På baggrund af uroen i Rødding Frimenighed og en bemærkning i forbindelse med en radiogudstjeneste fra Brødremenigheden i Christiansfeld ønsker juraprofessor Lisbet Christoffersen at fratage frimenighederne deres særrettigheder, når Trossamfundsloven skal revideres.
Det er vist det, man kalder at skyde gråspurve med kanoner.
Indlægget peger desværre på, at den bevægelse, der blev sat i gang med Trossamfundslovens vedtagelse i 2018, som vi dengang frygtede, nu er nået til næste stadie. Da loven blev indført, blev de grundtvigske frimenigheder lagt i samme lovskuffe som muslimske menigheder, de asatroende og alle andre ikke-folkekirkelige trossamfund, fordi man dengang adskilte mellem folkekirke og ikke-folkekirke, og ikke efter hvilket trosgrundlag, man samles om.
Dengang argumenterede vi for, at de grundtvigske frimenigheder jo udelukkende adskiller sig rent administrativt fra de grundtvigske valgmenigheder, der som bekendt er inden for folkekirken. Andre frie menigheder har valgt at stå uden for folkekirken netop på grund af trosgrundlaget, men dette gælder ikke de grundtvigske frimenigheder.
U-luthersk syn på det myndige lægfolk
Det, der kendetegner både de grundtvigske fri- og valgmenigheder er, at de netop deler trosgrundlag med folkekirken, men har administrativ og økonomisk frihed og selvstyre. Præsterne i de frie grundtvigske menigheder er demokratisk valgt af menighederne, og menighederne er organisatorisk sammensat med generalforsamling og bestyrelse som øverste myndighed.
Hvor valgmenighederne står under biskoppeligt tilsyn, er dette ikke tilfældet for frimenighederne. Her er det myndige lægfolk, der selv sikrer sig, at forkyndelsen ligger inden for det trosgrundlag, menigheden står på.
Lisbet Christoffersens indlæg udfordrer således, at myndige lægfolk er i stand til at forholde sig til, hvilket trosgrundlag, der er korrekt. Hun formulerer endda, at det at kalde sig en evangelisk-luthersk menighed er en ”gratis omgang”, og antyder, at kun et biskoppeligt tilsyn kan blåstemple noget i Danmark som ”evangelisk-luthersk”.
I så fald har man da for alvor frataget den enkelte menighed og de enkelte menighedsmedlemmer deres evne og ret til forkyndelsesfrihed, hvilket må siges at være temmelig u-luthersk.
Frimenighedernes ret til at kalde en præst, der ikke nødvendigvis er uddannet teolog, og som ikke har gået på Pastoralseminariet, er netop båret af tanken om, at et myndigt lægfolk er i stand til at opdrage og danne en præst inden for den evangelisk-lutherske tradition.
Folkekirken efterspørger ikke-teologer som præster
Lisbet Christoffersen får det nærmest til at lyde som en katastrofe, at en frimenighedspræst, efter syv års ansættelse som præst i en frimenighed med et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag, hvor en præst døber, konfirmerer, vier, begraver og holder gudstjenester med samme gyldighed som i folkekirken, på uretmæssig vis forsøger at snyde sig ind i folkekirken ad bagvejen.
Historisk set har de ikke-teologer, man har kaldet til præst i frimenighederne, typisk været lærere eller cand.mag.’er. Netop i disse år åbnes der på universiteterne for kortere genveje til præsteembedet, hvor det tager langt mindre end syv år at blive præst, og det gør man jo, fordi der er præstemangel i Danmark.
Vi mangler endnu at høre en biskop, der ville se det som noget mistænkeligt, at en præst med lærer- eller cand. mag.-baggrund og med syv års præsteerfaring søger embede i folkekirken. Tværtimod er det vores indtryk, at netop vekselvirkningen mellem de frie menigheder og folkekirken, siden de frie menigheders opståen fra midten af 1800-tallet og frem, har været til både glæde og gavn for folkekirken.
