At der findes såkaldt demokratisk valgte stiftsråd er ukendt for mange. Ved bispevalget i Helsingør tales der om, at det er her, der i fremtiden skal træffes beslutninger om fordeling af præstestillinger.
Biskoppens nuværende dispositionsret er en synlig og mærkbar magtfaktor. Men magtudøvelse vækker tit modstand. I bedste fald kan den dog også skabe glæde, hvis nogen har gavn af, at den er fornuftig.
Demokratisk legitimitet kommer af, at det er gennemskueligt, hvor ansvaret skal placeres. Det ser demokratisk ud at pakke biskoppens magt ind i et stiftsråd. Men det har en fremmedgørende effekt, hvis ingen rigtigt ved, hvem man kan gå til. Er det klogt at placere mere magt i et organ, som i så høj grad er sammensat ved indirekte valg, at mange spørger: ”Hvem er de, og hvad laver de?”
Bispevalget bliver spændende. Det bliver derfor endnu mere spændende, hvad der sker bagefter - med demokratiet.
Heiner Lützen Ank har i sin nyhedsanalyse på Kirke.dk sat magtstrukturerne i folkekirken på dagsordenen. Der afvikles i år jo også menighedsrådsvalg under nye former. Dette vigtige forløb i folkekirkens liv, viser sig hver eneste gang at være et demokratisk smertensbarn. Hvordan får man den brede medlemsskare til at vise større interesse for arbejdet i landets menighedsråd?
Samarbejdet her mellem præster og folkevalgte er krumtap i udviklingen og styringen af kirkens liv og vækst. For vi har en folkekirke og ikke en statskirke.
Kirkens udvikling har sit udgangspunkt og tyngdepunkt på sogneplan og ikke i toppen af en magtpyramide. Ude i menighedsrådene behøver vi derfor en større interesse fra dygtige folk, som gerne vil være med.
Det kræver professionalisme at håndtere både kulturarv, arbejdsmiljø og økonomi af en vis størrelse. Og vi vælger biskop.
Nogle af os er fødte medlemmer - præsterne - og andre er såkaldt demokratisk valgte. ”Såkaldt” fordi nogle sidder i menighedsrådet mere af pligt end af lyst. Et i øvrigt dygtigt medlem sagde engang: ”Vi blev taget med tang (af en præst)!”
Folkekirkens demokratiske underskud skyldes ikke mangel på beslutningsfora, men at dem, der er, undertiden har for beskeden legitimitet.
Demokrati kræver arbejde, engagement, gennemsigtighed og forankring fra neden. At være flere om at bestemme gør ikke i sig selv beslutningerne demokratiske. Det er snarere oligarki, hvis ikke det lykkes for et udvalg eller et råd at opnå sit mandat igennem en proces, hvor folk på et oplyst grundlag og med glæde har givet én arbejdstøjet på.
Er der virkelig ønske om mere demokrati i folkekirken og i Helsingør Stift, sker det næppe gennem udvikling af organer i toppen - som kirkeråd og stiftsråd, men ved at styrke den arbejdende kærlighed fra bunden.
Således betyder et kirkeråd ikke at ”føre demokratiet igennem til tops,” som Ingelise Pedersen har kaldt det, men derimod at give folkekirken en mere politisk kultur. Udover at sådan et råd vil tegne kirken med kirkelige meningstilkendegivelser, vil valgene dertil med mellemrum løbende fremme ønsket om positionering og synliggørelse af dem, der gerne vil vælges til magten. Er det anderledes med et stiftsråd?
Hvilken demokratisk legitimitet har de, hvis vælgerne (menighedsrådene) ikke ved, hvem de er? Hvordan sammensatte vi sidste gang provstiudvalgene, hvor magten i dag er størst? Det er ikke svært at huske navnene på de 5-8 personer, der sidder her. Men hvor mange menighedsrådsmedlemmer kender det udvalg, de i princippet selv har sammensat?
Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød Kirke
