Landsforeningen af Menighedsråd fejrer i år et hundrede års jubilæum. I den anledning har foreningen udsendt en jubilæumsbog. Forfatteren er Inge Lise Pedersen, foreningens mangeårige formand, og i en lang årrække aktiv i masser af sammenhænge i den danske folkekirke.
Forfatteren ønsker i højere grad at fortælle om menighedsrådenes virke og betydning end at fortælle foreningshistorie. Der stilles skarpt på ”folkekirkens udvikling under menighedsregime.” Allerede i forordet gør forfatteren det klart, at skriftet ikke er udtryk for Landsforeningens holdninger, og at hun ikke er en neutral iagttager.
Nej, det tør siges. Fremstillingen er ikke fri for på lange strækninger at være Inge Lise Pedersens personlige kampskrift. Forfatterens sympatier og antipatier fremføres ikke sjældent med så stor iver, at fremstillingen flere steder kan forekomme ensidig for den læser, der husker de beskrevne forløb ganske anderledes.
De grupper og organisationer, der mærker suset fra Inge Lise Pedersens sværd, vil måske være tilbøjelige til at lægge bogen fra sig. Det ville være synd og skam. Tværtimod er det velgørende at møde en skribent og et menneske, der tør give udtryk for klare holdninger, som vil sætte nogle læseres sind i kog.
Som formand for Folketingets Kirkeudvalg og som kirkeminister har jeg selv haft megen gavn af at lytte til og samtale med Inge Lise Pedersen. Den virkelige samtales væsen er jo ikke, at man lefler og snakker hinanden efter munden, men at man afsøger hinandens meninger og fremkommer med sine egne i klart sprog.
Det, Inge Lise Pedersen betragter som demokrati, kalder jeg en udemokratisk synode, der netop ikke vælges af og blandt alle folkekirkens medlemmer på samme måde som ved menighedsrådsvalg
Så må man også finde sig i modsigelse, således også, når man forfatter et så markant og personligt skrift som jubilæumsbogen, “Rådene, der forandrede folkekirken”.
Kirkerådet, der ikke blev indført
Allerede i forordet præsenterer Inge Lise Petersen sin skuffelse over, at hendes hede drøm ikke er gået i opfyldelse, at ”folkekirkens demokratisering ikke er ført til tops.”
Det, Inge Lise Pedersen betragter som demokrati, kalder jeg en udemokratisk synode, der netop ikke vælges af og blandt alle folkekirkens medlemmer på samme måde som ved menighedsrådsvalg.
Menighedsrådene blev lovfæstet i 1903. Landsforeningen, der er en privat, men skatteyderfinansieret interesseorganisation, blev dannet i 1920. Inge Lise Pedersens fremstilling er en lang dokumentation af, hvordan menighedsrådene ved lovgivning har fået flere og flere beføjelser og større og større ansvar.
På de sidste sider i skriftet ytrer forfatteren sin utilfredshed med, at kirkeminister Marianne Jelved veg tilbage fra ved lov at gennemføre et centralt kirkeråd uden et bredt flertal i Folketinget. Inge Lise Pedersen bryder sig ikke om traditionen med brede flertal, hvis det blokerer for hendes egne ideer.
Men det er dog netop denne brede tilslutning i Rigsdagen og i Folketinget, som har tillagt menighedsrådene de mange beføjelser, som Inge Lise Pedersen omtaler med tilfredshed. Og det er netop de samme brede flertal, der har skånet menighedsrådene for at blive kastebold mellem partipolitiske hensyn.
I modsætning til så mange andre dele af Danmark, har folkekirken været forskånet for alt for hyppige lovændringer, der ville gøre det umuligt at planlægge for længere perioder.
Sognedemokratiet er det mest nære demokrati, vi har. Alle medlemmer af folkekirken, der har valgret til Folketinget, har valgret til menighedsrådene. Alle medlemmer, der er valgbare til Folketinget, kan med få stillere komme på stemmesedlen med mulighed for at blive valgt til et menighedsråd.
Menighedsrådene i almindelighed [kan] ikke beskyldes for, at de dengang var forrest i kampen for kvindelige præster – selvom menighedsrådene var de første råd, hvortil kvinder fik valgret og valgbarhed
Det er slet ikke denne form for demokrati, som Inge Lise Pedersen forestiller sig på stiftsplan.
De modeller, der i årenes løb har været foreslået, har ikke bygget på urafstemning hos alle folkekirkemedlemmer. Tværtimod har der været tale om indirekte valg, der ikke har meget med demokrati at gøre. Der har været forslag om valgformer, der mere leder tanken hen på et politbureau end på det repræsentative demokrati.
Knubbede ord til menighedssamfundene
Faren for indspisthed og faren for, at et centralt kirkeråd ville blive en forsamling af de fromme, de kirkelige aktivister og de politikere, der ikke kan opnå valg til kommunale råd, er efter min mening præcis lige så nærliggende i et centralt kirkeråd, som den efter Inge Lise Pedersens mening har materialiseret sig i menighedssamfundene i sognene i tidligere tider.
