Debatindlæg

Tidligere generalsekretær: Kritik af Kirkefondet i ny bog er en grov generalisering

I arbejderstorbyen blev man ikke folkekirke af sig selv som på landet, hvor tilhøret var en given sag. Man skulle gøre sig til folkekirke, og Kirkefondet udviklede som de første en strategi for dette - i modsætning til de grundtvigske og tidehvervske præster, mener tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann. Foto: Leif Tuxen

DEBATINDLÆG: "Et rent partsindlæg", "citatmanipulation" og "uklædeligt" - tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann er alt andet end tilfreds med Inge Lise Pedersens beskrivelse af Kirkefondet i jubilæumsbog fra Landsforeningen af Menighedsråd

100-året for oprettelsen af Landsforeningen af Menighedsråd har afstedkommet bogen ”Rådene, der forandrede folkekirken”, både om menighedsrådenes rolle i folkekirken og om Landsforeningen af Menighedsråd. Landsforeningens tidligere formand, Inge Lise Pedersen, er forfatteren, og hendes viden om og engagement i folkekirke og menighedsråd kan ingen betvivle.

I bogen er der – lidt overraskende – et afsnit om ”Det københavnske Kirkefond og menighedsrådene”. Som tidligere generalsekretær i Kirkefondet er jeg ikke helt uvidende om dette emne. Desværre var læsningen ingen positiv oplevelse, for Inge Lise Pedersens tilgang er ukritisk gentagelse af P.G. Lindhardts nedgøring af Kirkefondets rolle – den nedgøring, som den grundtvigske fløj har gjort til sin.  

Ganske vist er Inge Lise Pedersen en ledende person i det grundtvigske miljø, men som forsker burde hun nu alligevel være i stand til mere end et rent partsindlæg uden vilje til at forsøge at forstå og beskrive Kirkefondets tilgang og opgave i kirkelivet i København i slutningen af 1800-tallet og fremefter

Der er meget at kritisere Kirkefondet for i bagklogskabens lys. Da jeg i 1980’erne var præst ved Kapernaumskirken i Københavns Nordvestkvarter – den første blivende kirkefondskirke – blev jeg meget optaget af kirkens historie og kirkefondskirkelighedens betydning og konsekvenser i et konkret, arbejdersogn, blandt andet vigtigheden af det diakonale arbejde og børne- og ungdomsarbejdet. Det skrev jeg en artikel om i en bog ved navn ”Kirke og folk i Danmark – en kirkesociologisk dokumentation”.

Inge Lise Pedersen tager mig til indtægt for sin kritik af Kirkefondet ved at citere mig med navns nævnelse fra denne artikel – uden kildehenvisning i øvrigt:

”I dag kan man let se svaghederne. En hel del ældre i sognet bærer stadig rundt på de sår de fik dengang i forholdet til kirke og præst, når de oplevede en præst, der ikke ville give en ugift mor lov til at deltage i hendes barns begravelse, eller når de oplevede skånselsløs fordømmelse af en fraskilt. En hel del af den holdning, at ”kirken” er en institution, man ikke selv er en del af, til trods for, at man både er døbt og konfirmeret og skattebetalende folkekirkemedlem, kan rimeligvis også føres tilbage til denne tids menighedsform”.

Citatet stopper her. Altså med kritikken. Men de næste halvanden side i artiklen handler om, hvordan kirkefondsmenigheden – trods disse problematiske sider – blev folkekirke i København. I mine øjne er det citatfordrejning eller bevidst brug af citatet mod dets hensigt.

Inge Lise Pedersen kunne have citeret mig for følgende:

”Rent faktisk lykkedes det i løbet af et par generationer at skabe en situation, hvor kirken havde berøring med størstedelen af befolkningen på stedet. Ikke på samme måde som sognekirken på landet, () men på den måde, at det ved en stadig og omfattende indsats fra lægfolks og præsters side lykkedes at komme i kontakt med en stor del af sognets befolkning i løbet af året gennem ungdomsarbejde, Blå Kors, menighedsarbejde, søndagsskole, søndagsblad og ældrearbejde."

"Kirken blev gradvis en accepteret og respekteret del af sognets brogede virkelighed, selvom ligegyldigheden forblev udbredt. Kirken blev folkekirke, men på en sådan måde, at det hele tiden krævede en stor indsats fra en kernemenigheds side at fastholde den som sådan.”

Da kirken fyldte 100 år i 1995 dokumenterede jeg dette ved at dykke ned i sognets og kirkens historie i bogen ”Kapernaumskirken – mere end en søndagskirke”.

