges fjernet”.
For et par år siden mødte jeg mor og søskende til 12-årige Jasmin, som var død nogle måneder inden da. De råhyggede sig på gravstedet med pyntning af et lille juletræ med en lyskæde. Skam over den kirkegårdsforvaltning, som med henvisning til vedtægten vil ødelægge familiens følelser og fællesskab med Jasmin!
For hvad er vigtigst? Kærligheden eller kirkegårdsvedtægten? Svaret må være, at selvfølgelig skal der være en kirkegårdsvedtægt, som fastlægger rammer, og sørger for, at det er muligt at drive kirkegården nogenlunde rationelt. Men lige så selvfølgeligt må det være, at kirkegården og dens gravsteder tilhører brugerne, og de skal have mulighed for at udtrykke deres følelser.
Fjern skiltene med ordensregler
Jeg plæderer altså for brugernes frihed til at pynte deres kæres grave, som de lyster. Og det første modargument er ofte ”Det skal jo heller ikke ligne Tivoli”. Men vi skal se på det med andre øjne – når der lægges perleplader på et gravsted, er det jo ikke fordi der er tænkt på at friske kirkegården op med stærke farver, men fordi et barnebarn har lavet noget til bedstemor.
Kirkegårdens forhold til brugerne udtrykkes typisk i vedtægtens afsnit om ordensregler. Det kan passende udformes, så man husker at brugerne skal have frihed – og lyst – til at komme på kirkegården. Jeg har offentligt plæderet for, at vi skal fjerne skiltene med ordensregler ved kirkegårdslågerne.
Disse er altid affattet helt upersonligt, for eksempel: ”Hunde må ikke medtages”. Hvorfor dog ikke? En stor gruppe i befolkningen ville blive glade og lettede, hvis der stod: ”Du må gerne tage din hund med på kirkegården. Den skal være i snor, og du skal selvfølgelig rydde op efter din hund”.