Ude i de lokale samfund og kirkeliv, hvor frimenighederne findes og trives, findes gudskelov ikke den samme mistænkeliggørelse over for frimenighederne, som Christoffersens indlæg giver indtryk af.
I øvrigt kan ikke-teologer allerede nu ansættes som præster i folkekirken efter loven for ansættelse af præster, hvor der står i § 2 kap. 1 at:
”Ministeren for ligestilling og kirke kan undtagelsesvis give en person, der ikke opfylder betingelserne i §1 stk. 1. tilladelse til at søge præstestilling, såfremt den pågældende i fremtrædende grad har vist sig i besiddelse af egenskaber, der har væsentlig betydning for varetagelse af præstestilling”.
Kirkeministeriet bygger mure mellem folkekirken og de frie menigheder
Heldigvis kan vi ikke genkende, at ønsket om at bygge murene mellem folkekirken og de frie menigheder højere og tykkere deles ude i de lokale samfund. Her lever frimenighederne i bedste velgående og i et godt, uproblematisk og gensidigt anerkendende samvirke med både sognemenigheder, valgmenigheder, folkeskoler, frie skoler, børnehaver, det frivillige foreningsliv samt provst og biskop. Så det er bestemt ikke ude i de lokale samfund og i det lokale kirkeliv, hvor frimenighederne findes, at mistænkeliggørelsen finder sted.
Men Lisbet Christoffersens indlæg underbygger desværre den tydelige tendens til, at der fra myndighedernes og Kirkeministeriets side er et ønske om at oprette mere vandtætte skotter mellem folkekirken og frimenighederne.
Blandt andet er nyansatte, ligesom præster ansat af det danske mindretal i Sydslesvig, nu frataget muligheden for at få tjenestemandslignende pension vis Pensionskassen af 1950, der ellers historisk netop har været med til at sikre og tilskynde en ensartethed i ansættelsesvilkårene, uanset om man var præst i en fri menighed eller i folkekirken, og på den måde også anerkende de frie menigheders og deres præsts eksistens og virke på lige fod med den evangelisk-lutherske kristendom i folkekirken.
Der er for eksempel også ændret praksis ved ansættelse af præster i valgmenighederne, hvor der nu kræves, at ansøgere med en teologisk embedseksamen skal gå på Pastoralseminariet, hvilket der ikke tidligere har været krav om, netop med samme argumentation, at når en enig menighed har kaldet en ny præst, så er der også tiltro til, at menigheden selv opdrager præsten til embedet.
En yderligere stramning fra hidtil gældende praksis mærker frimenighederne, der tilhører kategorien ”anerkendte trossamfund” også, når der nu ved præsteskifte skal søges om en stående vielsestilladelse til præsten.
Den nye præst skal, for at opnå denne vielsestilladelse, på et selvbetalt kursus i demokrati og danskhed, også selvom vedkommende præst måske både har været sognepræst eller provst i folkekirken tidligere – og i øvrigt er først og opvokset i Danmark. Her kan loven af ministeriet ikke udøves med skønsomhed! Og endelig finder vi det højst ejendommeligt, at folkekirken pr. 1. januar 2023 ikke længere vil registrere dåb foretaget i en frimenighed.
Liturgisk frihed udvides i folkekirken, mens frihedslovgivning strammes
Lisbet Christoffersen skriver i sit debatindlæg, at frimenighedernes rettigheder stammer fra en anden tid. Det har hun ret i. Historisk var der forskellige forhold, der gjorde sig gældende ved oprettelsen af de frie grundtvigske menigheder rundt omkring i landet.
Ryslinge Frimenighed opstod på baggrund af en strid om dåbsritualet. Biskopperne og Kirkeministeriet ville dengang i 1920 ikke anerkende et dåbsritual, hvor tilspørgslen i forbindelse med trosbekendelsen var fjernet, og den indledende bøn var inspireret af Luthers ”bede-banke-bøn”, mens alt andet i øvrigt er som i folkekirkens autoriserede dåbsritual. Dengang blev dette dåbsritual, som Ryslinge Frimenighed og ligeledes Aagaard Frimenighed endnu benytter, altså ikke set som evangelisk-luthersk.
