Hvis menigheden er Kristi krop, så er højmessen det bankende hjerte. Ligesom vener og arterier transporterer blodet til og fra hjertet, så bringer mennesker af alle slags deres liv og erfaringer med til gudstjenesten og går – forhåbentlig – oplivede og trøstede derfra igen.
I den seneste udgave af Københavns Stifts magasin ”Gejst” sammenligner instruktøren Thomas Vinterberg klipningen af en film med rytmen i et stykke musik.
Rytmen forholder sig til musikkens puls og dermed også til kroppens puls. Når rytmen går på tværs af pulsen, kan det stimulere begejstringen og give kroppen lyst til at danse. Som når man siger, at hjertet 'sprang et slag over' eller 'galopperede af sted'.
Hvis rytmen derimod er uden sammenhæng med den regelmæssige puls i længere tid ad gangen, bliver man udmattet og stakåndet. I forhold til ordet ”flow”, som er ofte brugt, men svært at definere, får man en meget præcis beskrivelse af det, der går for sig i en gudstjeneste, ved at tænke i rytme og puls.
Pulsen er fællesskabet, som også menigheden har del i
Præst og organist har et særligt ansvar for at være lydhøre over for den fælles puls. Træde i karakter uden at overdøve hjerteslaget i gudstjenesten. Sagt på en anden måde gælder det om at have blik for helheden i koncentrationen om de enkelte dele og lytte både indad og udad hele tiden.
Pulsen er fællesskabet, og den har alle del i, også menigheden. Man behøver ikke læse op eller udstyres med andre særlige opgaver for at være delagtig, tværtimod kan det være med til at cementere en opfattelse af, at det nu er en fra ”publikum”, der får lov at komme op på ”scenen”. Også den, der bliver siddende på bænken hele gudstjenesten igennem, deltager.
I den sammenhæng kunne det gavne med en mere jordnær tilgang. Når ”Danmark synger sammen” fredag aften, sender folk gladelig videoer ind til DR, hvor de synger, som de nu kan bedst. De mange fugle, der synger med hver deres næb, udgør en spraglet og livgivende helhed.
På samme måde ville det være ønskeligt med lidt mindre ærbødighed over for salmesangen. Hvad så, om man ikke rammer alle tonerne, eller må springe de højeste over? Bare man synger. Og hvad gør det, at man rejser sig et par sekunder senere end de andre? Det er jo ikke en gymnastikopvisning.
Gudstjenestens rummelighed spejler evangeliet, som er talt til alle
Højmessens store styrke er dens rummelighed. Man skal ikke bare holde gudstjeneste for dem, som ligner en selv, eller for en bestemt gruppe mennesker, som man gerne vil have i tale. Højmessen skal favne forskellige mennesker, med forskellige aldre, i forskellige livssituationer og med forskellige præferencer.
Med en let omskrivning af Paulus kan man sige, at alt kan lade sig gøre (også på et orgel), men ikke alt gavner. Der kan være mange gode grunde til at bringe popsange og mainstream-kultur ind i kirken. Det kan være en måde at imødekomme menneskers blufærdighed over for tro og kirke.
Men det kan også komme til at fremstå som en forlegenhed over for det store og dybe budskab, som kirken er bærer af. Som om man ikke rigtig tør stå ved det, eller ikke rigtig tror på, at det virkelig kan bringe trøst og glæde til mennesker.
Så risikerer man at spænde popmusikken for kirkens vogn og tager dermed hverken det ene eller det andet alvorligt. Det er en svær øvelse, men vigtig fordi gudstjenesten med sin rummelighed spejler evangeliet, som er talt til alle.
Det fælles hjerteslag kan befordre friheden i de enkelte dele
For musikeren er det en selvfølge at tænke i forløb, rytme og puls, mens mange præster tænker i mening og naturligt fokuserer på prædikenen. Mange steder i vores hverdag bruges musikken som en slags kit, der skal få ting til at hænge sammen.
For højmessen gælder det derimod, at den er opstået sammen med sin musik. Der har aldrig været en gudstjeneste uden musik, og de to kan skilles ad ligeså lidt, som kødet kan skilles fra knoglerne.
Det mærkes tydeligt i arbejdet med de tidsbegrænsede coronagudstjenester, hvor salmesangen ikke kan få sin naturlige plads som dét sted, hvor menigheden taler og tænker med og i det hele taget får lov at fylde. At planlægge gudstjeneste med restriktioner kan føles som lidt af en liturgisk spændetrøje.
Her kan man måske lade sig inspirere af Miles Davis' jazzmesterværk fra 1959, ”Kind of Blue”. Det har vist sig, at de skitseagtige og alligevel formfuldendte soloer blev skabt på den strammest tænkelige baggrund – Miles Davis havde med hård hånd uddelt nøjagtig, hvor lang tid hver solist havde til sin rådighed.
Alligevel fremstår hver solo på sin egen måde som en lille perle, båret af musikkens grundpuls. Måske kunne det være et ønske for højmessen: at en klar bevidsthed om det fælles hjerteslag kan befordre friheden i de enkelte dele?
Julie Damlund er præst i Lundehus- og Taksigelseskirken i København og uddannet organist, mens Mads Damlund, hendes mand, er organist i Frederiksberg Sogn i København.