Organistformand: Jeg husker mig selv på, at korsang er sundt

Det er udfordrende at øve kor med afstand, men vi skal undgå at skabe smittekæder. Og korsangens smittende effekt betyder, at man går glad og opløftet hjem – selv med to meters mellemrum, skriver Karin Schmidt Andersen

Som korleder kan det føles noget akavet at forholde sig til håndsprit, afstandskrav og smitterisiko, når det i virkeligheden er sang, musikalsk udtryk og samvær, det handler om. Men vi er stadig i en situation, hvor vi skal undgå at skabe smittekæder, skriver Karin Schmidt Andersen.
Som korleder kan det føles noget akavet at forholde sig til håndsprit, afstandskrav og smitterisiko, når det i virkeligheden er sang, musikalsk udtryk og samvær, det handler om. Men vi er stadig i en situation, hvor vi skal undgå at skabe smittekæder, skriver Karin Schmidt Andersen. Foto: Privatfoto

Min organist- og kantorværktøjskasse med nyttige ting til brug i hverdagen indeholder nu også en tommestok.

Da retningslinjerne for genåbning af kirkerne til kristihimmelfartsdag blev kendt, gik jeg, som mange andre, i gang med en nøje opmåling af orgelpulpitur og korets øvelokale. Midt i glæden over at skulle spille til gudstjeneste og gense mine korsangere for første gang i mere end to måneder, blev det foruroligende klart hvor meget et afstandskrav på to meter er.  

Som forventeligt blev resultatet, at der ikke kunne blive plads til den tidligere bemanding på orgelpulpituret. Med de reglementerede to meters afstand kan sangerne nemlig ikke som vanligt stå skulder ved skulder, når de synger, men må spredes og synge fra hver sit sted. 

For al korsang er det basalt, at den enkelte yder sit optimale, når vedkommende evner at indgå i helheden. 

En god korsanger er derfor lige så koncentreret om at lytte, som han eller hun er om at synge, og ved en tæt fysisk nærhed sangerne imellem er det relativt enkelt at synkronisere vejrtrækning og pulsfornemmelse. Midt i opmålingsarbejdet kunne jeg derfor forudse, at det ville blive ikke bare anderledes, men også udfordrende for sangerne at synge med stor afstand imellem sig.  

Forsvarligt og kontrolleret har været nøgleord i forbindelse med genåbning af kirkerne. Da der i løbet af nedlukningsperioden kom stigende opmærksomhed på smittespredning i forbindelse med sang, var fællessang og korsang naturligvis et af fokuspunkterne i den sektordialog, der fandt sted på folkekirkens område. 

I retningslinjerne, der blev gældende for genåbning af trossamfund, står der, at sang kan udgøre en særlig smitterisiko i forhold til coronavirus, og derfor er al sang forbundet med særlige restriktioner og nødvendige overvejelser. For menigheden kan det håndteres på kirkebænkene med to meters afstand, men i forhold til korsang er det anderledes komplekst.

Det var derfor godt set af biskopperne, i processen omkring kirkeåbningen, at Kirkeministeriets generelle vejledning med fordel kunne understøttes af en særskilt vejledning møntet på folkekirkens mange og forskelligeartede kor.  

En nedsat musik-taskforce, hvor også kirkemusikernes faglige organisationer er med, fik i et godt samarbejde hurtigt udarbejdet en tjekliste til hjælp for kirkekorenes åbningsfase. Der er nemlig mange praktiske overvejelser kantorer og menighedsråd bliver nødt til at gøre sig forud for en ansvarlig genoptagelse af kirkekorenes aktiviteter. 

I nedlukningsperioden har mange korledere gjort en imponerende indsatser for at holde kontakt til koret og holde sammen på flokken af sangere, selv om man ikke har kunnet mødes fysisk. Især for børne- og ungdomskorene er to måneder uden korprøve og social kontakt meget lang tid. 

Mens jeg går rundt med min tommestok, husker jeg mig selv på, at det jo ikke er farligt at synge. Korsang er stadig sundt såvel fysisk, mentalt som socialt

Det er glædeligt, at noget af folkekirkens sprudlende korliv, der måtte gå i coronadvale i marts måned, nu så småt er i gang, og at det sker på en velovervejet måde. Nogle steder samler man korsangerne i små grupper og i korte intervaller, så det er muligt at overholde afstandskrav og hygiejneforskrifterne. 

De egentlige koraktiviteter, som vi kendte før corona, må udsættes til efter sommerferien. Gudstjenestekorene fungerer, men mange steder med reduceret bemanding og med færre opgaver. Det er tydeligt, at organister og sangere er optaget af at yde deres bedste under de begrænsede forhold.

Som korleder kan det føles noget akavet at forholde sig til håndsprit, afstandskrav og smitterisiko, når det i virkeligheden er sang, musikalsk udtryk og samvær, det handler om. Men vi er stadig i en situation, hvor vi skal undgå at skabe smittekæder. 

Derfor må også jeg i øjeblikket lægge stærke restriktioner på mine korsangere og begrænse, hvor mange der må mødes ad gangen, og hvor tæt de må være på hinanden.  Mens jeg går rundt med min tommestok, husker jeg mig selv på, at det jo ikke er farligt at synge. Korsang er stadig sundt såvel fysisk, mentalt som socialt, og folkekirkens tusindvis af korsangere har savnet deres kor, hinanden, kirken, musikken og salmerne.

Det bedste sundhedstegn ved sang er dens smittende effekt. Naturligvis ikke virus-smitte, men alt det, der på magisk vis sker, når man synger sammen. Den smittende energi, der opstår ved en korprøve, gør, at man altid går glad og opløftet hjem –  og hvor føles det dog godt igen at opleve den synergi, der opstår af fællesskabet, musikken og poesien når et kor mødes, selv med to meters mellemrum.

Eller som en korsanger udbrød Kristi himmelfartsdag: 

”Hvor er det fedt at være her igen!” 

Karin Schmidt Andersen er formand for Dansk Organist- og Kantorsamfund