Forud for en generalforsamling i Rødding Frimenighed er der uro – det er fremgået af dagspressen i tiden omkring påske. Forholdet mellem den hidtidige bestyrelse, menighedens præst og en større gruppe i menigheden er på dagsordenen.
I folkekirken ville dette være spørgsmål, der også blev rejst over for provster og biskop. Men frimenigheder er ikke folkekirkemenigheder, og ingen provst, biskop eller minister kan blande sig, uanset hvor meget præsten i øvrigt er ordineret i folkekirken.
Samtidig gav præsentationen i forbindelse med en radiogudstjeneste før påske fra Brødremenigheden i Christiansfeld anledning til uklarhed om, hvad Brødremenighedens organisatoriske og juridiske grundlag er.
Brødremenigheden er en fin, gammel menighed med stor og anerkendt teologisk indflydelse på folkelige vækkelser og folkekirkeligt liv i Danmark. I introduktionen blev Brødremenigheden også præsenteret som en frimenighed, og det fremgik af introduktionen, at mange medlemmer af Brødremenigheden, inklusive præsten, er medlemmer af både denne frimenighed og folkekirken.
Men folkekirken har ikke en struktur, der rummer frimenigheder, og folkekirken anerkender ikke dobbelt medlemskab.
En frihedsordning fra 1800-tallet
Frimenigheder er oprindeligt – ligesom valgmenigheder – en arv fra 1800-tallet, hvor nogle grundtvigske menigheder ønskede større selvstændighed, men samtidig gerne ville beholde en vis tilknytning til folkekirken. For eksempel hedder det “Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder”. Men der er forskel på valg- og frimenigheder.
Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder tæller 8 frimenigheder (hvoraf dog Hundborg Frimenighed, der blev oprettet i 1995, er nedlagt i 2023) og 27 valgmenigheder.
Evangelisk-Luthersk Netværk har 15 frimenigheder tilknyttet (foruden 9 valgmenigheder, 5 sognemenigheder, 4 menighedsfællesskaber, en forening for oprettelse af en frimenighed og 2-3 organisatoriske fællesskaber).
Indre Mission har 4 valgmenigheder og 3 frimenigheder tilknyttet (de er alle også medlemmer af Evangelisk-Luthersk netværk). Luthersk Mission omfatter også et antal frimenigheder (alle også medlemmer af Evangelisk-Luthersk Netværk).
Af Luthersk Missions vejledning til frimenighedsdannelse fremgår, at det er uklart, om man kan være medlem af både en frimenighed og folkekirken på en gang. Her er man altså på linje med Brødremenighedens præsentation af sig selv. Det anføres samtidig, at betaler man kirkeskat, er der ingen eksempler på, at man er blevet nægtet at få foretaget kirkelige handlinger i folkekirken (det er heller ikke problemstillingen – man skal aldrig betale for at blive døbt).
Valgmenigheder er under tilsyn i folkekirken, frimenigheder er trossamfund
Valgmenigheder er en del af folkekirken, valgmenigheders medlemmer er medlemmer af folkekirken og valgmenigheders præster, bestyrelser og gudstjenesteformat står under tilsyn af folkekirkens biskopper. Det er også baggrunden for, at valgmenigheders præster – hvis de er teologer og har været på Pastoralseminariet – kan glide direkte over i en ansættelse i folkekirken.
Frimenigheder står ikke under tilsyn fra folkekirkens biskopper, og der er ingen godkendelses- eller tilsynsmuligheder i forhold til frimenigheders struktur, præsteansættelser, liturgi eller andet. Er frimenigheden heller ikke under trossamfundsloven, kan den heller ikke gås efter i sømmene i forhold til de tilsynsmuligheder, som ligger der.
Udgangspunktet, når vi taler frimenigheder, er ellers, at de er omfattet af trossamfundsloven. Det gælder de fleste af de gamle grundtvigske og de nyere teologisk konservative frimenigheder, at de har søgt anerkendelse efter trossamfundsloven.
Organisatorisk stiller anerkendelse efter trossamfundsloven ikke mange krav. Det betyder, at det er frimenighedens egne medlemmer, der organiserer sig (foreningsretligt) med vedtægter, generalforsamling, bestyrelsesvalg med videre, ligesom det grundlæggende er på medlemmernes mandat, at der foretages præsteansættelser. Forholdet mellem bestyrelsens ledelse og præstens funktion fastlægges også på grundlag af vedtægten.
