Kirken på landet

Sognepræst efter studietur til England: Landsognene skal ruste op, ikke pakke ned

I oktober var 23 danske præster på studietur til Salisbury Stift. Ian Ørtenblad, tog flere ting med sig hjem fra Sydengland. Foto: Peter Ulvsgaard

"Lad os se kirken på landet og landsognene som et vigtigt indsatsområde og ikke blot som den del af kirken, man stirrer stift på, når der skal beskæres," skriver sognepræst Ian Ørtenblad efter studietur til Salisbury Stift i Sydengland

Så ser man Kriminalkommissær Barnaby lørdag aften. Forsamlingssteder med skramlede stole. Slidte faste gulvtæpper i pletvenlige mønstre. The, kopper og udvalg af kiks. Kirkegårde med spredte gravsten og rigeligt græs. Og efter fem dage i Salisbury og omegn med gode kolleger ved man, at der – på nær mordraten – ikke rammes meget ved siden af.  

Kurset bød på mange gode samtaler og oplevelser og lod undertegnede rejse hjem bekræftet i stoltheden ved at være præst på landet, fornyet i modet på at inddrage andre fra sognet i kirkelivet og forstærket i frimodigheden på at bruge og moderere kirkerummet, så det passer til vores tids udfordringer til folkekirken.

Og udover den personlige erfaringsberigelse fødtes også tanker om den hjemlige kirke, og nedenstående er ikke begrundet i den bekendte præstemangel, omend denne burde anspore kirkens folk til friske og nye tanker.

Nuvel. Når man studerer den engelske kirke bliver det udover herlighedsværdien et studium i, hvad denne kirke har af problemer og styrker.

Et problem er den ekstremt lave dåbs- og konfirmationsprocent, der medfører en beskeden medlemsprocent. Dette fører til det andet problem, som er, at de enkelte sogne kæmper med at skaffe midler til det daglige kirkeliv og til vedligeholdelse af de mange gamle kirker. Således hørte vi, hvordan der var skaffet penge til et udendørs toilet, da der blev samlet ind ved et afholdt menighedsmedlems begravelse!

Lægmandsgudstjenester og ulønnede præster

Den engelske kirkes styrke er evnen til at inddrage frivillige til mange arbejdsopgaver, hvilket støtter både økonomien og opbakningen til kirken.  

En anden vigtig styrke er måden, hvorpå kirken har præster, ordinerede som læge, lønnede som frivillige eller selvlønnede. Der er mange niveauer af uddannelse, der kan føre til at måtte forestå gudstjenstlige opgaver. Vi mødte en mand, der var præst uden løn, fordi han havde følt sig kaldet til tjeneste, og efter en karriere i bankverdenen var det ikke nødvendigt at få løn!

En anden model var det såkaldte “house for duty”, hvor en præst fik stillet et hus – en præstegård – gratis til rådighed mod at arbejde et mindre antal dage om ugen.

Så i det enkelte sogn eller flersognspastorat kunne der være et helt hold af forkyndere med hver deres opgaver, hver deres uddannelse og hver deres aflønning. Og selvom denne model er som at få en firkantet klods gennem et trekantet hul, når man tænker på dansk folkekirkelig tradition og fagforeningspolitik, så var det ganske inspirerende. For selvom den engelske kirke på sin vis er både præstecentreret og hierarkisk, så har tanken om det almene præstedømme alligevel fået et ganske markant udtryk.

Undertegnedes bud er, at muligheden findes for at ruste op i stedet for at pakke ned. At kirken kan kæmpe mod i stedet for at flyde med. Denne mulighed kræver, at der tænkes nyt, og at traditionalister, konfessionalister og fagforeninger holder deres kæpheste i ro.

Når man så vender blikket mod kirkelivet i Danmark, må det medgives, at vi på flere punkter har bedre vilkår. Folkekirken har – ikke mindst på landet – en høj dåbs-, konfirmations- og medlemsprocent og har reelt set en fornem økonomi med overskud til grundig vedligeholdelse af bygninger med tilhørende honorering af konsulenter og eksperter.

Og i disse år, hvor der tales meget om kirken på landet, hvor befolkningen ofte er aftagende, og hvor sognene kan være små, kan der så – inspireret af engelske forhold – tænkes en anden tilgang end at nedlægge stillinger, sælge præstegårde og lave storpastorater?

Indfør diakoner og kateketer

Undertegnedes bud er, at muligheden findes for at ruste op i stedet for at pakke ned. At kirken kan kæmpe mod i stedet for at flyde med. Denne mulighed kræver, at der tænkes nyt, og at traditionalister, konfessionalister og fagforeninger holder deres kæpheste i ro.

Idéen er, at kirken skal have flere præster på landet og lade præstegårdene bebo.

Man kunne have en model á la “house for duty” hvor en præst, der måske var pensioneret, kunne bo gratis i en præstegård og så skulle afholde gudstjenester og forestå enkelte menighedsopbyggende aktiviteter.

Der kunne også være stillinger på halv tid til halv løn, men med et helt hus; dette kunne være en model for en børnefamilie, der ønsker sig mere tid, eller for en ældre præst, der gerne vil have en blid overgang til pensionistlivet.

I sammenhæng hermed skulle der oprettes kortere uddannelser, så også andre end teologer kunne virke som forkyndere i folkekirken, naturligvis med det fornødne tilsyn og samarbejde med andre. Der tænkes her også på diakoner og kateketer.

Spar på kalkning og lad græsset gro

Men en sådan oprustning af kirke- og menighedsliv ville formentlig også føre til flere omkostninger, også selvom det skete med alternative aflønningsforhold.

Meget kunne spares i kirkerummene, hvor der kunne kalkes sjældnere, males og vedligeholdes mindre. Kirkerne og kulturskatten skal ikke forfalde, men det gør ikke noget, at inventaret bærer præg af brug og liv, som det gør i England. Og lad os så i øvrigt måtte bruge kirkerne til gavn for menigheden og ikke som små museer, lad os kunne tage bænke ud, lave småkøkkener og samlingssteder på vores tids betingelser.

Meget kunne også spares på kirkegårdene, der med fordel kunne minde mere om dem i England. Uden helt at skippe den danske kirkegårdskultur kunne græsset godt vokse sig længere, ligesom der kunne være mindre grus, der skulle rives og færre hække, der skulle klippes.

Det bemærkes, at der i det nævnte afsnit af Kommissær Barnaby indgik en havekyndig, der var knotten, fordi han havde håbet at få tjansen på kirkegården, men ikke fik det, fordi en anden tog sig af det frivilligt og ulønnet, og det kunne menighedsrådet ikke modstå, som det blev forklaret.

Og vel er der grund til taknemmelighed over vore smukke kirker og kirkegårde og de velholdte præstegårde, men tænk, hvis noget kunne gøres anderledes i en tid som vores, hvor tilknytningen til folkekirken ikke på samme måde vil være en selvfølge, og hvor forholdet mellem by og land forskubbes stadig mere.

Så lad os se kirken på landet og landsognene som et vigtigt indsatsområde og ikke blot som den del af kirken, man stirrer stift på, når der skal beskæres og udlignes i præstebemandingen imellem stifterne.

Det kræver dog, at provster, biskopper og andre ikke stikker halen mellem benene og gør det bekvemme og nemme, men tør vove at lade kirken logre med halen af glæde, stolthed og begejstring, hvorfor opfordringen hjemvendt fra det engelske skal være:

Vov! Vov!