Tidligere lektor: Skal staten til at blande sig i sognenes virksomhed?

Det er fortjenstfuldt, at Kirke.dk nu oplyser os om, hvem det var, der ikke fik penge, da stifterne fik det meste og FUV en smule ved sidste uddeling af omprioriteringspuljen.

Det er jo i bedste fald en halv oplysning, når Kirkeministeriet nådigt fortæller os, hvem der har fået penge, men ikke hvem der ikke har, og hvad der sker og ikke sker ved det. Jeg synes, at der er mere end som så at tænke over i anledning af denne uddeling.

Endnu i 1980’erne bestod stiftsadministrationerne af en amanuensis (jurist) og en lidt kontorhjælp. I 1990’erne voksede de drastisk i kraft af, hvad daværende departementschef Preben Espersen kaldte en ”dekoncentration”:

Der blev flyttet opgaver og personale fra Kirkeministeriet til stiftsadministrationerne. Det var en generel filosofi dengang, at staten skulle have hånd i hanke med de store statsinstitutioner ved, at man havde statens folk anbragt ude i institutionerne, for eksempel som direktører på universiteterne.
 

I de senere år er de direkte kirkeministerielt styrede dele af folkekirken, stifterne og de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner, ligesom resten af staten blevet underlagt den årlige to-procentsbesparelse, hvorefter man har kunnet søge ekstra bevillinger fra den således fremkomne ”omprioriteringspulje”.

I Kirkeministeriet ligger den formentlig afgørende magt over omprioriteringspuljens midler i den såkaldte budgetfølgegruppe samt budgetsamrådet, hvor stiftsadministrationerne begge steder sidder på flertallet (Budgetfølgegruppen består af en biskop, en repræsentant for Landsforeningen af Menighedsråd, en repræsentant for Danmarks Provsteforening, en stiftskontorchef samt en repræsentant for Kirkeministeriet, red.).

Derfor ligner det en tanke, at stifterne nu skal have tilskud fra omprioriteringspuljen med den fine argumentation, at stifterne skal ”rådgive provstier og menighedsråd og til at indgå i samspil med andre aktører i og uden for kirken til gavn for stiftets kirkelige liv og det øvrige samfundsliv”.

Var det blot den nedskårne administrative kapacitet, der skulle prioriteres igen, var sagen til at forstå. Men man kan vel stille spørgsmålstegn ved, hvad det er for en rådgivningsvirksomhed, stifterne skal varetage i forhold til provstier og sogne – ud over den rent juridiske, som nok kan være nødvendig, hvor det drejer sig om juridiske sager, som alligevel havner i stiftet.

Man kan få den tanke, at det hele handler om, at stifterne skal til at konkurrere mere med Landsforeningen af Menighedsråd og private aktører som Kirkefondet og kirkekonsulenterne om almindelig rådgivning og inspiration, når det gælder virksomheden ude i sognene.

Det er underligt, at det spørgsmål ikke er blevet drøftet offentligt: Er der tale om, at vi skal have staten blandet mere ind i den praktiske virksomhed i folkekirkens sogne, eller hvad handler det om?