Noget af uroen i Rødding frimenighed handler netop om forholdet mellem formanden og den ansatte præst. Men den relation kan kun frimenigheden selv via sin generalforsamling og bestyrelsesvalg afklare. Der er lige netop ikke noget biskoppeligt tilsyn, som kan bidrage til at afklare den sag, og tilsynet efter trossamfundsloven rækker ikke dertil.
Brødremenigheden i Christiansfeld er menighed i en international kirke
Heller ikke i forhold til Brødremenigheden i Christiansfeld er der noget biskoppeligt tilsyn fra den danske folkekirke. Det kan der ikke være, da Brødremenigheden i Christiansfeld er en lokal afdeling af den europæiske Brødremenighedskirke med eget biskoppeligt tilsyn i kirken. Denne kirke udgør en af 19 såkaldte provinser i det verdensomspændende "Unitas Fratrum".
Den internationale Brødrekirke har en bindende kirkeordning, vedtaget på et af de fælles møder, der afholdes hvert syvende år. Den europæiske provins har på det grundlag på sin synode i 1986 vedtaget kirkeordningen for den europæiske brødrekirke, inklusive Brødremenigheden i Christiansfeld.
Heraf fremgår, at den europæiske brødrekirke ledes af en synode, som har ansvaret for egne anliggender, herunder forvalter egne formueforhold, men som vedrørende tro, lære og menighedsliv er ansvarlig over for den internationale Brødrekirke.
Den europæiske synode er ansvarlig for egne medarbejdere og egne uddannelsesmuligheder. Alle medarbejdere i synodens medlemskirker får deres rettigheder og pligter fra og er ansvarlig over for synoden i den europæiske kirke, ikke (alene) over for en lokal menighed.
Brødremenigheden i Christiansfeld er en menighed inden for denne kirkeordning. Præsten i Christiansfeld er samtidig generalsekretær i den europæiske brødrekirke.
Brødremenighedens retlige grundlag i Danmark
Af kirkeordningens § 221 fremgår imidlertid, at Brødremenighedens retlige stilling i Danmark hviler på en anerkendelse gennem ”kongelig konsession af 10. december 1771”.
Men en kongelig koncession fra 1771 er i mellemtiden overhalet af trossamfundsloven fra 2017. Brødremenigheden bør derfor afklare sin retlige status i forhold til trossamfundsloven.
Det er naturligvis en mulighed, at Brødremenigheden ikke har ønsket at få denne anerkendelse overført under trossamfundsloven, og det er der jo ingen pligt til.
Derimod er Brødremenigheden i Christiansfeld, ligesom en lang række andre menigheder, kirker og trossamfund i Danmark, godkendt efter Momslovens § 13, så modtagne gaver ikke er skattepligtige, ligesom de er undtaget for ejendomsskat og fritaget for moms. Endelig kan medlemmerne efter ligningslovens § 8A og 12 få ligningsmæssige fradrag for gaver op til et vist beløb.
De fleste af de frimenigheder, kirker og trossamfund, der har fradragsret, er samtidig anerkendt efter trossamfundsloven. Men ikke Brødremenigheden.
Det er lidt mærkeligt, at en dansk afdeling af en international religiøs organisation kan nøjes med at få godkendelse fra skattemyndighederne. Ville det have været i orden, hvis det var en muslimsk organisation? Bør der ikke være sammenhæng til trossamfundslovens godkendelsessystem?
Medlemmernes forhold til den folkekirkelige lovgivning
Som nævnt hersker den opfattelse både i Luthersk Mission og i Brødremenigheden, at man kan være medlem af både en frimenighed og af folkekirken på samme tid og med fulde folkekirkelige rettigheder.
Det er ikke tilfældet.
Det følger det af den folkekirkelige lovgivning, at man ikke kan være medlem af folkekirken og et andet trossamfund samtidig (den dobbelte status, som præst og medlemmer i Brødremenigheden giver sig selv, må således udspringe af, at man på trods af, at man er en afdeling af en international kirke, ikke opfatter Brødremenigheden som et trossamfund. – eller også blot af en tradition, der ikke er blevet justeret).
