Mon ikke det blandt andet er os, Samvirkende Menighedsplejers formand, generalsekretær og diakonikonsulent hentyder til, når de i deres debatindlæg taler om splittelse i Folkekirken?
Så er anklagen gået hus forbi, for vores indlæg mod samskabelsestanken er tværtimod et forsøg på i tide at mane til samling - om det kernelutherske og centrale i folkekirken.
Det giver os anledning til præcisering, for diskussionen om diakoniens historiske legitimitet i folkekirken var egentlig ikke vores hovedanliggende, men derimod påstanden, at samskabelsesteologernes impuls og handlinger vil lade diakonien vokse yderligere, og at vi forudser mange splittende problemer derved.
Specialpræstestillinger oprettes på bekostning af sognepræstestillinger
I en betænkning fra 2006 nævnes fire søjler i folkekirken, hvor diakoni er en af dem. Vi ved selvfølgelig, at diakoni findes og har gjort det længe både i folkekirkeligt regi og i organisationer, der kalder sig kristelige.
Det diakonale i folkekirken vokser tydeligvis i disse år. Det arbejdes der på fra flere kanter. Det ene er altid på bekostning af det andet. Traditionelle sognepræstestillinger beskæres, og mange specialpræstestillinger oprettes – flere med tydeligt diakonalt indhold. Og senest vil samskabelsesteologerne så yderligere lade den voksende diakoni vokse ind i samarbejde med kommunen.
Reformationen førte den katolske kirkes forskellige omsorgsområder over til fyrsten/staten. Som Peter Lodberg rigtigt konstaterer i bogen "Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?" har der i dansk sammenhæng under velfærdstatens fremvækst været konsensus om, at folkekirken tager sig af forkyndelsen, kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg – og staten af alt andet.
Det er den perfekte lutherske balance, både for stat og kirke. Jo mere balancen tipper til diakoniens side, jo mere vil folkekirken risikere at blive politisk. Initiativet i samskabelsesideologien udfordrer balancen yderligere og gør folkekirken officielt politisk, hvilket redaktørerne af bogen også står ved i deres gensvar til os.
Folkekirkens medlemmer kan frit samle sig i interessegrupper med og mod hinanden
Folkekirken bør ikke have nogen institutionel mening om politiske spørgsmål. Heller ikke de kommunalpolitiske. Det kan de frie organisationer bedre – om end ikke uproblematisk. Folkekirken må overlade til de enkelte medlemmer at være politiske, og de kan heldigvis frit samle sig i interessegrupper med og mod hinanden. Kalder disse sig kristelige, må de jo selv stå til regnskab for det navn – om det nu går på troen eller handlingen.
Måske vil en del synes, at medlemskab af folkekirken fortsat er fint, selvom den bliver politisk. Måske mener man, at den gør noget godt for de svage, hvem, der for tiden kan kvalificere sig bedst til at være det. Men mange vil ikke. Vores første debatindlæg burde altså tydeliggørende have påstået, at folkekirken har fået diakonitis - og politisitis! Og at vi derfor maner til besindelse. Og samling - som sagt.
Vi ønsker ikke specielt, at folk skal blive bag folkekirkens mure, men at man i folkekirken møder kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg og dertil en kvalificeret evangelisk-luthersk forkyndelse. Hvis det for nogen giver et ekstra handlingsoverskud at udsættes for den forkyndelse, kan de derefter i eget navn gå til sit – ud i samfundet, hvor man mener og har lyst at handle, på gaden, blandt venner, i familie, i fodboldklub, som politiker og i kommune og stat – og gerne sammen med ligesindede.
Sådan kan man med et luthersk udtryk i samfundet ”synde tappert”; altså ved, forkærlig, som man er, at stå ved, at man synes, nogle har fortjent ens hjælp og interesse – og andre slet ikke eller mindre. I med- og modspil med andre. Andre, der ligeledes forkærligt sikkert har valgt at prioritere helt andre at hjælpe – måske endda nogle, vi selv mener, ikke fortjener det.
Helt modsat af Gud, der alkærligt – og samlende – ikke mener nogen af os har fortjent noget, men dog ufortjent uden vore gerninger skænker os sin ubetingede kærlighed og nåde på trods.
Indlægget er forkortet af redaktionen.
Jan Lange er sygehuspræst i Vejle og Jan Unold er sognepræst As-Klakring-Juelsminde.