Kan nogen forklare mig logikken i, at biografer, teatre og koncertsale lukkes ned i de 38 kommuner, men kirkernes juleaftensgudstjenester berøres tilsyneladende ikke? Har nogen fundet ud af, at der er mindre smitterisiko for kirkegængere end for andre?
Det er vigtigere end nogensinde, at evangeliet kommer ud i julen. Det er vigtigere end nogensinde, at alle har mulighed for at få del i det håb og den trøst, der ligger i, at Gud har sendt sin søn til verden.
Til gengæld er det ikke vigtigt, at det i en tid, hvor smittetrykket stiger, og hvor andre sektorer tvinges til at lukke drastisk ned for at begrænse smitten, sker i kirker med mange mennesker samlet, med risiko for at komme tæt på hinanden – selvom afstandskravene holdes – og med sang, der øger smitterisikoen.
Min hustru Nathalie og jeg foreslog for nogle uger siden – netop med det, der sker nu, i tankerne – at man skulle aflyse juleaftensgudstjenesterne og i stedet holde en stor national fælles tv-juleaftensgudstjeneste med alle sejl sat til for at bringe julebudskabet ud i alle hjem. Den blev ikke grebet af nogen af dem, der har magt til at beslutte sådanne sager.
Det handler ikke om at stoppe evangeliets frie løb i folket, men om at stoppe coronaens frie løb
I stedet blev mantraet om, at det er så afgørende at være i den lokale kirke, som man plejer, brugt som argument for at gøre, som vi plejer. Men kun en brøkdel af befolkningen kan komme til at gøre, ”som vi plejer”. Dels på grund af de voldsomme pladsbegrænsninger, dels fordi mange formentlig ikke vil turde gå i kirke.
Der er flere absurditeter i det:
- Idrætshaller og biografer lukket ned, men i skrivende stund ved jeg, at de sogne, der har lejet haller eller biografsale til deres juleaftensgudstjenester her i provstiet, regner med at kunne gennemføre dem! Igen – er det rimeligt, og er det forsvarligt?
- Biskoppen her i mit stift her decideret forbudt, at man undlader fællessang ved juleaftensgudstjenesterne, hvad der dog kunne have begrænset smitterisikoen lidt. Men nej – julebudskabet kan åbenbart kun serveres på den helt sædvanlige måde fra kirkernes side.
Jeg ved godt, at man fra sundhedsmyndighedernes side foretager en vurdering af, hvor meget der skal lukkes ned, og at kirkerne så er undtaget i den pulje.
Det er for så vidt glædeligt, at der er en respekt for religion og gudstjenester i overvejelserne. Men at den kirkelige reaktion er, at så skal vi også presse citronen og tænke ”hvad kan vi og hvor meget må vi?” i stedet for at tænke ”hvordan kan vi bidrage mest mulig til at stoppe smitten?”, det går over min forstand.
Og igen: Det handler ikke om at stoppe evangeliets frie løb i folket, men om at stoppe coronaens frie løb.
Vi aflyser jo ganske meget, og så kunne vi godt få tid til at lave alternativer til de juleaftensgudstjenester, der risikerer at sprede coronasmitte i stedet for juleglæde.
Den tidligere formand for Folketingets kirkeudvalg Karen Klint har i en facebookkommentar skrevet, at menighedsrådene jo bare selv kan aflyse.
Jeg ville ønske hun havde ret, men det har hun desværre ikke. Vi er forpligtede på at følge biskoppernes anvisning. Og her i stiftet (Roskilde Stift, red.) hedder det, at vi skal holde juleaftensgudstjeneste med fællessang i alle sogne.
Må jeg i den forbindelse afslutningsvis ihukomme Apostlen Paulus i 1. Korinterbrev 10,23: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op."
Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge.