"Det er mit højeste ønske at få friske jordbær med fløde og en historie, der kun er god, præst! Jeg kan ikke tåle noget med kriser. Heller ikke selvom du på forhånd siger, at det ender godt."
Sådan sagde en kvinde til mig for nylig.
En lille del af min stilling er at være præst på de to psykiatriske afdelinger på Regionshospitalet i Horsens. Jeg er der fast en gang om ugen og ellers efter behov. Ofte begynder vi med at samles i fællesstuen, hvor jeg fortæller en historie eller læser en tekst, som vi kan tale om. Jeg har også anskaffet 20 højskolesangbøger til afdelingerne, for salmer og sange er godt for menneskesjæle. Også de forpinte.
Et nænsomt tilbud
En del mennesker med psykisk sygdom er meget optagede af tro og gudsbilleder, ligesom Djævelen kan fylde meget. I søndags blev jeg kontaktet mellem to gudstjenester og kørte direkte ind til afdelingen på akut besøg. Man må prøve sig frem, for alle er forskellige.
Men trosbekendelse, Fadervor og nadvermåltidet kan gøre meget godt for et plaget menneske. Et nænsomt tilbud om en hånd og et nærvær, helt fri for diskussioner om diagnoser, medicinering og alt det andet, der ellers fylder på et hospital.
Tilbage til jordbærrene. Jeg lovede at medbringe friske jordbær til hele afdelingen, og Jesper fra Østbirk havde ti af de skønneste bakker, som blev suppleret med fløde. Rigtig piskefløde.
Men at finde en historie uden den mindste smule krise undervejs var ikke let. Det ligger jo i alle fortællinger: Indledning, krise, forløsning.
Men pludselig slog det mig – juleevangeliet! Det er ganske vist sankthans, men juleevangeliet kan jo fortælles til hver en tid. Som sagt, så gjort. Vi spiste de rødeste og sødeste jordbær og fik en god snak om, hvorfor juleevangeliets glade budskab er ligeså levende i dag som for et par tusinde år siden. Det ændrede verden. Og ændrer verden. Gud ser hver eneste af os, selvom vi ind imellem kan have vanskeligt ved at mærke ham.
Den gode strid er altid inspirerende
Jeg har mange gudstjenester for tiden og holder meget af at forberede og gennemføre dem. Gudstjenesterne omfavnes i disse år af allehånde aktiviteter alle ugens dage, og det er så fint at kirken rækker ud til alle. Men højmesserne er de livgivende honningdepoter. Intet mindre.
Jeg følger med interesse den aktuelle debat om liturgi og teologi, og den gode strid er som altid inspirerende. Det hænder også, at jeg begår en lille bitte smule liturgisk selvtægt for at gøre gudstjenesten mere nærværende. Men den grundlæggende liturgi holder jeg af.
Før jeg blev præst var det især salmer og prædiken, der var pælene i min kirkegang. Som præst mærker jeg en bevægelse. Jeg bruger virkelig meget tid på at finde bønner og oversættelser, der kan levendegøre fælleskab, sprog og forkyndelse. Ligesom jeg øver mig på at frigøre mig fra manuskriptet. Her hjælper min fortid som underviser og erfaren taler mig, men der er et stykke vej igen, kan jeg mærke.
En aften med heks og Johannes Døber
Sankthans skulle også forberedes med en tale, som jeg som "den nye præst" skulle holde på Danmarks tag, Yding Skovhøj. Det blev den mest bedårende aften med stort bål, heldigvis med heks, 360 graders udsigt over det skønne danske sommerland. Jeg knyttede an til Johannes Døberen og de skrækkelige historier om, hvordan man "kristnede" den gamle hedenske skik. Ja, ja – den slags fjendtlig overtagelse af populære traditioner kendes også i dag.
Nu står sommeren så for døren – en stille tid, som vi i sognene hylder med aftensang hver tirsdag på kirkegården på skift mellem Lundum, Hansted, Østbirk og Yding. Man kan synge sig igennem alt i dette menneskeliv.