Det indebærer, at medlemmer af andre trossamfund ikke er valgbare til folkekirkens menighedsråd med videre. Det gælder også for medlemmer af frimenigheder uden for folkekirken, uanset om man betaler kirkeskat eller ej.
Vielsesbemyndigelsen følger medlemskabet, hvad enten det er af folkekirken, eller af en frimenighed, der er anerkendt som trossamfund. Er man medlem af en frimenighed, der ikke er anerkendt som trossamfund, har man alene adgang til vielse hos borgmesteren – hvilket ikke er en udfordring i Christiansfeld, hvor den sønderjyske ordning med sekulær vielse og kirkelig velsignelse gælder.
Børn af medlemmer af frimenigheder kan naturligvis, ligesom børn af medlemmer af kirkesamfund uden for folkekirken, blive konfirmeret i folkekirken, forudsat de bliver indmeldt i folkekirken. Og døbt kan man som nævnt altid blive, men man bliver medlem af folkekirken, når man bliver døbt der.
Betaling for gravsted med videre vil efter en vurdering af forholdene skulle ske efter taksterne for folkekirkemedlemmer, hvis man har betalt kirkeskat. Men det kan være uklart, hvorvidt en begravelsesgudstjeneste skal ske efter reglerne for folkekirkemedlemmer eller reglerne for medlemmer af andre trossamfund (hvilket sted, hvilken præst og så videre).
Frimenigheder og deres præster i den folkekirkelige ordning
Der er imidlertid i den folkekirkelige lovgivning enkelte rettigheder knyttet til begrebet evangelisk-luthersk frimenighed. Hvis en person i syv år har virket som præst i en evangelisk-luthersk frimenighed, som opfylder betingelserne for at få overladt en folkekirke til brug, og hvis biskoppen det konkrete sted anbefaler det, kan en sådan person – uanset om vedkommende er teolog, har gået på Pastoralseminariet eller andet – søge præstestilling i folkekirken.
Det er en regel, der er født i en anden tid. Nemlig i den tid, hvor evangelisk-lutherske frimenigheder automatisk havde samme kirkeordning som folkekirken. Men det er ikke længere tilfældet. Tværtimod. I nutiden dannes mange frimenigheder med prædikatet "evangelisk-luthersk" netop for at opnå en anden kirkeordning, både med hensyn til indhold i gudstjenesten, med hensyn til forholdet mellem præst og bestyrelse for frimenigheden og med hensyn til biskoppeligt tilsyn.
Dertil kommer, at kriteriet – muligheden for at holde gudstjeneste i folkekirken – er overhalet af udviklingen, hvorefter mange forskellige kirkesamfund har den mulighed.
Når samtidig prædikatet evangelisk-luthersk er en gratis omgang (enhver menighed kan kalde sig evangelisk-luthersk, og ingen biskop eller anden folkekirkelig myndighed kan vurdere prædikatet), og en biskop, der ikke har noget tilsyn overhovedet med frimenigheden og dennes præst, vanskeligt kan afgive en udtalelse som grundlag for en efterfølgende ansættelse i folkekirken, virker det som en anakronisme at give særlige rettigheder til frimenigheder.
Det gælder, hvad enten de i virkeligheden er afdelinger af en international kirke (som Brødremenigheden), eller de er mulige genveje for lægfolk med præsteambitioner til en ansættelsesmulighed uden sagligt grundlag, som det kan være tilfældet fra både grundtvigske og teologisk konservative frimenigheder.
Lovgivningen bør ændres
Jeg anbefaler derfor, at man – samtidig med en revision af trossamfundsloven – overvejer helt at slette alle særregler i den folkekirkelige lovgivning for såkaldte evangelisk-lutherske frimenigheder.
I hvert fald bør man se på genvejsbestemmelsen i lov om ansættelse af præster i folkekirken. I lov om kirkers brug kunne man blot lade frimenigheder være omfattet af samme muligheder som kristne kirker under trossamfundsloven.
Samtidig anbefaler jeg, at man ved revision af trossamfundsloven ser nøje på forholdet mellem anerkendelse efter trossamfundsloven og godkendelse efter ligningsloven. I hvert fald for så vidt angår lokale afdelinger af internationale trossamfund.
Bør trossamfund, der er omfattet af trossamfundslovens definition, kunne “nøjes” med en godkendelse hos skattemyndighederne og dermed komme udenom det formentlig tættere tilsyn hos Kirkeministeriet?