I jagten på nye medlemmer til menighedsrådene bliver alle fordomme omkring arbejdet i menighedsrådet bekræftet. En af fordommene er, at man sandelig ikke behøver at gå i kirke.
Det er den største misforståelse, der findes om arbejdet i menighedsråd, men den trives og har det godt, endda blandt siddende menighedsrådsmedlemmer.
Hvor er det trist, for tænk hvilke signaler det sender til den øvrige menighed, og hvor meget de måske selv er gået glip af i den tid, de har siddet i menighedsrådet.
Ethvert nyt menighedsråd skriver under på, at de vil arbejde for kirkens liv og vækst. Også gudstjenesten er kirkens liv og vækst.
Gudstjenesten er der, hvor menighedsrådet møder de ansatte, som de er arbejdsgiver for. Nok er det praktiske uddelegeret til kontaktpersonen, men jeg vil påstå, at et menighedsrådsmedlem ikke får en forståelse for de ansatte og deres arbejdsvilkår, hvis de aldrig møder dem til en gudstjeneste.
Gudstjenesten er den begivenhed, hvor de ansatte har lagt sig i selen for at gøre det bedste for menigheden. I en tid, hvor der tales utroligt meget om arbejdsmiljø i den danske folkekirke, giver det endnu bedre mening at mødes med de ansatte til gudstjenesterne.
Meget kan vendes i kirkedøren, og det giver gladere ansatte, fordi de føler deres arbejde værdsat. De bliver ganske enkelt set og mødt konkret af ”chefen”, menighedsrådsmedlemmerne.
Derudover kan det også være en stor hjælp, at der er nogle fra menighedsrådet med, der kan hjælpe konfirmanderne lidt på plads, når kirkerummet føles fremmed. Møde de ældre i sognet, og ved selvsyn se, at der kommer rigtig mange unge til gudstjeneste igen og igen - unge, der bærer deres egne børn til dåb eller kommer til andres børns dåb.
Gid indstillingen til arbejdet i menighedsrådet må blive vendt, og gudstjenesterne i stedet blev talt op
Hvordan kan det være, at menighedsråd går ud og søger nye medlemmer, med formuleringer, der nærmest lyder som en undskyldning for alt det, kirken står for, både tro og kirkegang?
Det kunne være mere befordrende, hvis man i menighedsrådene havde modet til at være stolte over kernen i arbejdet – kirkens liv og vækst.
Velvidende at der er brug for mange forskellige talenter i et menighedsråd, så er der også brug for, at menighedsrådsmedlemmer deltager i gudstjenesterne. Hvis menighedsrådsmedlemmerne ikke gør dette, så mister menighedsrådsarbejdet sin berettigelse. Er det, det vi vil?
Menighedsrådsmedlemmerne skal forstå, at vi er en del af det omgivende samfund og har en værdifuld opgave der. Gid indstillingen til arbejdet i menighedsrådet må blive vendt, og gudstjenesterne i stedet blev talt op. Det er et godt sted at begynde.
Og ved at udsætte sig selv for gudstjenesten finder selv menighedsrådsmedlemmer måske ud af, hvor afhængighedsskabende den egentlig er.
Ulla Kristiansen er sognepræst i Rind og Kollund Sogne.