Med raske trin bevægede jeg mig gennem den kolde blæst mod plejehjemmet her i Måløv. Det var min første plejehjemsgudstjeneste nogensinde, og derfor var der selvfølgelig en vis nervøsitet i kroppen.
Måske var det også årsagen til, at hjertet galopperede ekstra hurtigt på vej derover. Eller måske skyldtes det bare præstens evige følgesvend, den store, mørke præstekuffert, der er særdeles praktisk, men altså også særdeles tung, når præstekjole, sko, bøger, og hvad man ellers kan finde på, presses ned i den, så den lige akkurat kan lukkes, som var det sommerferieturen, man pakkede til.
Vejen dertil er heldigvis relativ simpel; forbi børnehaven, så pizzeriaet, over vejen og så under S-togsbanen. Forpustet ankom jeg til plejehjemmet. Jeg fik fortalt, at det var mig, der var præsten, og spurgte, om der var et sted, jeg kunne klæde om.
"Vaskerummet er nok den bedste mulighed," lod de mig forstå, så omgivet af beskidte håndklæder, lagner og diverse toiletartikler hoppede jeg i præstekjolen.
Gang i sanserne frem for forståelsen
Under min forberedelse til gudstjenesten havde tankerne kørt rundt. De havde i særlig grad kredset om den udfordring, der ligger i at skulle forkynde det kristne budskab i den særlige situation, som en plejehjemsgudstjeneste er. Hele den kirkelige og forkyndelsesmæssige tradition er jo bundet til Ordet og til en tæt forbindelse mellem forkyndelse og forståelse.
Men hvordan gør vi kirke sammen, når vi har med mennesker at gøre, som på grund af sygdom eller svaghed er frakoblet de ord, der lyder? Der må gang i sanserne frem for forståelsen. Derfor havde jeg også sagt til organisten, at han bare skulle give den gas med musikken, ligesom jeg selv havde taget nogle vintergækker med, som jeg håbede, beboerne ville få glæde af.
Jeg kan huske, at vi på Pastoralseminariet blev fortalt, at man til plejehjemsgudstjenester kan blive nødt til at være lidt kreativ med indretningen for at skabe noget, der i en eller anden grad kan lede tankerne hen på et kirkerum.
Jeg så mig omkring i det nøgne rum, og måtte sande, at det blev en vanskelig opgave. Det lykkedes mig dog at finde lille skammel og en lille vase med blomster. Det måtte være dagens alter. Ovre i hjørnet måtte vores organist og kirkesanger presse sig godt sammen for at finde plads, men nu var vi klar til at begynde.
Jeg kiggede rundt på beboerne for at se, om jeg kunne få en idé om, hvad jeg kunne forvente. Jeg blev ikke meget klogere. Nogle sad og betragtede mig med et opmærksomt blik, nogle virkede mere fjerne, og nogle tog sig lige en lille lur – måske var de faktisk ikke så meget anderledes fra en normal søndagsmenighed endda.
Lille vintergæk
Til at begynde med sagde jeg et par ord om foråret, vi var trådt ind i. Det affødte dog ikke de store reaktioner, men da jeg bagefter gik rundt og uddelte vintergækkerne, mens musikken lød fra klaveret, var det som om der skete et skift. Folk livede op.
Nogle syntes det var lidt sjovt, at præsten sådan gik rundt og delte små vintergækker ud, men samtidig bredte der sig en nadverlignende stemning i rummet og en alvorlighed, som ikke havde været der før.
Mange af dem, som før havde været fjerne i blikket, var nu dybt fokuserede og slap ikke mit blik, når jeg kom forbi dem. Det var en stærk oplevelse, og jeg tror, den satte sig lige så meget i mig som i dem.
På mange måder føltes det som en befrielse. Som en af mine venner sagde til mig, så driver vi præster jo nærmest vores egen lille forfattervirksomhed. Vi skriver og skriver og skal sige en masse kloge ord, og det kan der ofte gå lang tid med at forberede, når man gerne vil finde de helt rigtige ord, der rammer helt præcist.
Det er selvfølgelig en væsentlig og spændende del af jobbet, men den dag på plejehjemmet var det alligevel befriende og opløftende at se, at stærke oplevelser ikke kun behøver udspringe af stærke ord, men også kan udspringe af noget så småt og skrøbeligt som en lille vintergæk, der rækkes frem.