I slutningen af oktober deltog 23 danske præster og provster i en studietur til Salisbury i det sydlige England. I Church of England har man i 30 år arbejdet med kirken på landet under overskriften "rural ministry", præstearbejde i landsogne.
Den erfaring kan muligvis komme folkekirkens mange landsogne til gavn. Det er en af tankerne bag studieturen "Præst på landet", der i oktober blev arrangeret af Hasse Neldeberg Jørgensen. Han er projektleder på projekt "Kirken på landet" under FUV, Folkekirkens Uddannelses- og videnscenter.
"Kirken på landet" samarbejder med Salisbury Stift, som er udpeget som forsøgs- og udviklingsstift for arbejdet med "rural ministry" i Church of England. Det har blandt andet ført til oprettelsen af en særlig pastoralteologisk uddannelse, der uddanner til en præstegerning på landet. På studieturen diskuterede præsterne, hvorvidt der i Danmark er behov for en særlig uddannelse til landpræster. Og selvom der var forskellige holdninger, var der enighed om, at danske præster kan blive klædt bedre på til en præstestilling på landet, fortæller Hasse Neldeberg Jørgensen.
Kirke.dk har bedt nogle af sognepræsterne om at skrive om deres oplevelser på turen til Salisbury, og om hvad de tager med sig hjem fra mødet med kirken i Sydengland.
Peter Ulvsgaard, sognepræst i Spentrup, Gassum og Asferg Sogne:
En mindre gruppe landpræster og provster fik under en rejse til det sydlige England, med filosoffen Seneca´s ord ”frigjort sindet og sat tanken i bevægelse”. Dette skete møder med teologer, lønnede præster, ulønnede præster, frivillige pensionerede præster, uddannede lægfolk, frivillige og menigheder fra Church of England.
Den engelske kirke oplever meget lave dåbsprocenter og generelt svigtende opbakning. Frivillige bærer store dele af kirkens arbejde, ikke mindst fordi man mange steder har valgt, at der trods mange meget små sogne og meget få præster stadig skal holdes gudstjeneste hver søndag. Der uddannes lægfolk i menighederne, der kan varetage læsegudstjenester uden nadver, stå for børnegudstjenester og andre sociale arrangementer i kirken.
Uddelegeringen af opgaver til de mange lag af præster og lægfolk, er den engelske kirkes svar på mange middelalderkirker, dårlig økonomi og svigtende opbakning, men set med danske briller er faren stor for at segmentere kirken i lokalbefolkningen.
De mange ledelseslag i kirken, og bevidst artikuleret fokus på kald, mission og bøn forstærker indtrykket af en kirke i en konservativ kirkelig retning, der set med danske øjne ikke styrker kontakten til det brede lokalsamfund.
Fyldt af indtryk og respekt for en kirke, der kæmper for håb og en plads i folks liv, vender man taknemmelig tilbage til en folkekirke, der lever tættere på menighedens og folkets liv.
Søren-Herluf Sørensen, Dalby-Stubberup pastorat:
"Keep Calm and Carry on!" Den opfordring tog jeg med fra mit møde med kirken på landet i England. Upåagtet de historiske og samfundsmæssige vilkår, der karakteriserer og definerer tilblivelsen af de to landes kirkelige landskab, så er noget af det afgørende talen om medlemmer.
Church of England er forpligtet på alle i samfundet, men uden medlemsregistrering og personregistrering som vi kender det, er det vanskeligt for præst og menighed i England at skabe de tilknytningspunkter, der er så afgørende herhjemme.
Med en dåbsprocent på under fem og følgelig ganske få konfirmationer, sammenholdt med et meget begrænset antal vielser og begravelser i kirkeligt regi, er Church of England sjældent til stede ved de vigtige hændelser i livet. Dette forklarer nogle af de udfordringer Church of England har.
Samtidig tydeliggøres hvor vigtig det er for Den danske Folkekirke, at vi har fokus på og lejlighed til at møde vores medlemmer, når der sker noget centralt og vigtigt i deres liv, når vi får børn, når vi får hinanden og når vi mister. De kirkelige handlinger er de vigtigste begivenheder og vores chance som kirke til at bidrage med et væsentligt budskab.
Så lad os ikke gribes af panik, men gribe lejligheden og udbygge de muligheder vi får. Når der sker noget vigtigt i menneskers liv, sker der også noget vigtigt i kirkens liv.
Rebekka Brandt Kristensen, Søllested, Skovlænge og Gurreby Sogne:
En af de ting, som er meget slående ved måden, præsterne i Salisbury Stift udøver deres gerning på, er, at bønnen ligger som en underliggende tråd i alt, hvad de gør, og at selve stiftets målsætning er at se sig selv som et samfund funderet i bøn. De ønsker igennem bønnen at forny håbet i en kirke, som er i stærk tilbagegang.
Håbet, som det, der definerer os som kristne. Håbet, som det, der holder vores fortid, nutid og fremtid sammen, som sætter os fri, giver mening og formål for vort liv. Håbet, som det, Gud gør med og i os, og dette håb kan så finde sit udtryk i vore liv, igennem handlinger, styrket af bønnen, ført af Helligånden.
Det giver dem styrke til selv i de mest døde sogne, at kæmpe for liv og vækst, at holde kirker åbne, og at opretholde gudstjenestelivet, også selvom det til tider kan virke håbløst.
Jeg tænker, at for os i folkekirken er det godt at huske dette håb, og åbne os for det. Det er også en mulighed for os. Det at bede er blevet en glemt, overset og hengemt evne, som vi nok gjorde godt i at beskæftige os mere med, hvad enten det er gennem faste bønner, fri bøn eller meditation.
Det er et fokus jeg har tænkt mig at arbejde videre med både i min præstegerning og mit trosliv.
