Vi er ved slutningen af sommerens stille tid. Hele det rodnet af aktiviteter, der er myldret frem i folkekirken gennem det seneste år, er på sommerpause.
Men børn skal døbes, elskende skal vies og mennesker dør. Og gudstjenesterne holder heldigvis aldrig pause.
Sommeren har gjort det tydeligt for mig som ny præst, hvor meget jeg holder af den helt almindelige, enkle gudstjeneste og det, der knytter sig til livets store begivenheder.
Her mærker vi kristendommens pælerødder, omkring hvilket alt det andet kan sno sig. Med fast greb i evangeliet.
Jeg kan ikke gøre klar til efteråret
Jeg ved, at flere af mine kolleger bruger den stille tid til at forproducere, som det hedder i mediebranchen: Skrive prædikener til efterårets gudstjenester, så der bliver lidt mere luft, når konfirmandundervisning, møder, foredrag, koncerter, babysalmesang og alt det andet får damp under kedlerne igen.
Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg rammer den mur, der rejser sig foran mig i form af den kommende søndags tekster og gudstjeneste. Jeg kan ikke komme forbi muren, før søndagen er overstået, og så rejser der sig en ny mur i form af den næste søndag.
Jeg fatter ikke, hvordan man kan forholde sig til 14. søndag efter trinitatis, når næste søndag er 10. søndag efter trinitatis. Måske lærer jeg det.
Vender tilbage til teksterne i løbet af ugen
Men det er egentlig en fin mur at spille bold op ad ugen igennem. Jeg læser altid næste søndags tekster allerede søndagen før, når jeg kommer hjem fra kirke og har besteget dagens mur. Så kan de ligge og rumle i mit baghoved hele ugen.
Hver eneste dag vender jeg tilbage til tekster og bønner, læser udenom, finder litteratur, tænker, bearbejder, graver og finder den rigtige krog. Den første krog og skitse kan jeg notere allerede mandag.
Men den kan ændre sig flere gange i løbet af ugen. Jeg ser teksterne og menigheden foran mig, og opgaven er at binde dem sammen og skabe liv i mellemrummet. Det er et kæmpe privilegium at fordybe sig og arbejde på, at prædiken og gudstjeneste bliver både dyb og nærværende.
Der er meget at øve sig på.
Samtalerne tager tid
Som ny præst bruger jeg også meget tid på de samtaler, der ligger i forbindelse med dåb, vielser og begravelser. Der er ikke ét menneske, der ikke rummer en særlig historie. Og der er “noget” i alle familier, som min farmor altid sagde, når der var bump på vejen.
Sangen er sommerens krydderi
Sommeren har hos os haft et særligt krydderi, nemlig sommersang.
Hver tirsdag har vi på skift i Hansted, Lundum, Østbirk og Yding samlet fuldt hus fra klokken 17 til 18 for at synge sommerens salmer og sange, gerne ude på kirkegården hvis vejret har været til det.
Der har været børn og kommende konfirmander hver gang, og alderspræsidenten, Svend på 98 år, har været trofast. Sang er også øvelse i eksistens og kristentro, og sang binder virkelig mennesker sammen – på tværs af alt andet.
Sommeren har sat et særligt lys på summen af kardemommen.