Op til menighedsrådsvalget sidste efteråret blev der gjort meget ud af at inspirere menighedsrådene til at tiltrække medlemmer med de rigtige kompetencer, både i forhold til de kirkelige aktiviteter, i forhold til bygningerne og i forhold til menighedsrådets funktion som arbejdsgivere og ledelse for medarbejderne.
Det er lykkedes mange steder, heldigvis, og nu har vist efterhånden næsten alle menighedsråd overvundet coronaforsinkelsen og fået sig konstitueret med formand og næstformand og kirkeværge og kontaktperson og diverse udvalg.
Tidskrævende poster
Både formand, kirkeværge og kontaktperson bruger i bare lidt større sogne – og ofte også i små! – mange timer hver uge på deres hverv. Der er meget, de skal sætte sig ind af lovgivning og regler. Der er mange, der skal tales med, mange opgaver, der skal løses.
Kontaktpersonen skal være personaleleder med alt, hvad det indebærer af ferieplanlægning, MUS-samtaler, opgavefordeling, konfliktløsning og så videre. Det er svært at være kontaktperson uden at vise sig i arbejdstiden på den arbejdsplads, man har ansvar for.
Kirkeværgen skal aftale med håndværkere, have et tilsyn med de arbejder, der foregår, holde øje med bygningernes stand, tage tilbud hjem og meget mere. Og menighedsrådsformanden har tilsvarende en masse koordinerende og forretningsførende opgaver for rådet.
I en del større sogne har man taget konsekvensen og ansat daglige ledere eller administrationschefer, der overtager kontaktpersonens og i mange tilfælde også kirkeværgens opgaver, og andre steder ansætter man en kirkeværge uden for rådet til at tage vare på det bygningsmæssige.
Vejledende satser er ofte for lave
Men i de fleste sogne er det stadig sådan, at menighedsrådet gerne vil fastholde ansvaret i rådet. Det hører til den nærdemokratiske tradition, som rådene er en del af. Og det er jo netop derfor, der er blevet gjort så meget ud af at finde medlemmer med de rigtige kvalifikationer.
I dag er det sådan, at hvis man i et menighedsråd har fået en dygtig erhvervsaktiv håndværker ind, kan han eller hun ikke sige ja til hvervet som kirkeværge uden at tabe penge på det
Problemet er, at de vejledende satser, der de fleste steder er fastsat for honorarer for kirkeværger, kontaktpersoner og formænd er meget sparsomme og vel nærmest kun svarer til arbejdsindsatsen i ganske små sogne.
Provstiudvalgene, som – i modsætning til alle andre udgifter inden for driftsbudgettet – skal godkende sognenes forslag til honorarer, kan godt fravige de vejledende satser. Men det gør de langt fra altid. Desværre heller ikke i tilfælde, hvor det er velbegrundet.
I større sogne kan både kontaktpersonens og kirkeværgens opgaver tage mange timer hver uge, også i arbejdstiden, i konfliktsituationer eller ved større restaureringer kan det i perioder nærmest være et fuldtids job.
I dag er det sådan, at hvis man i et menighedsråd har fået en dygtig erhvervsaktiv håndværker ind, kan han eller hun ikke sige ja til hvervet som kirkeværge uden at tabe penge på det. Hvilket kan betyde, at man i et menighedsråd kan have en sådan siddende, men må vælge en langt mindre kvalificeret til hvervet, fordi vedkommende er ude af arbejdsmarkedet. Og tilsvarende på kontaktpersonposten.
Jeg har hørt om flere absurde afgørelser:
- to store sogne i et provsti har hver to kirker, to præsteboliger og adskillige bygninger, men altså kun ét menighedsråd. Provstiudvalget nægter at godkende en højere takst end den vejledende. I samme provsti er der et mindre pastorat med to sogne, ét menighedsråd, to kirker og kun én præstebolig. Her har man samme kirkeværge, men fordi der er tale om to sogne, godkender provstiudvalget, at kirkeværgen får to gange den vejledende sats.
- I samme provsti er der en stor kirke med mange ansatte. Man har en administrationschef, der varetager stort set alle kontaktpersonens opgaver. Alligevel godkender provstiudvalget et væsentligt højere honorar til kontaktpersonen end den vejledende sats. En kontaktperson i et lidt mindre sogn, der udfører alle opgaverne, kan derimod ikke få godkendt en højere sats end den vejledende.
Begge eksempler er fra den virkelige verden, og det er næppe de eneste. Det er sådan set ikke på grund af regelsættet, men på grund af de pågældende provstiudvalgs problematiske, tilfældige og inkonsekvente administration af dem.
Skal kunne bevare tillidshvervene på de valgtes hænder
Menighedsrådene kan anke til biskoppen; men det er langt fra sikkert, at det hjælper noget. De vejledende satser er måske gode nok som grundlag i forhold til mindre sogne; men de bør indeholde gradueringer efter sognestørrelser og antal kirker, bygninger og medarbejdere. Og ”bevisbyrden”, hvis der afvises, bør vendes, så provstiudvalget, hvis de vil nægte at godkende højere beløb, skal kunne påvise urimeligheden i de foreslåede takster.
Jeg har også hørt eksempler på menighedsråd, der netop har en dygtig håndværker i rådet, der ikke økonomisk kan tage kirkeværge-hvervet. Løsningen kan her blive, at den pågældende træder ud af rådet og lader sig ansætte som kirkeværge. Så kan menighedsrådet nemlig selv bestemme aflønningen!
Det er et kald at sidde i menighedsråd, ja, og selve det grundlæggende er der ikke grund til at honorere for andet end faktiske udgifter. Men det er en helt utidssvarende tankegang at forlange af folk, at de skal tabe penge på at udføre deres kald
Det samme sker, hvis menighedsrådene føler sig pressede til at ansætte en administrationschef eller daglig leder, fordi de ikke kan honorere deres kontaktperson, så vedkommende kompenseres reelt for tabt arbejdsfortjeneste. Jeg har ikke noget imod, at man ansætter nødvendig professionel hjælp i kirken, men de menighedsråd, der gerne vil bevare hvervene på de valgtes hænder, skal også have mulighed for det.
Så er der naturligvis mange, der straks vil sige: ”Jamen, det er jo et kald – det skal man da ikke aflønnes for!”
Det er et kald at sidde i menighedsråd, ja, og selve det grundlæggende er der ikke grund til at honorere for andet end faktiske udgifter. Men det er en helt utidssvarende tankegang at forlange af folk, at de skal tabe penge på at udføre deres kald.
En ordentlig honorering kan også styrke de pågældendes position i deres hverv, både fordi menighedsrådet kan stille større forventninger (deltagelse i kurser, tidsforbrug og så videre), og kirkeværgen/kontaktpersonen/formanden vil heller ikke stå i så stor risiko for at blive betragtet som en tilfældig frivillig, der ”blander sig” i de professionelle medarbejderes arbejde.
Hvis vi vil have menighedsrådsdemokratiet til at fungere ordentligt, og hvis vi vil tager alle initiativerne alvorligt for at få mennesker ind i rådene, der er erhvervsaktive og har forskellige kompetencer, skal vi ikke med den anden hånd modvirke det i hverdagen, så man er nødt til at være ude af erhverv for at kunne bestride de tunge poster.