Et par eksempler fra bogen: I 30’erne havde Kapernaumskirkens søndagsskole 1200 børn indskrevet – i et enkelt sogn! Var der ikke-kirkefondssogne i København, der havde tilsvarende kontakt med børnene? Eller diakonien: Sognets diakonisse havde på et tidspunkt cirka 6000 syge- og hjemmebesøg om året. Begge eksempler forudsatte naturligvis et meget stort netværk af frivillige.

I dag er ”missional kirke” og ”myndigt lægfolk” buzzwords, som også mange grundtvigske bruger i hver fjerde sætning. Det var det ikke dengang!

Der er ingen tvivl om, at diakonissen på cykel på vej fra det ene dårligt stillede hjem til det næste var et meget håndfast og vigtigt symbol på folkekirken i Nordvestkvarteret – vigtigere end mange præster og prædikener.

I arbejderstorbyen blev man ikke folkekirke af sig selv som på landet, hvor tilhøret var en given sag. Man skulle gøre sig til folkekirke, og Kirkefondet udviklede som de første en strategi for dette. Den var ikke uproblematisk, men hverken de grundtvigske eller senere de tidehvervske præster udviklede nogen ny kirkelig praksis ud fra storbyens vilkår. De hang ikke sjældent fast i enten landsbytænkning eller intellektuel verdensfjernhed, for nu at generalisere lige så groft som Inge Lise Pedersen.

Mange kirkefondspræster var nok skrappe, og menighedssamfundene lukkede. Men der var også mange af præsterne, der var socialt engagerede og gode til at tale med folk. Og menighedssamfundene udgjorde – også – en stærk frivillighed, et myndigt lægfolk, i en menighedsform, der ikke sad og ventede på, at folk skulle komme til kirken, men var udadvendt og opsøgende. I dag er ”missional kirke” og ”myndigt lægfolk” buzzwords, som også mange grundtvigske bruger i hver fjerde sætning. Det var det ikke dengang!

Jeg havde, da jeg var præst i sognet, en begravelse, som siger meget om folkekirke i København. En kvinde, der var kommet til København som ung i 1917, havde fået arbejde som vattæppesyerske (!) og blev formand for ”Vattæppesyerskernes Fagforening”(!). Hun fødte 10 børn, og hun og manden forblev trofaste socialdemokrater hele livet, med Stauning på væggen og Aktuelt på avishylden.

Under 30’ernes arbejdsløshed, hvor de havde det småt, havde de ikke råd til at forsyne en af sønnerne med et par støvler, da han skulle i lære. Det fik pastor Andersen, socialt bevidst kirkefondspræst, nys om og skaffede drengen et par støvler gennem menighedsplejen, uden at familien havde søgt.

Fra den dag sad fagforeningskvinden i kirken hver søndag, hæklede og strikkede til basaren og var frivillig på forskellig vis. Da hun døde sidst i 80’erne, var ”Vattæppesyerskernes Fagforening” for længst gået ind i Tekstilarbejderforbundet, som havde gjort hende til æresmedlem. Ved hendes begravelse var kirken stuvende fuld med syv-otte fagforeningsfaner, familie, fagforeningsspidser og alle de mange, der kendte hende fra kirken.

Jeg siger ikke, at den historie er hele sandheden – langt fra. Jeg siger heller ikke, at Inge Lise Pedersen nødvendigvis skal være enig i min vurdering. Men fuldstændig at negligere den anden side af historien og bruge citatmanipulation for at styrke sin tese – det er ikke klædeligt.

Jeg glæder mig over bogen og opfordrer alle til at læse den og blive meget klogere på menighedsrådenes betydning og landsforeningens betydning – men ikke på Kirkefondets rolle i dansk og københavnsk kirkeliv.
 

Kaj Bollmann er sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet.

 

Birthe Rønn Hornbech: Engageret jubilæumsbog om menighedsråd kan sætte læsernes sind i kog
Boganmeldelse

Birthe Rønn Hornbech: Engageret jubilæumsbog om menighedsråd kan sætte læsernes sind i kog

Folkekirkens styre – læs uddrag fra "Rådene, der forandrede folkekirken"
Boguddrag

Folkekirkens styre – læs uddrag fra "Rådene, der forandrede folkekirken"

BOGUDDRAG: Inge Lise Pedersen, tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd, har skrevet en bog i anledning af foreningens 100-årsjubilæum

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail