I det Nye Testamente er der rigtig mange eksempler på, at Jesus ikke kun forkynder, men gennem handlinger viser, hvad hans forkyndelse betyder. Det kalder vi i kirken for diakoni, og det er der, hvor tro bliver til handling
I Samvirkende Menighedsplejer samarbejder vi med forskellige kommuner for at gøre de kristne ord til handlinger. For eksempel har vi et samarbejde med socialpsykiatrien i Slagelse kommune om at lave pilgrimsvandringer med psykisk sårbare, hvilket giver os en mulighed for at være medvandrer med mennesker, som vi ellers ikke ville have mødt.
Vores samarbejde ændrer ikke på, at kommunen har ansvaret for velfærdsstaten og deres ydelser. Men kirken har noget at bidrage med, som kommunen ikke kan. Vi har en åndelighed og en parathed til at tale om tro, som ikke er førsteprioritet i kommunes arbejde.
Vi havde på et tidspunkt et samarbejde med socialpsykiatrien i København omkring et Peer to Peer-projekt, og der gav deltagerne udtryk for, at mødet med et menneske fra kirken, der ikke havde en handleplan og ikke fik løn for et besøg, var en kæmpe gave.
Det samme kom til udtryk på en konference med Aarhus Universitet, hvor provst Esben Thusgaard refererede stadsdirektøren i Aarhus, der siger:
”Vi har i kommunalt regi haft blikket rettet mod noget, der har været for mekanisk orienteret, uden ånd”.
Den bevidsthed fra kommunen om, at der er brug for mere ånd, er ifølge Esben Thusgaard ikke en spareøvelse, det er et kald på hjælp fra kommunen til kirken. Et kald, som kirken kan vælge at handle på eller overhøre. Blive bag kirkemurene og fokusere på gudstjenesten og liturgien, eller gå ud og møde de mennesker i øjenhøjde, som har brug for at kirken rækker ud.
Kirkens kerneopgaver
Kirken har ifølge Kirkeministeriet fire hovedopgaver: forkyndelse, liturgi, mission og diakoni. Der er ingen tvivl om, at langt de fleste kirker bruger mere tid og økonomi på forkyndelse og liturgi, end de bruger på diakoni og mission.
Man kan spørge sig selv, hvorfor det er tilfældet. Skyldes det et bibelsk kald til at lukke sig om liturgien og forkyndelse? Er det Luther, eller er det folkets behov, der er fokus på? Vi skal ikke gøre os kloge på, hvad der har forårsaget denne fokusering, men i stedet pege på, at det er på tide, at kirken også sætter fokus på mission og diakoni.
For nylig blev der lavet en undersøgelse over, hvor meget medlemmerne af folkekirken brugte kirken. Den viste et fald i antal brugere af gudstjenesten, hvorimod der var en stigning i antal brugere af de diakonale aktiviteter. Det er et udtryk for, at det giver mening for medlemmerne af folkekirken at bruge kirkens diakonale aktiviteter, og blive en del af kirkens fællesskaber gennem diakonien.
Det er også det, vi oplever gennem vores projekt – især ved Folkekirkens Feriehjælp, hvor kirkerne sender udsatte familier på ferie, og inviterer dem ind i et fællesskab, der også er der, når de kommer tilbage i hverdagen. Her når vi ud til en gruppe mennesker, der har det største behov for at være i et diakonalt fællesskab, men som aldrig havde fundet hen til kirken uden hjælp, simpelthen fordi vi har glemt at vise dem vejen.
Kirken har til opgave at være verdens lys og jordens salt, og det gør den ikke alene fra kirkebænkene. Det gør den ved at involvere sig i livet, og være en del af samfundet. Ikke nødvendigvis som en politisk faktor, der kæmper imod kommunale spareplaner, men som et fællesskab, der kæmper for, at mennesker i vores samfund behandles ligeværdigt på tværs af alle skel.
Vi skal være relevante i den tid, vi lever i. Det har kirken altid været. Vi skal byde ind i den aktuelle samfundsdebat og stå på mål for vores kristne ståsted – og netop bruge det som udgangspunktet for at være der for næsten.
Et legeme med mange lemmer
Paulus skriver i sit første brev til Korintherne: ”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus (12,12)”.
Sådan er det også med kirkens aktiviteter. Alle aktiviteterne i kirken er lemmer på samme legeme, der bidrager til, at vise Guds kærlighed til alle mennesker. Således bidrager diakonien til at give forkyndelsen en retning for at gå ud i verden, ligesom forkyndelsen giver diakonien et indhold at gå ud i verden med.
Desværre er kirken i mange tilfælde ikke ét legeme, fordi ansatte i kirken har travlt med at nedgøre de andres indsats, så vi i stedet for at være en fælles kirke fremstår som en splittet kirke, der har mere travlt med at bekrige hinanden end at bringe Jesu budskab ud til alverden.
Man kan godt være bange for, at et ensidigt fokus på at blive bag kirkemurerne og nedgøre andre, der rækker udover den, kan affolke kirken og efterlade kirkebænkene frygtelig tomme. For dørtrinnet til kirken er højt, og hvis vi ikke bidrager til at gøre det lavere ved at række ud, så mister kirken muligheden for at være folkets kirke.
Men tør vi som kirkesamfund at gøre os relevante for de mennesker, der ikke ser kirken som det første sted de kan gå hen – ja, så åbner vi kirken og gør den til den grundpille, som vi bør være i det moderne samfund.
Erik Ladegaard er sognepræst og formand for Samvirkende Menighedsplejer, Mette Møbjerg Madsen er generalsekretær for Samvirkende Menighedsplejer og Sanne Glerup Damborg er diakonikonsulent samme sted.