Når du som teologistuderende møder nye mennesker, kan du være sikker på, at du hurtigt bliver spurgt ind til, om hvorvidt du så skal være præst eller ej.
I takt med, at jeg når længere og længere med mit studie, og spørgsmålet dertil føles mere og mere presserende, er det min oplevelse, at henvendelsen bliver stadig mere kompliceret at svare på.
For hvis man som jeg har fået sin barnetro udfordret af videnskaben på Det Teologiske Fakultet, er det nogle dage en udfordring at skulle forestille sig at tale om Jesus på søndage.
Sammenholdt med en kærlighed for netop det åbne og ubesvarede ved teologistudiet, kan det være svært overhovedet at forholde sig til mit studies primære arbejdsgiver, folkekirken.
Men hvordan føles det at udføre liturgien? Hvordan ser hverdagen ud for en præst? Hvilke ansigter møder du på din vej? Og hvilken forskel gør man?
Jeg lod min nysgerrighed løbe af med mig og tog toget til Varde for at deltage i en uges præstepraktik ved Ribe Stift.
I en hel uge skulle jeg følge sognepræst i Aal Sogn Mette Frydendahl Tarbensen, 48, og iagttage hendes løsninger på de mange udfordringer, der må udgøre præstelivet.
Her er tre små skildringer af tre store oplevelser fra den uge i august.
Samtale
Jeg var ikke ene om at deltage i praktikken ved Ribe Stift. Vi var fire fra Det Teologiske Fakultet i København og en fra universitetet i Aarhus. Fem forskellige mennesker med hver vores drømme og indgange til teologien.
Vi var hver især blevet tildelt en præst, så vores programmer fulgtes ikke ad. Vi havde dog glæden af om aftenen at kunne dele oplevelser og lytte til hinanden.
Netop glæden ved at lytte oplevede jeg ganske hurtigt, da Mette og jeg i starten af ugen besøgte Sylwia, 65, som havde ønsket hjemmealtergang, og jeg var inviteret med indenfor.
Sylwia, der som ung var kommet til Danmark fra Polen, havde dækket op med kaffe på en blomstret dug. Hun kiggede mig i øjnene og talte med en rolig stemme. Jeg følte mig velkommen.
Hun fortalte med åbent hjerte om sin mand, som hun havde mistet til sygdom. En sorg der boede i hendes hjem, og som hun gjorde sit bedste for at leve med. Ligeså delte hun glæden ved fastholdelsen af sin katolske identitet inden for folkekirken.
Vi havde også budt hende velkommen, sagde hun.
Senere på ugen tog Mette og jeg hjem til Holger, 74, der for nylig var flyttet i lejebolig. Han havde nogle år forinden mistet sin kone, og nu var deres sommerhus blevet for stort til ham alene.
TV2 News kørte på fjernsynet med fuld volumen, da vi drak kaffe og sodavand i stuen. Holger var tydeligt taknemmelig for vores besøg, og han beskrev levende den store tur til Kenya, da jeg spurgte ind til de mange udstoppede dyr, der hang på væggene.
Holger og hans kone havde været jægere, og tabet af sit livsvidne gjorde ondt, fortalte han, og vi lyttede.
Ømme overvejelser
Det mest ømme øjeblik på hele ugen var, da jeg fik muligheden for at holde en dåbstale for Dicte Irene på fem måneder.
Mette og jeg besøgte dåbsfamilien om onsdagen. Et hjem med kærlighed og overskud til hinanden.
Moren, Nanna, havde bagt boller, og faren, Emil, delte fortællinger om den store familie. Hvor heldig har man som lille barn lov til at være?
Jeg skulle holde dåbstalen den følgende lørdag, men undervejs i skrivningen pressede et spørgsmål sig på; ”hvem er jeg at tale om Jesus?”
Min egen tro kan langt de fleste dage ligge på et meget lille sted, og da jeg tilmed hverken er gift eller har børn, er jeg da den rette til at tale om en kærlighed så stor som den til et lille barn?
Men mine overvejelser blev under ritualet gjort til skamme, for dåben handlede om alt andet end mig – jeg skulle blot sige det, der skulle siges. Noget om Guds uudgrundelige kærlighed.
At de søde forældre havde vist mig den tillid, at jeg ville kunne sige det på en ordentligt måde, gav mig troen på, at vi som mennesker, uagtet vores baggrund, meningsfyldt kan tale til og om hinanden.
Den indsigt er jeg taknemmelig for.
Søndagen
Jeg skulle have to gudstjenester om søndagen: en i Ho Kirke og en i Aal Kirke. Gudstjenesten i Ho Kirke var jeg ekstra betænkelig over, for der brugte man ikke mikrofon, og jeg taler roligt med dyb stemme.
Men der skete noget, da jeg – igen: uden mikrofon – vendte mig om i Ho Kirke og sagde ”Herren være med jer”. Min nervøsitet forsvandt ikke, men jeg kunne være i den, bruge den. Min stemme blev til ord.
Jeg blev så at sige vidne til min egen fremførelse af liturgien, ved at stole på at min egen måde at sige ordene på var rigtig. Det var ikke bare rigtigt for mig, men rigtigt for øjeblikket.
At jeg tilmed havde sognepræst Mette Frydendahl Tarbensen som støtte, gjorde kun oplevelsen endnu mere virkelig. Jeg havde én at dele det hele med, og hun kom med værdifulde råd, som jeg har taget mig med videre.
Oplevelsen af at teori blev omdannet til virkelighed igennem brug, har jeg aldrig prøvet før. Men hvordan skulle jeg også have kunnet det?
En oplevelse af den kaliber kan ikke lade sig gøre på universitet, for det sted er til for, at vi kan tænke os om og forholde os kritisk, og det er der en pointe i.
Nej, for at opleve teologi må man tage ud og gøre noget. Tage i kirke om søndagen. Eller tage i praktik ved Ribe Stift i august.