Der er knubbede ord til fortidens menighedssamfund.
Selv opvokset i et menighedssamfunds sogn og med kendskab til det københavnske kirkeliv i slutningen af fyrrene og i halvtredserne, må jeg erklære mig uenig i Inge Lise Pedersens totale undervurdering af disse sognes vigtige sociale indsats, ikke mindst i de københavnske brokvarterer.
Naturligvis omtales forløbet fra de første kvindelige præster til i dag, hvor de kvindelige præster udgør flertallet. Selvom det var en valgmenighed, der ønskede Johanne Andersen (den første kvinde, der blev ordineret i folkekirken, red.) som præst, og dermed blev en af de udløsende årsager til, at der endelig kom skub i tingene, kan menighedsrådene i almindelighed ikke beskyldes for, at de dengang var forrest i kampen for kvindelige præster – selvom menighedsrådene var de første råd, hvortil kvinder fik valgret og valgbarhed.
Siden loven om kvinders adgang til præstembedet trådte i kraft, husker jeg derimod ikke andet end, at menighedsrådene i langt de fleste sogne har indstillet kvinder til præsteembedet på lige fod med mændene, når der vel at mærke var kvindelige ansøgere.
”Strukturkommissionen” var nærmest et bandeord i mit hjem og blandt de mange præstevenner og de to menighedsrådsformænd, der var faste gæster
For helt så hurtigt som Inge Lise Pedersen nævner, kom gennembruddet nu ikke. Og det skyldtes kvinderne selv. Da jeg begyndte at studere teologi i 1963, viste den officielle statistik, at den kvindelige andel af årets teologiske kandidater kun udgjorde en meget lille andel. Men derefter gik det stærkt. I dag er der flest kvindelige præster.
"Strukturkommissionen" var et bandeord
For mig er Inge Lise Pedersens skrift også en mindebog. Hvor er der meget, man kommer i tanke om og kommer til at tænke over, når man læser jubilæumsskriftet.
Strukturkommissionen som sikkert kun få husker i dag, nævnes flere gange i bogen. Den var i årevis det store spøgelse i min fars præstekonvent. ”Strukturkommissionen” var nærmest et bandeord i mit hjem og blandt de mange præstevenner og de to menighedsrådsformænd, der var faste gæster.
Som så meget andet kommissionsarbejde endte betænkningerne i første omgang i mølposen.
Inge Lise Pedersen mener, at flere ministre senere har taget nogle af ideerne til sig. Jeg ved ikke, om nogle kirkeministre i nyere tid vil give strukturkommissionen æren for de ideer, der er præsenteret som ministrenes egne.
Men sandt er det, at strukturkommissionen med det årelange arbejde kom så vidt omkring i emnevalg og involverede så mange mennesker, at det udførte arbejde både i tiden og senere har haft betydning. Ja, allerede medens kommissionen arbejdede, gik bølgerne højt i folkekirken.
Porvoo vakte menighedsrådenes protest
Porvoo-fælleskabet omtales naturligvis uden sympati. Det var og er mest en sag for biskopper. At menighedsrådene følte sig kørt over, er forståeligt. Til gengæld trådte så mange menighedsråd i karakter, at jeg ikke mindes noget lignende før eller senere.
Sagen omhandlede blandt andet spørgsmålet om de nordiske kirkers syn på fælles nadver med medlemmer af den anglikanske kirke. Andre lande var med, og efter murens fald blev de baltiske lande inddraget i arbejdet.
I 1993 vedtog 12 landes kirker den såkaldte Porvoo-fællesudtalelse.
Udtalelsen blev sendt i høring hos menighedsrådene. Folketingets Kirkeudvalg, som for så vidt intet havde med sagen at gøre, modtog masser af høringssvar direkte fra menighedsrådene. Det lokale demokrati fungerede.
Der blev skrevet af karsken bælg. Nogle var naturligvis lige så begejstrede som de mest begejstrede biskopper. Men de fleste menighedsråd var imod og ikke med alle mulige taktiske overvejelser som afsæt. Det var som at høre det urdanske fra sindenes dyb!
Magten i kirkelige centrale råd vil altid blive taget fra menighedsrådene
Man var overhovedet ikke imponeret over et højstemt sprog om samarbejde og nadverfællesskab. Man kunne jo bare samarbejde og gå til alters som man ville. Ingen anglikanere blev eller bliver udelukket fra folkekirkens nadverbord. Hvad skulle man med en fælles udtalelse om noget, som man godt kunne finde ud af uden bispemøder og bispeerklæringer.
Kirkeminister Birte Weiss og jeg var straks enige om, at det ikke var en sag, vi ville røre ved. Da et enkelt nyvalgt folketingsmedlem ville have sagen behandlet i Folketingets Kirkeudvalg, blev han kaldt til orden af en ældre partifælle. Den sag måtte biskopperne sejle med selv. Hvis de ønskede det.