Anderledes i dag, hvor folkekirken på Frederiksberg benytter sig af det såkaldte ”Frederiksberg-ritual”, der afviger ganske kraftigt fra det autoriserede dåbsritual, også meget mere end det dåbsritual, der bruges i Ryslinge og Aagaard Frimenigheder. Det biskoppelige tilsyn i København må dog have sanktioneret Frederiksberg-ritualet som evangelisk-luthersk, siden det – uden at der er tale om et liturgisk frisogn – kan benyttes.
Det kan man hævde er ærgerligt, for det naturlige havde været, at de mennesker på Frederiksberg, der måtte ønske sig et andet dåbsritual, havde benyttet sig af muligheden for at oprette en fri menighed. Det er jo netop sådan frihedslovgivningen på kirkeområdet, som Grundtvig var med til at kæmpe for og ordningen med det frie menigheder er tænkt at skulle fungere, for eksempel som en ventil.
Her gives mulighed for, at man kan gå sammen og oprette en frimenighed, hvis man ønsker noget, der afviger fra dåbsritualet i folkekirken. Men ja, tiden er i dag bestemt en anden; nu udvider man hellere folkekirkens rummelighed i det uendelige, mens man samtidig bygger høje mure mellem folkekirken og de frie menigheder, der historisk har set sig selv, og er blevet set, som en del af den folkekirkelige familie.
Med sit indlæg vil Christoffersen bidrage til, at disse tykke, høje mure konsolideres yderligere. Det er en skam, og vi kan heller ikke rigtig se, hvem der egentlig har gavn af det.
Er det biskoppelige tilsyn garant for noget som helst?
I de frie menigheder skammer vi os ikke over at stå uden for folkekirken, og vi foretager os ikke lyssky ting. Vi snylter ikke uretmæssigt på den åbenbart ”rigtige” evangelisk-lutherske kristendom i folkekirken, og vi går ikke med skumle drømme om at snyde os ind i folkekirken ad bagvejen.
Vi er glade for og stolte af at have både frihed til og ansvar for at kunne stå på egne ben som menighed, ligesom vi er glade for den måde, som folkekirken hidtil har anerkendt os som sande evangelisk-lutherske menigheder, ikke som en mærkelig andenrangs-vare, og det håber vi kan fortsætte. En menighed kan sagtens være menighed uden et biskoppeligt tilsyn – det har vi mere end 150 års kirkehistorisk dokumentation for i Danmark.
I øvrigt skyldes uroen i Rødding ikke en konflikt om den rette forkyndelse i menigheden, men andre forhold, der nok har bedst af at blive løst lokalt. Og man må spørge, om tilsynet fra biskoppen altid sørger for, at konflikter i folkekirken bliver løst på rette måde? Har man i pressen læst om uroen i domkirken i København, hvor det biskoppelige tilsyn er så tæt på, som overhovedet tænkes kan, så giver det ikke umiddelbart indtryk af, at det biskoppelige tilsyn er garant for noget som helst.
Laura Lundager Jensen, valgmenighedspræst i Osted Valgmenighed, lektor i historie og kristendomskundskab, formand for Foreningen af grundtvigske valg- og frimenigheder.
Ole Kobbelgaard, valgmenighedspræst i Sdr. Nærå Valgmenighed, næstformand for Foreningen af grundtvigske valg- og frimenigheder.
Henrik Jensen, frimenighedspræst i Aagaard Frimenighed, medlem af bestyrelsen for Foreningen af grundtvigske valg- og frimenigheder.
Maria Louise Odgaard Møller, frimenighedspræst i Ryslinge Frimenighed, ph.d., beskikket censor for det teologiske censorkorps for Aarhus og Københavns universiteter.