Jeg pegede for et par uger siden på en julekrybbe og spurgte to børn i en vuggestue, om de vidste, hvem barnet var.
”Sigurd,” lød det begejstrede forslag fra den ene, og det andet barn foreslog endnu mere begejstret ”en nisse!”
Jeg synes, det taler for at gennemføre samtlige juleafslutninger og juleaftensgudstjenester i kirkerne – også i år.
Og heldigvis er det også meldingen mange steder fra: Kirken er åben.
Hvad den også bør være, modsat så meget andet. Hvordan i al verden kan en sognepræst foreslå det modsatte? Så længe sundhedsmyndighederne ikke anbefaler en kirkenedlukning, ligner det altså mest en dårlig undskyldning for en fridag juleaftensdag.
Det var væmmeligt nok, at kirken var lukket under forårets højtider. Og det er væmmeligt nok, at alt andet efterhånden er lukket ned igen. Jeg ved godt, at corona også kan smitte i kirker, men de bør alligevel forblive åbne.
Gud er ingen nisse
Det er ikke bare, fordi jeg vil, at alt skal være, som det plejer i julen. Men fordi jeg og rigtigt mange andre danskere har brug for det. Også med den risiko det må indebære.
For at vi kan genfinde lidt af energien og det gode humør, som blev væk, og for at vi kan blive mindet om, at det ikke er en vaccine, men Kristus, der skal give det nye år håb.
Vi behøver måske ikke afholde alt for mange syng-julen-ind gudstjenester, hvor alle synger sammen. Men det er nødvendigt at holde kirken åben i julen, både for stilhed og for gudstjenester, for lys og for håb. Så kan man benytte sig af det, eller man kan lade være.
De yngste børn ser jo stadig hinanden i skoler og børnehaver, så at lade dem mødes med en præst, en organist og måske en kirkemedarbejder til juleafslutninger i kirken kommer næppe til at kunne ses på coronagrafen.
Men børnene bør altså få at vide, at barnet i krybben ikke er en nisse, der sover 95 procent af året. Men også for os andre er åbne kirker en god ide. Så vi ikke også begynder at se Gud som en sovende nisse. Det er altså en risiko efter i år.
Hellere ingen gudstjeneste end en streamet gudstjeneste
Jeg forstår godt, at man kan have andre prioriteringer. At nogle vil foretrække et åbent fitnesscenter i januar eller et åbent skisportssted i februar. Men for at alt det skal blive ved at give mening overhovedet, har jeg brug for en åben kirke, der tilbyder håb og livsmod.
Radio- og tv-gudstjenester er en glimrende mulighed for dem, der ikke ønsker at møde fysisk frem i kirkerne i år. Men personligt vil jeg hellere undvære en gudstjeneste helt end streame den. Jeg er næppe den eneste, der har det sådan - spørg enhver anden, der også har været sendt hjem til Zoom, Teams og hjemmearbejde.
Det er ikke en løsning kun med digitale gudstjenester i julen. En løsning kunne derimod være flere gudstjenester, store haller og flere kræfter. Hvad man da også er i fuld gang med at forberede flere steder. Julegudstjenester vi aldrig vil glemme – med fællesskab og håb.
Emma Kirk Pedersen er teologistuderende på Menighedsfakultetet