Det ønskede de ikke. Men sagen gav en uhyre nyttig debat, og i de mange sognemøder, jeg deltog i, fik jeg i de år altid spørgsmål og meningstilkendegivelser om sagen.
Men biskopperne glemte ikke. Jeg citerer Inge Lise Pedersen: ”….i december 2009 meddelte Folkekirkens mellemkirkelige Råd, at man havde vedtaget at melde folkekirken ind i Porvoo- Fællesskabet.”
Jeg var kirkeminister og anede ingenting. En biskop var så venlig underhånden at orientere mig i allersidste øjeblik. Dermed slap jeg for at blive taget på sengen af journalisterne.
Inge Lise Pedersen skriver, at sagen gav anledning til massiv kritik. Ja, og hun sørgede heldigvis selv for, at det meste, der skulle siges, blev sagt. Selv havde jeg en ubændig lyst til at sige min mening. Men jeg tav, fordi jeg frygtede, at en kirkeministers deltagelse i debatten kunne give denne helt private og uautoriserede afgørelse en væsentlighed og et officielt stempel, som måtte undgås.
Inge Lise Pedersens kritik i dagspressen dengang og nu i jubilæumsskriftet er jeg aldeles enig i.
Afgørelsen blev truffet uden nogen form for forudgående debat. Forfatteren oplyser, at Det mellemkirkelige Råds svar på kritikken var, at forberedelserne til indmeldelse i Porvoo-fællesskabet fremgår af rådets mødereferater.
Jamen, det er præcis den magtarrogance, der stikker sit grimme fjæs frem, når man føler, at man er blevet noget ved musikken i et centralt råd. De enkelte menighedsråd og Landsforeningen køres over, når den lille klike træffer afgørelser af egen magtfuldkommenhed. Magten i kirkelige centrale råd vil altid blive taget fra menighedsrådene.
Der kommer et tidspunkt, hvor Grundloven ikke mere støtter en kirke med vigende medlemstal
I Kirkeministeriets arkiver ligger et mødereferat, som jeg selv har dikteret, og hvoraf det fremgår, at jeg på forespørgsel fra biskopperne under en middag i Københavns Bispegård svarede biskopperne, at Porvoo-fællesskabet naturligvis er uden retlig betydning. Den kan hverken binde Folketing og regering, menighedsråd eller provstiudvalg. Det fremgår også, at biskopperne er enige med mig i denne retlige opfattelse.
Landsforeningen bør bremse udmeldelserne og huske dåbsbefalingen
Jeg vil nødig ødelægge den glade fødselsdagsstemning. Men det er helt naturligt, netop i et jubilæumsår, at besinde sig på folkekirkens virkelige udfordring: Den folkekirkelige ordnings eksistens.
Dåbstallet viger. Medlemstallet er faldet drastisk i Landsforeningens historie. Hvis ikke udviklingen vendes kan det forudses, at statens forpligtelser overfor folkekirken indenfor en overskuelig årrække vil bortfalde. Grundlovens § 4 om folkekirkens særstilling og statsunderstøttelse er ikke overleveret på stentavler.
Tværtimod bortfalder statens forpligtelser, hvis ikke folkekirken har tilslutning fra den overvejende del af befolkningen. Dermed bortfalder også Folketingets ret til specielt at regulere forholdene i folkekirken, der dermed er stillet som ethvert andet selvfinansierende trossamfund eller eksploderer i hundreder af frikirker.
Det er ikke mere en selvfølge, at forældre lader deres børn døbe. Det er ikke mere en selvfølge, at de døbte forbliver i folkekirken. Det er befalet os at døbe. Hjemmene hører i mindre grad denne befaling. Folkeskolen slet ikke.
Jeg opfordrer Landsforeningen og menighedsrådene til at benytte jubilæet til at besinde sig på denne tingenes tilstand og nøje overveje prioriteringen af opgaverne.
Måske er tiden til, at menighedsrådene ved budgetlægningen skruer ned for ambitionerne om at bruge så mange midler på det, som møl og rust fortærer, så det undgås, at antallet af udmeldelser vokser alene på grund af kirkeskatteprocenten.
Og med den kendsgerning in mente, at der kommer et tidspunkt, hvor Grundloven ikke mere støtter en kirke med vigende medlemstal, er det måske en god ide at lukke ørerne op for den dåbsbefaling!
Jeg ønsker Landsforeningen hjertelig til lykke med de første et hundrede år. Tak til det enkelte menighedsrådsmedlem for indsatsen. Tak til Inge Lise Pedersen for bogen, som jeg har læst med stor interesse og engagement, og som jeg hermed giver min anbefaling.
Til lykke med jubilæet til alle nævnte, og tak for med- og modspil igennem årene!
Birthe Rønn Hornbech har været formand for Folketingets kirkeudvalg fra 1990 til 2007 og kirkeminister fra 2007 til 2011.