Heller ikke i år ligger vi lykkeligt udmattede efter deltagelse i påskens mange gudstjenester.
Gudstjenesterne var der i år, javel, og det var et fremskridt i forhold til sidste års totale nedlukning. Men de var få, forkortede og uden fællessang, nadver og andre kendte elementer.
Heldigvis lever pragmatismen rundt omkring, og dér i det vestjyske, hvor jeg tilfældigvis deltog i gudstjenesten påskedag, fik vi lov til at synge lavmælt med på “Påskeblomst”. Hvilken orgiastisk oplevelse af frihed og fællesskab!
Spørgsmålet er, hvad coronaens nedlukninger får af senfølger for kirkegang, gudstjeneste og synet på folkekirken, når pandemien lægger sig, og vi rejser os forpjuskede af disen.
Folkekirken opfattes som statslig institution på linje med Vejdirektoratet
Jeg har forståelse for både de akutte nedlukninger, bekymringerne og diskussionernes famlende søgen efter svar.
Men noget har slået mig. Det er, som om det gennem krisen er blevet tydeligt, at folkekirken næsten har mistet sin status og uskyld som noget særligt. Den er af mange blevet opfattet som en statslig institution på linje med Skat og Vejdirektoratet.
Hvorfor skulle bekymringerne føre til så hård nedlukning i så lang tid – og fortsat uden udsigt til normaliserede forhold?
Det er ikke kun i blikket udefra, det næsten umærkeligt har ændret sig. Det er også indefra. De faglige organisationer har under krisen for alvor sat sig i spil som helt almindelige faglige lønmodtagerorganisationer, der stiller kollektive krav på medarbejdernes vegne.
Det er der overhovedet ikke noget at sige til. Men det er, som om organisationernes krav fuldstændig har overskygget behovet for at afholde gudstjenester, også i en krisetid.
Jeg forstår, at mange har været bekymrede, og det skal selvfølgelig tages alvorligt. Men hvorfor skulle bekymringerne føre til så hård nedlukning i så lang tid – og fortsat uden udsigt til normaliserede forhold?
Ingen plads til lokale pragmatiske løsninger
Hvorfor fandt vi ikke modet til at sige, at enhver medarbejder, der følte sig utryg, inklusive præsterne, kunne blive hjemme? Men at der skulle være frihed til, i de sogne, hvor man ønskede det, at gennemføre gudstjenester i et forsvarligt fællesskab med dem, der nu var tilstede?
Jeg er sikker på, at kirkegængere overalt ville have forståelse for den præst, organist, korsanger eller kirketjener, der ikke ønskede at medvirke. Jeg er også ret sikker på, at vi kunne have gennemført indholdsrige og meningsfulde gudstjenester med en ganske vist usædvanlig, men større inddragelse af menigheden.
Tænk, om kirkegængeren, der har siddet trofast på kirkebænken i årtier, bad indgangsbønnen. Tænk, om et medlem af menighedsrådet talte i 5-10 minutter om, hvad søndagens tekst siger hende.
Jeg håber, at vi igen kommer til at mødes i kirken som et rum til fælles gudstjenestefejring og ikke bare som et sted, hvor forskellige interesser skal strides
Tænk, om man havde bedt et par konfirmander om at læse dagens tekst. Eller lægge skilte på bænkene, der vejledte i, hvordan man skulle sætte sig for at begrænse smitte.
Eller tænk, om man havde bedt den lokale klaverbokser tage sit elorgel eller guitar med i kirke en søndag, så vi kunne få lidt musik, selvom organisten måske ikke ønskede at deltage.
Alle disse pragmatiske eksperimenter fik vi ikke afprøvet, for det blev sådan, at alle skulle gøre det samme og kun meget lidt blev overladt til det enkelte sogn. Eller rettere – det blev sådan, at når ikke alle ville eller kunne være med, så måtte ingen.
Genåbning uden at gå i takt
Det har betydet, at mange er gået meget mindre i kirke end ellers. Inklusive undertegnede.
Spørgsmålet er, hvor lang tid koldstarten kommer til at tage, når restriktionerne forsvinder. Om billedet af folkekirken som en helt almindelig offentlig institution og arbejdsplads har bidt sig fast. Og om det vil tage år at få kirkegangen op på samme niveau som før pandemien.
Jeg tror, at flere eksperimenter og større frihed til at bryde nye veje under krisen – som jeg ved, at mange har efterspurgt – kunne have fastholdt flere kirkegængere og måske endda fået nye kirkegængere ind i kirken, som det vidunderlige frirum, den er.
Ovenstående er på ingen måde en kritik af den klassiske højmesse, som jeg glæder mig til at få tilbage. Men jeg håber, at vi igen kommer til at mødes i kirken som et rum til fælles gudstjenestefejring og ikke bare som et sted, hvor forskellige interesser skal strides.
Når vi kan nedlukke skoler på sogneniveau kan vi vel også genåbne sognets omdrejningspunkt, nemlig kirken, uden at vi behøver gå i takt.
Mette Bock er tidligere kultur- og kirkeminister
