Komponist og kirkehistoriker: Jeg tror ikke, en bestemt stil er den sande for gudstjenesten

Gudstjenestemusikkens fornyelse er en kunstnerisk-teologisk opgave, der skal tage udgangspunkt såvel i traditionen og som dens udfordringer. Det udelukker både den rene traditionalisme og fornyelsen for fornyelsens skyld, skriver Nils Holger Petersen

Nils Holger Petersen har studeret komposition hos Ib Nørholm og skrevet en lang række række værker – fra elektronmusik til operaer og musik til gudstjenestebrug. Han er cand.scient. i matematik. ph.d. i kirkehistorie og har været præst i folkekirken.
Nils Holger Petersen har studeret komposition hos Ib Nørholm og skrevet en lang række række værker – fra elektronmusik til operaer og musik til gudstjenestebrug. Han er cand.scient. i matematik. ph.d. i kirkehistorie og har været præst i folkekirken. Foto: Leif Tuxen

Det er ikke bare regelmæssige kirkegængere, men også mange, der ikke kommer hyppigt i kirken, der forventer at ”alt skal være som det altid har været”.

Men musikkens opgave ved en gudstjeneste er ikke primært at behage menigheden, ligesom gudstjenestens mening ikke er, at det bare skal være rart at være til stede.

Det betyder ikke, at det skal være ubehageligt eller fremmedgørende, heller ikke musikalsk, at komme til gudstjeneste. Derfor er det vigtigt at formulere, hvad gudstjenestemusikken så skal.

Det gjorde Thomas Laub i sin ”Musik og Kirke” (1920) på en efter min mening for snæver måde, da han dømte musikken til udelukkende at skulle bære menighedens ”ja og amen”, dens (istemmende) modtagelse af evangeliet, forstået i modsætning til menneskers følelser. Jeg har anden-steds uddybet min kritik af Laubs kirkemusikforståelse.

Her er en anden måde at karakterisere musikkens funktion ved en gudstjeneste:

  1. Formelagtigt udtrykt er gudstjenesten ramme om et møde mellem mennesker og Guds Rige. En opgave for musikken er at stemme sindet til den begivenhed.

    Men medens begrebet stemning ofte kun forstås følelsesmæssigt, vil jeg pege på musikkens evne til at åbne for det ukendte, det ufattelige, men meningsbringende. Det kan ske på mange måder.
     
  2. I gudstjenesten skal musikken også repræsentere mennesker i mødet med Guds Rige, i sang, i udtryk for tro og tvivl, i lovprisning af, men også i fortabthed over for den uendelige, ofte skræmmende verden, vi lever i.

    Salmesangens tekster udtrykker traditionelt mest lovprisning og tro, syndsbevidsthed og eventuelt frygt, men i nyere salmer klinger også andre erfaringer med.

    At salmer (helst) skal kunne synges af alle, sætter snævre rammer for musikkens erfaringsafspejling. Derfor er det vigtigt, at musikken kan bidrage med det i andre led (herunder, men ikke nødvendigvis kun i for- og efterspil).
     

Jeg tror, at musik kun kan forkynde gennem kulturelt betingede associationer og derfor ofte behøver ord for at gøre det. Men musik spejler og påvirker individuelle følelser og – allervigtigst ‒ skaber rum for menneskers følelser, og den kan stemme sindet til åbenhed for, hvad der gennem ord og andre medier fremstilles i gudstjenesten, i tekstlæsninger, sakramenter, prædiken, billeder, kirkerummets samlede fremtræden inklusiv musikkens samklang med ord.

Man kan ikke på forhånd udelukke nogen bestemt musik – det vigtige er at arbejde bevidst, både teologisk og musikalsk

Hvordan med tradition og fornyelse?

Først og fremmest må det samlede musikalske gudstjenestebidrag ikke alene være tradition, helt ligesom med prædikenen. En prædiken skal ikke komme med et helt nyt eller præstens eget budskab, men forkynde kristendom. Men kristendom findes ikke i en ahistorisk formel, der ”bare” gælder til alle tider. Der må hele tiden ny-gennemtænkes og ny-formuleres ind i tid og sted.

På samme måde skal vore sind stemmes her og nu, ikke i en engang for altid bevaret musikalsk form. Derfor er opgaven bestandigt at ny-koncipere gudstjenestens musikalske helhed i forhold til den gældende situation, hvilket også indebærer traditionen.

Det kan der – næppe ‒ opstilles regler eller grænser for. Jeg tror ikke, at en bestemt stil som sådan kan hævdes som den sande for en gudstjeneste. Gudstjenestens musik er en kunstnerisk-teologisk opgave, der påhviler organist og præst (gerne også i samarbejde med andre, for eksempel komponister).

Man kan ikke på forhånd udelukke nogen bestemt musik – det vigtige er at arbejde bevidst, både teologisk og musikalsk, med udgangspunkt både i traditionen og i de udfordringer, traditionen støder på i dag. Det udelukker principielt både ren traditionalisme og en fornyelse bare for fornyelsens skyld.

Det er særligt påkrævet med teologisk-musikalsk kreativitet i dag, fordi vi lever i en så individualiseret verden, at det på forhånd synes omtrent umuligt at skabe en musikalsk dimension i gudstjenester, der vil fungere for alle ud fra de kriterier, jeg har prøvet at formulere.

Adskillige organister arbejder sådan, ofte i samarbejde med præster og eventuelt andre kunstnere. Det vigtigste er en ægte åbenhed for (ansvarlige) eksperimenter, og at der er mulighed for sådanne (også økonomisk).

Gudstjenestemusikken har ændret sig radikalt igennem mange århundreder gennem kirkens egne eksperimenter og resurser. Jeg tror ikke, der er brug for regler, snarere for mere kreativt arbejde ud fra en grundlæggende forståelse af musikkens rolle i gudstjenesten og af gudstjenestens udfordringer med at være gudstjeneste for sin(e) potentielle menighed(er).       

Nils Holger Petersen er komponist og lektor emeritus i kirkehistorie